Blogs

Anmeldelse: Into the Woods musical i Glassalen

Anmeldelse: Into the Woods musical i Glassalen

by 24/05/2017 0 comments

Min mor har altid sagt til mig, at hun glædede sig meget til, at jeg kunne læse, for jeg var uendelig nysgerrig som lille og stillede mange spørgsmål til tekster, engelske film osv. Derfor husker jeg også en af mine første bøger, ”Brdr. Grimms samlede eventyr”, tydeligt, og jeg kan huske, at jeg læste de spændende eventyr mange gange. Især Rapunzel, Hans og Grethe, Askepot, Den lille rødhætte og Snehvide står stadig skarpt i min erindring – og som i mange andres. Man kan roligt sige at Brdr. Grimms lidt over 200 folkeeventyr er en af de største skatte indenfor børnelitteratur. Sammen med H.C. Andersen selvfølgelig.

Jeg takkede derfor med stor glæde ja, da jeg fik invitationen til premieren på Into the Woods musicalen, der er det en blanding af de bedste folkeeventyr fra Brdr. Grimm, heriblandt den lille Rødhætte, Rapunzel, Askepot, Prinsen, Jack og bønnestagen mm., og i fredags hoppede jeg så på cyklen, i bragende godt vejr vel og mærke, ind mod Tivoli og den smukke Glassal, som stykket opføres i.

into the woods

Til dig, der ikke kender Into the Woods, så er stykket blevet opført utallige gange siden 1986 i både London og på Broadway, og faktisk er der også en filmversion med ingen ringere end Johnny Depp og Meryl Streep. Overordnet handler stykket om en bager og hans kone, der er ulykkelige over, at de ikke kan få et barn, men en dag får de besøg af den onde heks, der fortæller, at familien er forbandet – og at forbandelsen kan brydes, hvis bagerparret går ind i den mørke eventyrskov og skaffer fire magiske genstande til heksen – først dér kan hun ophæve forbandelsen og opfylde deres største ønske: At få et barn. I denne rejse efter de fire genstande støder de på en masse af de velkendte figurer, der har deres egne problemer – bl.a. flygter Askepot fra en meget villig prins, Rapunzel har sine problemer med sin onde heksemor og Jack får problemer med kæmperne oppe i himlen.

Skærmbillede 2017-05-23 kl. 21.24.43

I fredags var der, som nævnt, premiere i Danmark, og pressen, og de kendte, var mødt talstærkt op i det smukke sommervejr. Det er faktisk første gang, at jeg har været inde i Glassalen, og jeg må nok indrømme, at jeg blev blæst lidt bagover over, hvor smuk den ottekantede glasbygning med Poul Henningsens arkitektoniske særpræg er. Wow! En perfekt kulisse til en musical – og lyden fejlede i øvrigt heller ikke noget.

into the woods

For lyd skal der til i en musical med over 20 medvirkende og et stort live orkester med 15 musikere, hvor publikum blev fanget fra første tone i en magisk eventyrunivers, støttet op med kostumer, lys, musik og fantastisk skuespil. For det er ikke nybegyndere, der er med i denne opsætning. Navne som Flemming Enevold, Johannes Nymark og Joachim Knop, samt en masse andre rutinerede musicalskuespillere bragede igennem med store vokaler og imponerende tempo-/sceneskift. Jeg var underholdt hele vejen, og grinede også højlydt flere gange bl.a. af Oliver Lundqvist der spillede en yderst god mælkehvid ko, til trods for at han kun havde replikker ala ”muuuh”. Meget underholdene!

into the woods

Stykket var derfor, i mine øjne, yderst succesfuldt, til trods for 2. akt der tempo-/og handlingsmæssigt ikke helt var på niveau med 1. akt. Bortset fra det, så formåede de dygtige mennesker bag, og i, stykket, virkelig at få publikum ind i et magisk eventyrunivers, hvor det essentielle spørgsmål ”Hvor langt vil du gå for at dine drømme skal gå i opfyldelse?” er den røde tråd.

Into the Woods spilles i Glassalen i Tivoli fra d. 19. Maj til 17.juni 2017.
Bestil billet her.

/Nathalie

 

 

Review Summary

Details about this item
Musical overordnet
4out of 5

4

Good
4 out of 5

Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273