Rupi Kaur – Solen og hendes blomster

0
357
Det er sjældent, jeg bliver sådan rigtig rørt af litteratur. Jeg kan sagtens lade mig opsluge, grine, fælde en tåre og glemme alt om tid og sted. Men at blive dybt rørt, det sker sjældent. Det bliver jeg af Rupi Kaurs Solen og hendes blomster.

Anmeldereksemplar modtaget af forlaget Lindhardt og Ringhof

Rupi Kaur tog verden med storm, da hun selvudgav sin første digtsamling, Mælk og honning, i 2014, og den solgte i over 3 millioner eksemplarer. Den lå i alt over 130 uger på New York Times’s bestsellerliste og er siden blevet oversat til 35 sprog. I 2017 udgav hun sin anden digtsamling, Solen og hendes blomster, som på dansk udkom i 2018.

Digtsamlingen er opdelt i fem kapitler: visne, falde, slå rod, rejse sig og blomstre. Denne opdeling får man som læser en forklaring på senere i bogen – en meget smuk og rørende forklaring, som jeg ikke skal afsløre her.

Kapitlerne kredser om forskellige emner: Svigt/ulykkelig kærlighed, overgreb/selvhad, immigration/integration, lykkelig kærlighed/sex, kærlighed til livet.

Genkend dig selv

Fra mit eget liv kan jeg genkende dele af det, Rupi Kaur på smukkeste vis beskriver. Jeg kan genkende følelsen af ikke at høre til, følelsen af ikke at blive hørt eller taget alvorligt, end ikke et nej tages alvorligt. Jeg kan genkende den ulykkelige kærlighed og skammen i ikke at slå til. Jeg kan genkende kærligheden og lidenskaben, og jeg kan genkende det dybe ønske om at finde ind til en basal selvkærlighed, der får én til at stå så stærk, at næsten intet vil kunne vælte en omkuld igen.

Jeg kan ikke genkende følelsen af at være fremmed i sit eget land – men den del af digtsamlingen er beskrevet med så dyb kærlighed til både hendes mor og hendes to hjemlande – moderlandet og det nye hjemland – at jeg sidder med tårerne løbende ned ad kinderne, mens jeg læser.

For er der noget, der skinner igennem i Solen og hendes blomster, så er det kærligheden. Til trods for, at Rupi Kaur øjensynligt er gået meget igennem i sit liv, så lader det til, at hun insisterer på at se fortiden gennem et reflekteret lys, og så insisterer hun på kærligheden. Også til sig selv.

Let tilgængelig digtsamling

Digtsamlingen burde alle læse, om og om igen. Med jævne mellemrum. Både fordi den giver stof til eftertanke og sætter følelser i gang, men også fordi denne bog måske kan få folk, der normalt ikke læser digte, til at åbne sig op for denne del af litteraturen. Det er ikke tit, jeg kaster mig ud i at læse digte, det vil jeg godt indrømme. Derfor er det også vidunderligt, at når jeg så endelig sætter mig ned med en digtsamling, så åbner sig en verden for mig, som jeg ikke troede, jeg var inviteret til.

Stor respekt for Rupi Kaur, stor anbefaling til hendes digtsamling.

/Louise T