På torsdag er det atter tid til at synke ned i biografsædet og indtage virkeligheden, når CPH:DOX åbner op for en dokumentarmaraton på hele 200 film spredt over ti dage fra den 6. til den 16. november, sammen med 800 internationale filmskabere og pressefolk. Vi har talt med programlægger Mads Mikkelsen fra den verdensberømte festival.

Er der noget, jeg har glædet mig til i år, så er det CPH:DOX – min absolutte yndlingsfestival. Lige siden jeg studerede film- og medievidenskab på Københavns Universitet og kom i praktik hos Poul Martinsen på DR har mit hjerte banket for denne genre, som kan så meget mere end blot at lære os lidt om verden omkring os. Den kan fortælle os, mere eller mindre sande, historier, æstetiske, sjove, interessante, overraskende, grænseoverskridende, rørerende – den kan skabe debat, åbne døre, arme og hjerter, og den kan samle os om emner, som ellers synes tabubelagte. Derfor glæder jeg mig hvert år til denne festival, til filmene, arrangementerne og ikke mindst koncerterne, som ikke kun er spændende musik, men også visuelle oplevelser ud over det sædvanlige.

Fordi vi elsker CPH:DOX, gør vi lidt ekstra ud af omtalen af festivalen de næste dage. I sidste uge snakkede vi med programlægger Mads Mikkelsen. Det er 7. år, at han arbejder på CPH:DOX. Her er altså tale om en mand, der hvert år ser rigtig mange dokumentarfilm. Rigtig mange. Han ved noget, tænker jeg, og ikke nok med det, så er han befriende ærlig omkring sin stolthed over festivalen, som har vokset sig større og større for hver år, ikke kun størrelsesmæssigt, men også betydningsmæssigt. I dag kan man næsten ikke anse sig selv for værende seriøs dokumentarfilminstruktør uden at besøge vores lille hovedstad under CPH:DOX – så vigtig er festivalen. Og festivalen kan endda også prale af hele 60 verdenspræmierer i år. ”Jeg er så stolt af, at festivalen har vokset sig så stor, som den har. Folk har virkelig taget den til sig, og så er vi nok også blevet bedre og bedre til at markere os,” fortæller Mads.

Et billede af virkeligheden netop nu

Lige nu sidder der 75 mennesker og knokler på at få de sidste detaljer på plads, før årets festival skydes i gang onsdag aften i Koncerthuset. Året rundt er det en mindre stab på 12 mennesker, der får hjulene til at køre rundt. Det er ikke kun opgaven at se en masse film og derefter vælge ud, hvilke der skal vises på festivalen. Det er også festivalens opgave at være opmærksomme på, hvad der sker ude i verden, så programmet bliver aktuelt. ”En filmfestival som vores er en lejlighed til at gøre status over store strømninger ude i samfundet, fordi dokumentarfilm altid på en eller anden måde forholder sig til virkeligheden,” forklarer Mads. ”Min ambition er at gøre folk klogere – eller vi vil gerne være et sted, hvor folk kan gøre sig selv klogere. Vi har utrolig mange debatarrangementer med danske og udenlandske filmskabere, forskere, politikere og kunstnere, og her kan publikum blande sig. For publikum er de vigtigste ved hele festivalen.”

Overordnede temaer under festivalen

Når CPH:DOX-holdet skal vælge film til programmet, vælger de altid film, som de tror på, men de gør også en stor indsats for at gøre festivalen åben, så publikum føler sig inviteret. Man kan altså godt gå ind og se en film om noget, man ikke ved noget om i forvejen. Og festivalen vil også meget gerne være åbne overfor andre scener som kunst, musik og politik. Blandt temaerne i årets program er eksempelvis Megatrends, som hævder at vise dig, hvordan du selv kan ændre verden. I programmet skriver de: ”Alle kan blive klogere. Men tanken med Megatrends er samtidig, at alle kan lære, hvordan man selv kan gøre en reel forskel og tage del i verden. For selvom CPH:DOX er en filmfestival, handler det ikke kun om at se på verden omkring os, men om at ændre den.(…) Vi har samarbejdet med en række foreninger, organisationer og virksomheder om at udvikle det program (…), og så har vi inviteret nogle af verdens skarpeste hjerner til København for at dele deres idéer med os.”
Derudover finder du også et tema med film, som ikke kun skildrer virkeligheden, men som også vil forsøge at ændre den. Du kan se musikfilm ’med plads til de skæve toner’, kontroversielle film, der bryder med et dokumentarisk tabu, nemlig magtspillet og konflikten mellem filmskaberen og de medvirkende – og så er der også fokus på danske dokumentarfilm. Dertil kommer naturligvis alle de forskellige events, debatterne, festerne og koncerterne. Dybest set har festivalen kun ét problem: hvordan skal vi nå det hele? ”Jeg vil gerne anbefale, at man under sig den oplevelse, det bliver at sætte sig ind i biografens mørke og se den filippinske film, Storm Children – Book One, det er for mig det tætteste, vi kommer på årets film. Det er en relativ beskeden film, men den oplevelse, man får, når man sidder i biografen og ser den, bliver helt unik,” siger Mads.

Den anbefaling er hermed givet videre. Jeg har selv lagt et rimeligt stramt program med et par film om dagen, gerne krydret med en koncert, en debat eller en fest oveni hatten. Denne festival skal presset som en appelsin, der efterfølgende vil være flad, træt og suget for al saft – som jeg og alle de andre publikummer kan leve godt af indtil næste års festival. For dette er den bedste tid på året – CPH:DOX, du er byens største stjerne.

Rigtig god festival til alle!

/ Louise Taarnhøj

5 hurtige til Mads Mikkelsen:

1. Hvordan vælger I filmene ud – hvad er vigtigst i den proces?

– Vi vil rigtig gerne udfordre os selv men også publikum. VI er kendte for at eksperimentere med grænserne for, hvad dokumentarisme egentlig er. Vi vælger film, som giver mening i vores kontekst, og vi håber også at kunne skubbe lidt til, hvad dokumentarfilm egentlig er.

 2. Hvad får man til jeres events og koncerter?

– Festivalen skal være aktiv, så du ikke kun får en film, men også noget ekstra. Vi viser eksempelvis en film om madspild i et supermarked, hvor der bliver serveret mad, der er skraldet. Det skal sætte tankerne i gang på en ny måde. Og med hensyn til koncerterne, så er det aldrig bare en koncert, men et samarbejde mellem en musiker og en filmskaber.

3. Hvad er den vildeste oplevelse, du har haft på CPH:DOX?

– The Reunion blev årets mest sete film sidste år, en hardcore svensk kunstfilm. Den film havde en kunstnerisk og social relevans, som man ikke kunne sidde forbi og blev et must på festivalen. Det var fedt, at det blev så stort et hit, at folk mødtes sammen og så den og diskuterede den.

 4. Hvilke film og events glæder du dig mest til?

– Jeg er meget glad for de film, vi har i konkurrence i år, DOX:AWARD. Og så er jeg glad for, at vi har et program, som dækker så globalt, at man kan se film fra virkelig mange lande i verden.

5. Hvad er I mest stolte af ved årets festival?

– Jeg er glad og stolt over det, når jeg har en følelse af, at vi har ramt rigtigt med et program og med vores serier i programmet. Når vi har ramt noget samfundsrelevant.

I lørdags var vi i selskab med musikbloggen, Musiklarm, til Sound of Copenhagens livekoncert i Koncerthuset. Koncerten var en slags showcase på nogle af de kunstnere, som Sound of Copenhagen i de seneste år har ’opdaget’, samt nogle af de navne, som de mener, man skal lægge ekstra mærke til lige nu. Og det gik både stille og vildt for sig.

Vi ankom kl. 20 og foyeren i Koncerthuset summede af forventning. Det er vist meget moderne at lytte til elektronisk musik, for det var både de mest tjekkede unge københavnere og de mest cool A-kendisser, der befandt sig i foyeren, i garderobekøen og i køen til baren.

Modsat min forestilling var der faktisk tale om en ’rigtig koncert’ i salen, hvor vi alle sad og ventede pænt, til lyset slukkedes og første act gik på scenen. Det var Sekuoia, og de skulle vise sig at være blandt dem, der imponerede allermest. Det smukke lys, de tunge rytmer og de koncentrerede optrædende satte den festlige og melankolske stemning i salen. Ikke som enhver anden koncert, hvor spændingen bliver forløst ved bandets ankomst på scenen, og publikum endelig kan flytte på fødderne – nej, her sad vi og rockede i sæderne og nikkede anerkendende til hinanden. Jo, det er godt, det der.

Rejs jer op!
Det var helt sikkert ikke arrangørernes plan, at vi skulle blive siddende i sæderne. Hele dagen havde jeg skamlyttet koncertens tilhørende Spotify-spilleliste, hvor Le Gammeltoft præsenterer de optrædende. Her sagde hun gentagende gange ting som ’når vi alle sammen skal feste i Koncertsalen’ og ’det skal nok få os alle sammen op af sæderne’, og flere gange fortalte hun fra scenen, sammen med (den altid) veloplagte og morsomme Simon Jul, at vi nu bare skulle rejse os op og feste med de optrædende. Det skete bare ikke rigtigt. Hver optrædende spillede to numre, og bevares, det var jo ikke skæringer på 3,30 min., det drejede sig om, men det var alligevel som om, der ikke rigtig var tid til at rejse sig… Sådan noget skal vi danskere jo have tid til at føle os trygge i. Eller også skal vi være monster-stive, og det var der altså ingen, der brød sig om at være til dette cool event.

Det skal ikke lyde som om, at det overskyggede eventet, at vi sad ned, slet ikke, men det blev aldrig rigtig den store FEST!

Tilbage til musikken:
Jeg har aldrig været til en koncert, hvor jeg både under og efterfølgende har følt mig mere inspireret. Det ene act efter det andet kom på scenen med den fedeste elektroniske musik, jeg længe har hørt. Mange af navnene kendte jeg godt i forvejen, men det klæder musikken usansynlig godt at blive spillet live herinde i Koncertsalen – Danmarks smukkeste arena. Jeg følte mig helt overvældet og forelsket, da Kill J indtog scenen og tog pusten fra os alle med sin specielle og dybt fascinerende stemme, da Rangleklods forførte os med Behaviour, som er mit ultimative yndlings-elektro-nummer – hold op en stemme han også har. Og da Amin Karami kom på scenen i bar overkrop og sang, at han var et monster, var hele salen bag ham – ja, men du er vores monster, og vi er med dig! Rosemary hev strandstemningen ind i salen med fire drags i lakstøvler, 60er-kjoler og bikinier. Tomas Barfod fik os til at tabe kæben med sit dobbelt trommesæt, som mange efterfølgende fremhævede var ’blæret’. Hess Is More skuffer jo aldrig, og det gjorde han heller ikke i aften – men da Av Av Av kom på scenen, havde jeg lyst til at tude. Nu er jeg lykkelig, tænkte jeg! Og det fortsatte, da Brynjolfur spillede sin 90er-elektro-pop med så tunge synthrytmer, så jeg følte, min sjæl fik tæv på en vanvittig skøn måde.

Brand8-pris
Sidstnævnte blev taget på sengen, billedligt talt, da Le og Simon overraskede ham med den første Brand8/Sound of Copenhagen-pris nogensinde – artistprisen, hvor SoC hjælper med både økonomisk hjælp og vejledende assistance til at få kunstneren frem i verden. Jeg tror ikke rigtig, at han forstod helt, hvad han lige havde fået – han takkede dybt, men lignede også én, der bare rigtig, rigtig gerne ville hen til pulten og spille for publikum. Sødt. En helt velfortjent pris til ham, synes jeg.

Efter koncerten var der lagt op til en efterfest i Studie 1, men den tog aldrig rigtig fart. En del mennesker blev og hang ud, men dansegulvet kom aldrig rigtig fra start, og DJ’en på scenen tog intet opmærksomhed. Jeg kan faktisk slet ikke huske, om det bare var en spilleliste, der var sat på, eller om der stod nogen. I hver fald hang jeg blot ud ved bordene og snakkede med venner og bekendte og tog videre allerede en time senere, kl. 1., da det næsten kun var VIP-området, der havde gæster. Måske kunne man have ønsket sig et par optrædende til efterfesten, som man oplever til P3 Guld, eksempelvis. Jeg ved det ikke, og det skal heller ikke ødelægge den oplevelse, vi havde i salen.

For det var en VILD oplevelse. Smukt, sanseligt og rørende. Morsomt på grund af Simon Jul, festligt på grund af stemningen, som både arrangørerne og kunstnerne formåede at skabe. Og anderledes, fordi blandingen af nye og velkendte kunstnere svingede fantastisk godt og gav os én på opleveren. Tak for en fed aften, jeg kan slet ikke vente til næste omgang – hvornår kommer den?