fredag, april 19, 2024
Home Blog Page 170

Som at drømme vågen

København er indhyllet i tæt tåge i disse dage. Det er som at gå rundt i en drøm, når byen bliver så sløret. Det er smukt.

/Louise

Den Blå Time

den smukkeste tid på dagen, den smukkeste tid på året.

/Louise

Go’ weekend, København <3

Skal man være lesbisk for at gå på lesbisk bar?

For noget tid siden var jeg i byen på en meget skøn bar, Vela, som ligger i Viktoriagade 2-4 på Vesterbro. Baren er lille, mørk og hyggelig og stemningen festlig og afslappet, lidt ligesom en privatfest. Men Vela adskiller sig på et – lidt afgørende – punkt fra de andre barer, jeg plejer at hænge ud på. Det er nemlig en lesbisk bar. Og jeg har fået at vide, at det er den bedste af slagsen i København.

Nu ved jeg ikke, om jeg er den sidste kvinde i København, der går på homobar. Og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er i orden at gå på pigebar, når nu man som jeg ikke er til piger? For jeg kan godt forstå, at det må være lidt besværligt at finde en kæreste, når man på den måde hører til minoriteterne. Så må det alt andet lige være sjovere at være et sted, hvor man godt kan gå ud fra, at der er noget at komme efter, så at sige.

Da jeg var der, blev jeg genstand for en smuk piges opmærksomhed. Dog var hendes første spørgsmål: “Du er ikke lesbisk, er du?”. Måske er det rigtigt, hvad man hører i amerikanske tv-serier. Bøsser og lesbiske har en quality, så andre bøsser og lesbiske kan kende dem. Jeg blev i hvert fald lynhurtigt afsløret og lidt smigret over, at jeg ikke var helt uinteressant et sådan sted. Mand – kvinde – det er sådan set ret ligegyldigt, hvem der giver én en kompliment, det er altid rart.

Siden damen i baren ikke blev sur eller skuffet over, at jeg ikke kunne scores, så tror jeg på, at det er helt i orden, at kvinder går i byen på lesbiske barer, selvom man er til det modsatte køn. Det kan i hvert fald anbefales at besøge Vela Bar, for der er både smukt, god stemning og lidt hemmeligt. Og der er både mænd og kvinder (flest kvinder, søde og smukke), så der er i virkeligheden ikke nogen undskyldning for ikke at komme ned og drikke en øl.

Jeg har ikke taget nogen billeder indenfor, det er lidt for grænseoverskridende at tage billeder på en bar. Desuden kan stemningen sådan et sted aldrig fanges med et kamera, den skal opleves.

/Louise

Min baggård, del 1

Jeg er så heldig at have udsigt til én af Københavns største – og smukkeste – baggårde. Når jeg kigger ud, kan jeg næsten ikke forestille mig, at her også har været små baghuse, hvor folk har boet helt uden sollys.

Baggårde er fascinerende, fordi de er lidt hemmelige og rummer en masse historie, og så er det sjældent, at man får lov til at se dem. Så når du er på besøg hos en københavner, så spørg om du ikke lige må se gården. Det er ikke så underligt, som det lyder, hvis bare ejeren af lejligheden går med og give en lille rundvisning. Den slags er altid hyggelig.

Selvom baggårde ofte er stille oaser i den travle by, så larmer min baggård faktisk tit, for her er masser af børn. Men det er aldrig generende. Faktisk har jeg kun én gang oplevet, at en mand (sikket med tømmermænd, som mig) lørdag formiddag lettere opgivende råbte ud gennem perciennerne, da et barn (tilsyneladende Oscar, som faren efterfølgende svarede) havde råbt “faaar?” 17 gange: “Så ti da lige lidt stille, for søren!” Endnu et sympatisk træk fra min baggård: Selvom man skælder ud og sætter børn på plads, så foregår det altid på en nogenlunde afdæmpet facon. <3 Vesterbro!

/Louise

Ufoer og spandelygter på Amager

Man kan opleve mange ting på Amager, hvis man kigger op.


Ufo Nat

Ufo Dag

Nat

Hat?

Dag

/Louise

God weekend, København

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=vSaUWDOexXU&w=560&h=315]

KH Anne & Louise

Mere af det italienske

Her på bloggen holder vi meget af Italien (i København). Derfor skal det lækre supermarked ved Fisketorvet også nævnes her.

Supermarco ligger meget afsides, og derfor er der en del, som ikke kender det. Og det er en skam. Supermarkedet er lidt ligesom at træde ind i et stykke af Italien – her er kun italienske fødevarer, personalet er italiensk, og man hilser på kunderne her, hvilket man kun kan blive glad af!

Jeg cykler ned forbi Supermarco, når jeg skal loade op på San Pellegrino, espresso kaffe og Ritz crackers. Det fås nemlig her relativt billigt. Men ellers er det faktisk en lidt dyr fornøjelse at handle her. Det charmerende ved supermarkedet er, at det er udsøgte fødevarer og vin, man får her. Deres delikatesseafdeling med masser af ost og pølse er også helt vidunderlig.

Du skal derfor tage herud, hvis du vil have masser af italiensk smag for pengene, og hvis du nyder at snuse rundt i et supermarked, som ikke er for travlt, og som bugner af delikatesser.

/Louise

PS. Måske skulle det lige tilføjes, at supermarkedet ikke har mælk og den slags, så læg dine basale indkøb et andet sted og kig her forbi, når det skal være ekstra lækkert.

Historisk valg?

Forelsket i København vil gerne ønske alle københavnere og resten af Danmark en dejlig valgaften. Måske får vi vores første kvindelige statsminister?

Uanset hvad, så er det altid skønt at fejre demokratiet, så det vil vi gøre hele aftenen – rød eller blå.

Tillykke og godt valg til alle.

Kærlig hilsen
Anne & Louise

ECCO Walkathon 2011

De sidste fem år har jeg gået 10 km en søndag i august sammen med min mor og nogle venner. Grunden til denne gåtur er, at der denne sidste søndag i august hvert år afholdes ECCO Walkathon, hvor ECCO donerer 7,5 kr. pr. kilometer pr. deltager – og der er rigtig mange, der deltager. Det er måske ikke meget, man giver pr. person, men arrangementet er virkelig godt skruet sammen, der er styr på sagerne, det forløber altid uden problemer, og den slags elsker jeg! Det er så gennemført!

Det bedste ved dagen er – udover at jeg tilbringer ca. 2 timer i selskab med min mor, og det er jo altid hyggeligt – at man ser København på den smukkeste måde. Ruten plejer at tage os ud omkring Langelinje og Kastellet og ind over byen, men i år kom vi ud på Christiania, hvor vi krydsede vandet ved voldene. Når jeg har besøgt Christiania, er jeg altid gået ind ved Prinsessegade og blevet på den side af volden. Jeg kan virkelig anbefale, at man krydser broen fra Christiania ud på den anden side af voldene, for her er skønt.

Og så kan jeg anbefale, at man deltager i ECCO Walkathon. Man får motion, tid med nogen man holder af, man ser byen og så donerer man penge til nogen, der virkelig har brug for det. Eneste minus i år var, at Claus Meyer ikke have lavet frokostposer, som han har gjort de seneste år. Til gengæld kunne man møde Christian Bitz og Claus Holm (fandt jeg ud af, da jeg var taget hjem, øv), som helt sikkert har været en udmærket erstatning for Claus og co.

/Louise

PS. I år blev der indsamlet i alt 1 mio. kr., 15.886 personer samlede dette beløb ind med deres fødder. Beløbet bliver delt mellem Verdensnaturfonden WWF, SOS Børnebyer og Børnehjertefonden.