torsdag, april 25, 2024
Home Blog Page 4

Det var I vilde med i 2023

Årets sidste dag nærmer sig, og vi vil gerne give dig noget at hygge dig med, når du ligger på sofaen d. 1. januar, ser skihop, spiser fedtet mad og har lidt ondt i håret. Derfor har vi samlet de 10 artikler, som I syntes, var mest interessante i 2023. God fornøjelse og rigtig godt nytår!
Jakob Martin Strid, Den Fantastiske Bus, 2023. Foto: Copenhagen Contemporary PR

Vi elsker at dele vores oplevelser i København med jer – storbyen er fyldt med dem, og derfor mener vi, at en guide eller to er på sin plads, så man kan finde rundt i den store labyrint af muligheder.

I løbet af året har I især læst vores guides til spisesteder og barer – og det gør os glade. Vi mindes stadig 2020 med den ene nedlukning efter den anden, og det pressede restauranterne og barer til det yderste. Mange måtte dreje nøglen om, og vi har vist ikke set resterne af de konsekvenser, nedlukningerne havde på vores kulturliv.

At I så læser så mange guides til byens bedste steder, gør os rigtig glade.

Derudover har I været interesserede i at bruge havnen og kanalerne, hvor man mange steder kan bade og leje både.

Derudover har I også været interesseret i en stor, stigende trend; genbrug! Det er så fedt – og vi lover at følge op med flere artikler om den slags i det nye år, så I kan finde de rigtige genbrugscentraler, byttemarkeder og andre genbrugs-lokationer.

Og sidst men ikke mindst læste I med stor fornøjelse vores anmeldelser af kunstudstillinger, hvor den nye udstilling på Copenhagen Contemporary af Jakob Martin Strid simpelthen ligger på førstepladsen over alle læste artikler i år.

  1. Jakob Martin Strids nye udstilling på Copenhagen Contemporary:
  2. Brunch på Frederiksberg
  3. De bedste rooftop-barer i byen
  4. Her kan leje både i Københavns Kanal
  5. De bedste værtshuse i byen
  6. De 10 bedste barer på Amager
  7. De 10 bedste restauranter på Vesterbro
  8. Morgenmad til 100 kr. 10 steder i byen
  9. Her finder du genbrug, byttecentre og byttemarkeder
  10. Ny restaurant: Brasserie Post 
Fotocredit: NH Collection

Der var også artiklen om, hvor du kan vinterbade, hvor du finder den bedste streetfood og de 10 steder med udsigt i byen. Og meget, meget mere.

I det nye år glæder vi os til at bringe dig nye guides til det bedste i byen. Og skriv endelig til os, hvis du har opdaget en perle, du gerne vil dele med os – eller hvis du har specifikke ting, du gerne vil have, at vi kigger nærmere på.

RIGTIG GODT NYTÅR!

Kærlig hilsen,

2 x Louise & Nathalie

De 10 bedste barer på Amager

Staycation på Zoku Copenhagen på Amager

Zoku Copenhagen er ikke noget helt almindeligt hotel, fandt vi ud af, da vi blev inviteret på overnatning tidligere på måneden. Det er en blanding af business-hangout, lejligheder for longstays, festligheder og stedet, hvor du taler med din nabo.

Af Louise Taarnhøj

INVITERET

 

Zoku Copenhagen“Zoku Copenhagen er et hjem for forretningsrejsende, der gerne vil bo i byen i alt mellem et par dage og et par måneder. Vi er et forretningshotel på en ny måde og tilbyder et afslappet sted at bo, arbejde og socialisere – alt imens du bliver en del af lokalmiljøet.”

Sådan står der på forsiden af Zoku Copenhagen, hvor LoveCopenhagen overnattede i midten af december. Hotellet kendte jeg ellers primært som et sted at holde møder eller arbejde reomte – deres restaurant og café på toppen af hotellet er nemlig indrettet til netop det; arbejdscafé, mødested, hjemmestue, afslapningsrum og festlokale. Caféen kan mange ting, men jeg har kun haft brugt det til at holde møder og få sendt en masse mails i smukke omgivelser.

Vi indlogerede os på 4. sal i to værelser med gennemgang imellem. Værelset havde, udover det sædvanlige som badeværelse, stor seng, sofaområde og stort skab, også et køkken og spisebord med plads til fire personer. Dette hotel huser nemlig mange mennesker, som bor her mere end én nat – de såkaldte longstays. Det kan være expats, hvis lejligheder endnu ikke er klar, eller som arbejder på projekter, der kun varer få måneder. De tjekker ind her og bor her altså i flere måneder.

Det betyder også, at hotellet fungerer på en lidt anderledes måde end andre. Netop denne stemning af hjem er langt mere i fokus her, end hvad jeg ellers har oplevet. Førstehåndsindtrykket mindede om et lækkert hostel, og jeg drømte om, hvordan det ville være at bo her som 25-årig.

Der, hvor Zoku adskiller sig mest fra andre hoteller, er deres tillid til deres beboere. Det betyder, at du frit kan bytte kunsten på værelset ud, hvis du er træt af at kigge på det, der hænger på væggene. Så går du simpelthen bare ud til elevatoren, stiller dit kunstværk og bytter det ud med et af det andre, som du bedre kan lide.

Zoku Copenhagen

Derudover er der et utility-rum, hvor du kan låne forskellige rengøringsmidler, men også mere køkkenudstyr, end hvad der måske lige er på værelset. Bor du har i længere tid, kan det nemlig føles rart selv at klare enkelte ting i hverdagen, og skulle du få gæster på besøg, er det fedt at kunne låne flere sæt bestik og den slags. Derudover kan du også vaske tøj, så tit du vil, i en af de mange vaskemaskiner i kælderetagen.

Det gør Zoku til et meget hjemligt hotel, som samtidig også er velkommende overfor selvstændige, folk på forretningsrejse eller grupper af medarbejdere, der mangler et godt mødelokale og en god restaurant.

Noget andet, der gør Zoku interessant, er deres udvikling. Alt bliver fokusgruppemålt og forbedre konstant. Er det lågen ind til sengen på hemsen, der ikke åbnes intuitivt nok, eller føles værelsesgangene hjemmelige nok, så folk får fornemmelsen af at have naboer og ikke fremmede hotelgæster ved siden af? Alt dette bliver målt i fokusgrupper på tværs af de lande, hvor Zoku har hoteller, som er i København, Amsterdam, Paris og Wien.

Sidst men ikke mindst kaldes personalet på Zoku for sidekicks – for at understrege, at personerne er din højre hånd, hvis du skulle have spørgsmål eller brug for hjælp.

Hvordan det var at bo på Zoku Copenhagen, kan du læsere senere på måneden. Indtil da kan du læse mere om hotellet på deres hjemmeside.

Rasmus Elk Olsen l Københavnersnuden #483

Rasmus Elk Olsen har gennem de sidste 20 år etableret sig som sangskriver og producer på den danske musikscene og har skrevet og udgivet musik både solo og sammen med andre. Hans tekster kan høres sunget af navne som Oh Land, Coco O., Jacob Bellens, Claus Hempler, Mikael Simpson og Emma Sehested Høeg. I sit virke som musiker har han i højere grad været ”bag scenen” i kraft af sin sangskrivning for andre kunsterne eller som bandmedlem i forskellige konstellationer – men denne gang er han klar med eget udspil. Det nye soloalbum Half Hours on Earth er netop udkommet. Mød hans København her.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Rasmus Elk Olsen (REO): Jeg har lige udgivet songwriter-albummet “Half Hours on Earth” og kæmper med at indrette tilværelsen, så jeg har god fred til at dykke ned i nye sange og holde fokus på det, som ligger hjertet nært. Ikke let, når man bliver kørt over af salgskampagner, trådløse apparater der kalder på stikkontakt og abonnementer, der skal udvides – lige så snart man står stille et øjeblik.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Rasmus Elk Olsen (REO): Jeg opholder mig tit i et studie ved Harsdorfsvej på Frederiksberg, hvor jeg skriver sange sammen med Peder Thomas Pedersen og Asger Baden. Men af ovennævnte behov for tid, er jeg flyttet fra byen til Sorø ved skoven og søen. København er dog sjovt nok blevet et åndehul, som jeg søger, når jeg savner inspiration, hvor landet var mere som inspirerende åndehul, da jeg boede i København.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Rasmus Elk Olsen (REO): Førhen gik jeg tit om søerne i København, nu går jeg mest i gader og stræder og kigger på, hvad folk er optaget af. Det er i sig selv inspirerende at se så mange perspektiver og virkeligheder, der krydser og clasher men stadig, på nærmest forunderlig vis, danner en fin by.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
REO: Min festlige fætter har en god lejlighed om hjørnet fra Kødbyen – og efter en sjov nat, man ikke rigtigt husker, har det lettet på formiddagen med en americano fra Le Kaff på Halmtorvet.

Rasmus Elk Olsen

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
REO: Jeg skal helst have en falafel-durum,  når jeg er sulten, i nærheden af Durum Bar. Rart at den minder lidt om den gode Berliner-durum, som har været alt for længe om at nå til København.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
REO: Min basarm til 4 i gulvet ef stilnet lidt af. Til gengæld holder meget af den gode stemning på La Fontaine, som også hurtigt kan blive til en ret festlig stemning.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
REO: På trods af turisme, hype og andet, der kan skygge lidt, inspirerer det mig særligt at gå en solskinstur på Christiania, fordi det stadig er muligt at opsnappe resterne af en autentisk, naiv men sund tro på fred og plads til alle –  en rar “You may say I’m a dreamer, but I’m not the only one” (Imagine /Lennon) – slags energi.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
REO: Mine første år i København var i Sydhavnen, og jeg føler mig hjemme i kolonihaveområdet. Det er tæt på yndlingsstedet, når man lige rammer en god dag.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
REO: Den følelse har jeg vist kun oplevet glimtvis ved at være i København sammen med en, man er forelsket i.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
REO: Bedste minde er nok “Enjoy the Silence’  sunget af et fyldt Parken ved Depeche Mode-koncert – sammen med min datter på 12, som havde det vildere end jeg selv. Men det stærkeste minde er mindet om en kæmpe gorilla, der klasker sig mod glasruden lige foran mig i Zoo, da jeg var 4 år. Sangen “Distant Eyes” fra det nye album indeholder en tand af den oplevelse.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
REO: Bandet Live Jive Jungle spiller jævnligt på La Fontaine.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det? 
REO: Et stærkere værn om sin natur, særligt i udkanten.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
REO: Free Sky af Worn Out Sun, eller Chet Baker- Sings (albummet). – Noget roligt som tilfører en stemning af chill i travlheden.”

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Rasmus.

Følg Rasmus og hans musik på Instagram her.

Jul på Fasangården, Tårnet, Sult og i Meyers Bageri

Oplev Jytte Vikkelsøe og adventssøndage på Fasangården, spis julefrokost i Tårnet på Christiansborg Slot, prøv den nye brunkagecookie hos Meyers Bageri og kom til filmmusikbingo på Sult i Cinemateket.

 

Spis julefrokost eller julet middag på toppen af Christiansborg Slot

I de historiske rammer højt hævet over København inviterer restaurant Tårnet igen i år på både julefrokost og julede middage. Fra 8.11.-22.12. serverer Tårnet delevenlig frokost med ti serveringer af bl.a. sild, rejer, medister og risalamande, og til aften serveres en julet middag med koldrøget laks, svinebryst med æble og sennep og et udvalg af oste. Og hvis du er heldig, kan du opleve hestene fra De Kongelige Stalde blive luftet på travbanen, mens du nyder din frokost i højderne.

Hvor: Meyers i Tårnet, Christiansborg Slotsplads, 1218 København

Pris: Julefrokost 655 DKK/person inkl. filtreret vand m/u brus. Julemiddag 1095 DKK/person inkl. et glas bobler, to glas vin, et glas portvin til osten, kaffe eller te til desserten og filtreret vand m/u brus

Læs mere her

Smag den nye brunkagecookie hos Meyers Bageri

Er du til chew eller crunch? Hvis du er mest til chew, så er den nye brunkagecookie fra Meyers Bageri måske noget for dig: Chefkonditor Nina Aastrup har nemlig i år udviklet en særlig chewy og krydret brunkagecookie, som er oplagt til at akkompagnere både eftermiddagskaffe og julegløg og sælges
i alle Meyers bagerier. Bagerierne sælger desuden igen i år et udvalg af kager til jul og nytår, herunder både honningkager og kransekager.

Hvor: Meyers Bageri på Jægersborggade 9 (Nørrebro), Classensgade 33 (Østerbro), Amagerbrogade 48 (Amager) eller Gammel Kongevej 107 (Frederiksberg)

Pris: 28 kroner

Læs mere: Instagram @meyersbageri

Fasangården

Oplev Michelin-kokkens juledessert med mandarin og caviar på Fasangården

Til sin første jul på Fasangården har den unge Michelin-kok Andreas Hansen sammensat en helt ny menu til frokost og aften: Frokostkortet byder på bl.a. kryddersild, glaseret skinke fra Troldgaarden og krydderkage med honning-is og lun karamelsauce, og til aften kan gæsterne nyde en tre- eller femretters julemiddag med bl.a. kammusling med gran og trøffel-ponzu og en dessert med mandarin og Oscietra caviar.

Hvor: Fasangården i Frederiksberg Have, Søndre Fasanvej 73, 2000 Frederiksberg

Pris: Lille julefrokost onsdag-torsdag 495 DDK/person, stor julefrokost onsdag-søndag 695 DKK/person.
Lille julemiddag onsdag-torsdag 650 DKK/person, stor julemiddag fredag-lørdag 950 DKK/person. Vand og vin kan tilkøbes.

Læs mere her

Fasangården jul

Juletræstænding på Fasangården med Claus Meyer og Poul Joachim Stender

Indvi julen med æbleskiver og Fasangårdens hjemmelavede gløgg, når juletræet tændes på gården søndag 26. november af Claus Meyer og præst Poul Joachim Stender. Makkerparret har for nylig medvirket i
DR-serien ’Guddommelig mad’ og mødes denne søndag for at tænde lys, synge julen ind og deltage i en samtale om samhørighed, spiritualitet og julens betydning.

Hvor: Fasangården i Frederiksberg Have, Søndre Fasanvej 73, 2000 Frederiksberg

Pris: Gratis adgang til juletræstænding, fællessang og samtale. Gløgg, æbleskiver og varm chokolade
kan tilkøbes.

Læs mere her

10. december: Oplev Jytte Vikkelsøe læse op på Fasangården

Julen er hjerternes fest, og det kan du opleve på Fasangården 10. december. Her læser Jytte Vikkelsøe, kendt for bestselleren ’Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte’ og podcasten ’Hjerteflimmer for voksne’, op om kærlighed i gårdhaven. Under oplæsningen kan du varme dig på æbleskiver og Fasangårdens hjemmelavede gløgg, eller nyd en kold øl fra Frederiksberg Bryghus.

Hvor: Fasangården i Frederiksberg Have, Søndre Fasanvej 73, 2000 Frederiksberg

Pris: Gratis adgang til oplæsning, der starter kl. 15. Gløgg, æbleskiver og øl fra Frederiksberg Bryghus kan købes i gårdhaven.

Læs mere her

20. december: Filmmusikbingo med gode præmier på Sult i Cinemateket

Kan du huske scenen, bare du har hørt kendingsmelodien én gang? Så kom med til filmmusikbingo!

Den knivskarpe entertainer og radiovært Thomas Vibe – kendt fra Vidundergrunden på DRP3 – styrer slagets gang, når Sult i Cinemateket inviterer til filmmusikbingo med både nemme og svære hits fra film og tv-serier, som du skal gætte titlen på. Aftenen begynder med spisning efterfulgt af bingo, og der er gode præmier til vinderne.

Hvor: Vognmagergade 8B, 1120 København K

Pris: 295 DDK/person inkl. aftenbuffet samt bingoplader

Læs mere her

Det sker på adventssøndage på Fasangården

03. december – første advent:

  • Kl. 13: Fasangården åbner med hjemmelavet gløgg, varm chokolade og æbleskiver
  • Kl. 13.30: Få tips til julens vine + og mulighed for at købe vin med hjem v. sommelier Jacob Binzer
  • Kl. 15.30: Besøg af julemanden, som uddeler slik til børnene
  • Kl. 13.00-16.30: Juletræssalg og gammeldags børnelege: stigolf, dåsekast, kast ringe

10. december – anden advent:

  • Kl. 13: Fasangården åbner med hjemmelavet gløgg, varm chokolade og æbleskiver
  • Kl. 15: Oplæsning om kærlighed ved Jytte Vikkelsøe
  • Kl. 15-16: Frederiksberg Bryghus uddeler smagsprøver og sælger øl til årets julefrokost
  • Kl. 13.00-16.30: Juletræssalg

17. december – tredje advent:

  • Kl. 13: Fasangården åbner med hjemmelavet gløgg, varm chokolade og æbleskiver
  • Kl. 13.30-14.30: Live julejazz v. Mandela Trio
  • Kl. 14: Få tips til julens vine + og mulighed for at købe vin med hjem v. sommelier Jacob Binzer
  • Kl. 13.00-16.30: Juletræssalg

Fasangården jul

Signe Svendsen | Københavnersnuden #482

Ugens Københavnersnude er sangerinde og sangskriver, Signe Svendsen. Signe har senest udgivet albummet “Hvem vil ikke elskes igen” under sit eget pladeselskab, Lydia Gramphone. Albummet har hun turneret med det sidste år, og nu er hun klar til årets sidste koncert i DRs Studie 2 den 6. december, hvor hun får selskab af strygekvartetten Who Killed Bambi og hendes faste band som backing.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Signe Svendsen: Jeg skal spille min sidste koncert i år i DR Koncerthusets Studie 2 d. 6. december. Det bliver en ret særlig aften, hvor jeg har inviteret strygerensemblet Who Killed Bambi med på scenen og lejet et kæmpe bagtæppe i guld. Ren tryllestøv til mine blå blå sange, jeg glæder mig meget.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Signe Svendsen: Jeg bor i Espergærde, men havde alle mine 20’ere i København. Mest Vesterbro og Enghavevej før det blev mondænt.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Signe Svendsen: Når jeg er i København, går jeg tur på Vesterbro og Frederiksberg. Mit hjerte hører til i den bydel, og jeg kender alle hjørnerne og de gode steder.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Signe Svendsen: Sort Kaffe og Vinyl. Jeg havde min seneste pladereception dér. Kan virkelig godt li’ deres mørke interiør og ja kaffen self!

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Signe Svendsen: Jeg kan faktisk godt li’ Viggo’s på Værnedamsvej, fordi det er sådan et allemandssted. Helt uprætentiøst. Hvis jeg skal spise fint, vælger jeg Circolo på Gl. Kongevej. Sublimt italiensk og det ligner virkelig ikke et sted i DK, når du kommer ind. Elsker de smukke gule gardiner og de røgfarvede spejle. Maden er vidunderlig.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Signe Svendsen: Jeg er musiker og har mange weekender, hvor jeg er på arbejde og ja, fester kan være en del af det at turnere. Så det bliver ikke til gå i byen-aftener. Jeg går til koncerter, når jeg har fri. DET er en fest, og jeg elsker Vega som venue.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Signe Svendsen: På gaden, på Glyppen, i metroen – alle steder.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Signe Svendsen: Jeg elsker mange steder, men hvis jeg f.eks skal bruge et sted, hvor jeg kan arbejde, vælger jeg Thiemers Bogmagasin i Tullinsgade. Kombien af boghandel og cafe og samlingssted er virkelig god.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Signe Svendsen: Da jeg indspillede plade (på Gl Kongevej) og havde min cykel med i toget hver morgen. At cykle i København er vildt, men også fantastisk.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Signe Svendsen: Jeg boede som sagt på Enghavevej og mine bedste venner boede på Mysundegade, Flensborggade og Valdemarsgade. Jeg kan huske lange aftener, hvor vi spillede kort og drak rødvin. Jeg kan huske nætter med så meget sne i gaderne på Vesterbro, at der blev helt stille. Kastanjetræet på Enghaveplads. Der er så mange gode minder…

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Signe Svendsen: Jeg ville starte med en let dinner på BEAT på Enghaveplads og så ville jeg tjekke ind i Vega og se en koncert. Slutte af på Pio Vin i Bagerstræde til en afterburner.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Signe Svendsen: Bilerne skal meget mere ud af byen, det kunne skabe rum for mere natur.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Signe Svendsen: Thåstrøm, Peter Sommer, Kira Skov, Phoebe Bridgers….og jeg kunne blive ved.

Se mere om Signe Svendsen på @signe_svendsen – og hvis du gerne vil opleve hende live, kan du finde billetter til koncerten i DR Koncerthuset den 6. december samt andre kommende koncerter HER.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Signe!

Det sker i København | December 2023

It’s beginning to look a lot like Christmas… Kan du mærke det? Juletiden er over os, og her får du et overblik over hvad, du kan se frem til i den dejlige julemåned. 

 

1. DECEMBER: Oplev julen i ZOO
Haven er pakket ind i ren(s)dyrket julestemning, bålsteder at varme sig på og massevis af gran og gevirer. Oplev et væld af sjove og lærerige juleaktiviteter for hele familien, hvor du blandt andet kan besøge julemanden, løbe dig varm på isen, nyde julemusik under åben himmel, snitte små jule-mus og lave julepynt af gevir – hele december.
2. DECEMBER: Loppemarked i Bella
Gå på opdagelse på et af landets største indendørs loppemarkeder i København, når Bella Center Copenhagen slår dørene op til et slaraffenland af antikviteter, genbrug og loppegodter.
2. DECEMBER: Juleomvisning i 1950’erne
På Arbejdermuseet kan du besøge husmoderen, der har pyntet op til jul i familien Hansens lille lejlighed, smager på fattigmandskonfekt lavet på kartoffelmel og bliver klogere på den hjemmelavede jul i en rationeringstid i årtiet efter 2. verdenskrig.
5. DECEMBER: Koncert med Vincent Ryder

Den 5. december kl. 20 giver Vincent Ryder koncert på Bartof Station (Frederiksberg) sammen med et sejt hold af etablerede musikere: Vicky Singh, Johannes Wamberg, Felix Ewert og Aske Jacoby.

8.-10. DECEMBER: Julemarkedet VÆRK 

I weekenden den 8.-10. december er der julemarked i Designmuseum Danmarks smukke have. I et stort opvarmet telt kan du gå på gavejagt blandt håndvævede tekstiler, nybagt keramik, funklende glas, smykkekollektioner og grafik.

9. DECEMBER: Julen synges ind i Torvehallerne

Har du brug for i pause fra al juleræset, så kom forbi hallerne og nyd julens dejlige toner, evt. med Danmarks bedste gløgg i hånden.
9. DECEMBER: Skioutlet kommer til KBH

Få kompetent rådgivning fra skieksperter, som kan hjælpe med det rette valg af skistøvler inkl. gratis støvlefitting, skihjelme, skibriller & de perfekte ski til den type skiløb, du kører.

9. DECEMBER: Åben Hal – DGI Byen

Kom til årets sidste Åben Hal, hvor der sættes en bane op, og der både vil være fri leg og samlede aktiviteter som instruktørerne har planlagt.

10. DECEMBER: Rita’s blå loppemarked
Rita Blå’s Lopper holder jule- og loppemarked hos Banegaarden.
De fylder laderne med tøj, møbler, finurlige ting og sager, samt kreativt håndværk.
12. DECEMBER: Det Kongelige Teaters julekoncert
Tag børn og børnebørn med ind på Gamle Scene og giv dem den hyggeligste juleoplevelse med skøn julemusik og dans i det smukke teaterrum.
15. DECEMBER: Disco on ice
En festlig omgang skøjtning for alle aldre. Kom og giv den fuld gas, når der skrues op for musikken.
Adgang med egne skøjter: 20 DKK
Adgang til banen inklusiv skøjteleje: 75 DKK
16. DECEMBER: Julevandring i København
Hør om juletraditionernes historie og hvorfor det hedder ”julelege”. I Middelalderbyens Latinerkvarter ser I på huse til rige og fattige, imens I finder områdets hemmelige ”smutveje” bedst kendt af de lokale. Hør også om Lucia traditionen, og bliv klogere på personligheder som NFS Grundtvig og Peter Faber.
18. DECEMBER: Gratis skøjteundervisning

Drømmer du om at blive en bedre skøjteløber? Eller er du måske helt ny på skøjter? Uanset dit erfaringsniveau, så er der hjælp at hente. Hos Broens Skøjtebane tilbyder de nemlig flere ugentlige sessioner med gratis skøjteundervisning med deres skøjtetrænere, Victor og Amanda.

20. DECEMBER: Comedy Open Mic

Hold fast på dine lattermuskler, for Tørst Bar præsenterer: Comedy Open Mic – en aften fyldt med grin, overraskelser og selvfølgelig, øl!

21. DECEMBER: Gløgg og æbleskiver i Kulturtårnet

Det gamle brotårn er tændt med lys, så tårnet står som et levende fyrtårn midt i Københavns Havn. Hvis du stikker hovedet indendørs i det gamle brotårn, kan du straks dufte, at julen nærmer sig, og du kan tilkøbe æbleskiver og gløgg.

22. DECEMBER: Meyers Morgenløb
Alle er velkomne, når de i fællesskab løber en tur op til Frederiksberg Have, rundt, op ad bakken og ned igen og retur af Frederiksberg Alle. Når I er tilbage byder er der kaffe og en morgenbolle . Så skriv det i kalenderen allerede nu.
Ruten er fem kilometer, tempo er efter humør, alle er velkomne og tilmelding er ikke nødvendig.
30. DECEMBER: Nytårskoncert i Operaen
Skyd nytåret ind med Det Kongelige Kapels festlige nytårskoncert
Få en flot og festlig optakt til det nye år med en sprudlende nytårskoncert i Operaen. Teaterchef Kasper Holten er konferencier i spidsen for et festklædt orkester og solister fra Den Kongelige Opera.

 

København er også fuld af julemarkeder disse dage. Læs med her i vores store julemarkedguide i København 2023.

Som altid opdaterer vi løbende listen, så gem linket, så du altid er opdateret på alt det der sker i december i København.

Alan Bates | Københavnersnuden #481

Ugens Københavnersnude er kok Alan Bates. Han er oprindeligt fra Cambridge og har slået sine gastronomiske folder på hæderkronede Michelin-restauranter som The Fat Duck, El Celler de can Roca og The Hand and Flowers. Den unge brite blev forelsket i Danmark, da han spiste frokost på Henne Kirkeby Kro for nogle år siden. Han besluttede sig for at blive, og arbejdede de første år som Paul Cunninghams souschef. Hurtigt blev den talentfulde kok headhuntet som køkkenchef til Studio, og efter et par år i København skabte han sin egen drøm om en fine dining-restaurant med Connection by Alan Bates, som ligger på Østerbro i Kong Hans’ tidligere private dining-lokaler. Connection er netop kåret som Københavns bedste intime oplevelse af Den Danske Spiseguide med sine blot 4 borde, der kan seate i alt 22 gæster. På Connection giver Alan og hans team den gas med de fineste råvarer som caviar, trøfler, pighvar og foie gras og altid med en gastronomisk skarphed, som hurtigt skaffede ham en plads i Michelin-guiden. Den intime oplevelse bliver af mange omtalt som ’at komme hjem til en god ven’, og den uformelle og legende tilgang til high end gastronomi er netop Alans ønske. For målet er at knytte gæsterne tættere på hinanden: “Connection by Alan Bates is my humble attempt to try to re-establish the connection between us,” som Alan siger. Mød Alans København her.

ALAN BATES

LC: Hvad laver du i øjeblikket?
Alan Bates (AB): Jeg arbejder sammen med teamet hos Connection med at udvikle menuen, nu vinteren er over os og smager masser af lækre alkoholfrie drinks til vores børneparring. Når jeg ikke laver mad, bruger jeg tid sammen med min kone Natalie og går tur med vores frække hund Lucy.

LC: Hvor bor du?
Alan Bates (AB): Teglholm

LC: Hvor går du en tur?
AB: Amager Fælled om sommeren, fordi det er tæt på, og Dyrehaven om efteråret og vinteren. Jeg elsker at være der, når bladene skifter farve, det er super fedt!

ConnectionByBates ALAN BATES

LC: Hvor drikker du kaffe?
AB: April er de bedste i byen.

LC: Hvor spiser du?
AB: Kappo Ando var et killer måltid havde for nyligt, kan også anbefale Le Saint Jacques.

LC: Hvor fester du?
AB: Det gør jeg ikke.

LC: Hvor bliver du inspireret?
AB: Jeg bliver inspireret af de mennesker omkring mig og den connection, jeg har med dem.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
AB: Mit køkken.

ConnectionByBates ALAN BATES

LC: Hvornår var du sidst forelsket i København?
AB: Hver morgen når jeg går med min hund ved vandet.

LC: Hvad er dit bedste minde fra København?
AB: Da jeg giftede mig med min kone i år.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AB: Kanaltur på en sommerdag med en dejlig flaske fra Ved Stranden. Kan ikke slå forholdet mellem pris og nydelse.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes byen mangler – hvad er det?
AB: Det mangler mere end én ting, men en god start på vejen til perfektion ville være en fantastisk pub med ordentlig fish and chips.

LC: Dit soundtrack til byen?
AB: Billy Joel – Piano Man

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Alan.

GOD SØNDAG! 

GUIDE:  De fem bedste danske komiker-podcast

Vi har kigget i vores netværk efter den største ekspert i podcasts – en, der lytter til meget, følger udviklingen og ved nærmest alt om de allernyeste udgivelser. Byd velkommen til Grazielle Aaholm, der her guider dig til de fem bedste komiker-podcasts.

Af Grazielle Aaholm

Hvad er det, der får os til at grine, selvom verden er af lave? En af de bedste kilder til latter er uden tvivl de fantastiske komiker-podcasts, der har taget landet med storm. Disse podcasts byder på en lind strøm af latter, sjove anekdoter og indblik i komikernes kreative sind. Jeg har gennemgået de bedste af slagsen, og nu er det tid til at afsløre, hvilke podcast der klarede at komme på top 5. 

5. “Den hvide væg” med Anders Matthesen

Vi begynder vores rejse gennem Danmarks bedste komiker-podcasts med Anders Matthesen og hans podcast, “Den hvide væg.” Her får lytterne et eksklusivt kig bag kulisserne på Anders Matthesens kreative proces. 

Det er som at træde ind i komikerens sind, hvor de skæve og geniale ideer tager form. Fra skitser til punchlines, og en brevkasse, hvor flere lyttere kommer med spørgsmål og bidrager med jingles og sjove indspark. “Den hvide væg” er en unik oplevelse for alle Matthesen-fans og dig, som er nysgerrig på, hvordan en komiker tænker. 

Tip: Her vil jeg fremhæve afsnit: Juni 2022, hvor den modige lytter Helene får skarpe råd af Anders, fordi hun gerne vil kaste sig ud i at optræde som komiker. Det er helt magisk at få indsigt i, hvordan han tager Helenes materiale og kan vende det til et virkelig sjovt show. 

Hvor? Det er gratis på alle apps

4. “Wichmaskinen” med Morten Wichmann

Morten Wichmann har skabt en vaskeægte juvel med sin podcast, “Wichmaskinen.” Her inviterer han andre komikere til en jamsession, hvor de skriver jokes sammen. Det er som at være fluen på væggen til en improviseret comedy workshop. Wichmanns evne til at få det bedste ud af sine gæster gør denne podcast til et must-listen for enhver, der elsker komik.

Tip: Prøv at gå ud og se nogle af de komikere, der medvirker i programmet – og se, om du kan genkende materialet fra podcasten. 

Hvor? Du finder de nyeste afsnit podcasten gratis, mens de tidligere afsnit ligger bag en betalingsmur på Podimo. 

  3. “Sitter Podcast” med Iben Hjejle og Signe Lindkvist: 

For dem, der leder efter en blanding af gøgl og alvor, er “Sitter Podcast” med Iben Hjejle og Signe Lindkvist svaret på alle bønner. Disse to charmerende værter tager dig med på en forrygende tur gennem livets mest skøre øjeblikke. Deres humor er smitsom, og du kan ikke undgå at smile og grine gennem hele episoden. Det føles som at hænge ud med dine sjoveste venner, og indimellem er der også plads til rørende øjeblikke fra Signes cirkusvogn. 

Tip: Særlige afsnit: “Starstruck i Nordsjælland” fik mig til at grine så meget, at jeg næsten vækkede hele bussen med min højlydte latter. Her kan du opleve Iben, der bliver en anelse akavet i selskab med Hollywood-stjernen Bradley Cooper. Selvom hun har arbejdet med mange store stjerner, var hun tydeligvis ikke forberedt på Bradley.

Hvor: Det er gratis på alle apps

2. “Hvad så?!” med Christian Fuhlendorff: 

“Hvad så?!” er en af de første populære danske komiker-podcasts og stadig en fast favorit blandt komikere og comedy-entusiaster. Vært Christian Fuhlendorff er den nysgerrige guide, der tager kendte mennesker med på gåture og skaber sjove og tankevækkende samtaler. Podcasten startede, fordi han savnede dybe samtaler, og hans charme og dybdegående samtaler gør denne podcast til en skat i det danske podcast-landskab.

Tip: Lyt især til afsnittet med Michael Bertelsen fra maj 2020 og juni 2022. Det er over 7 timer sjov og underholdning, og det er virkelig interessant at høre, hvordan Michael og Christian stikker til hinanden. Et lille tip: Speed op i tempoet, medmindre du har hele dagen til rådighed.

Hvor: Det er gratis på alle apps

Trommehvirvel, tak!

 

1. “Comedy-kontoret” med Torben Sangild og Anders Fjelsted

Vinderen er ingen anden end “Comedy-kontoret”! Torben Sangild og Anders Fjelsted har skabt noget ganske særligt med denne podcast.

Værterne går i dybden med de sjoveste klip fra danske og udenlandske comedy shows og inviterer dygtige komikere som gæster, der deler deres yndlingsklip. Det er som at få eksklusiv adgang til den bedste comedy-klub i byen, hvor de sjoveste jokes bliver serveret på et sølvfad. Deres lidenskab for comedy skinner igennem i hver eneste episode, og det er derfor, de fortjener førstepladsen.

Tip: Særlige afsnit: Det er svært at vælge, når der er så meget komedie-guld at vælge imellem, men afsnittet med Thomas Warberg og hans one-liners fra november 2019 er et af de bedste. Thomas er en sand mester i one-liners, og de eksempler, han deler, er skarpe som en skalpel.

Hvor? Du finder denne guldklump af en podcast gratis, og Thomas Warberg-afsnittet er fra den 11.11..2019.

Så der har du det, mine venner. De fem bedste komiker-podcasts, der vil sende latterkramper gennem dine øregange og gøre selv den mørkeste dag til en fest.

– Grazielle Aaholm

Den store julemarkedguide 2023

Der er masser af mulighed for at komme i julestemning, når julemarkederne indtager byen. Læs med her hvor vi giver dig den store guide til årets julemarkeder i København 2023.

 

Af Nathalie

 

1. ØsterGro Julemarked

Alle er velkomne, når GRO inviterer til julemarked to dage i december. Forsyn dig med lækre, lokale og økologiske råvarer, gå i opdagelse i boderne, hils på høns og kaniner og nyd de grønne omgivelser. Der vil også være mulighed for at finde årets økologiske juletræ samt lave pandekager over bål for de mindste.

HVAD: ØsterGro Julemarked
HVOR: Æbeløgade 4, Østerbro
HVORNÅR: Lørdag og søndag den 16 og 17. december

 

2. H.C. Andersen Julemarked

På Nytorv i hjertet af København kan du træde ind i et fortryllende univers med en masse festlig pyntede og indbydende hytter, pyntet med tusindvis af julelys. Her er alt, hvad et julehjerte kan smage, dufte, og begære. De fleste lørdage kan du desuden opleve Københavns Post-Orkester i deres flotte røde postuniformer på H.C. Andersen Julemarkedet.

HVAD: H.C. Andersen Julemarked
HVOR: Nytorv, KBH K
HVORNÅR: 12/11 til 21/12 Alle dage kl. 11 – 19

 

3. Julemarked Højbro Plads

På Højbro Plads kan du besøge Københavns hyggeligste juleby med søde små røde bjælkehytter med bindingsværk. Gå på julegave-jagt i byens flotteste julepyntede hytter, fyldt til bristepunktet med design, kunsthåndværk, glaskunst, papirklip, økologiske delikatesser, uldsokker og bæredygtig strik. Mærk duften af rigtige hjemmelavede æbleskiver, dansk prisvindende gløgg, danske egnsretter, brændte mandler i mange varianter og meget mere.

HVAD: Julemarked Højbro Plads
HVOR: Højbro Plads, KBH K
HVORNÅR: Den 3/11 til 21/12

 

4. Juleweekend på BaneGaarden

Byens grønne oase er kommet alvorligt i julehumør med lyskæder, madboder og grøn pynt på pladsen. Denne weekend byder på kreativitet i stor stil, og der er inviteret en række håndværkere, der vil udstille og sælge deres unikke skabninger. Til mund og mave er der selvfølgelig æbleskiver, friskbagte julesmåkager, gløgg, varm kakao og andet julet at glæde sig til.

HVAD: Juleweekend på BaneGaarden
HVOR: Otto Busses Vej 45, KBH V
HVORNÅR: Lørdag og søndag den 16 og 17. december fra 11.00-16.00

5. Jul i Tivoli

En tur i Tivoli i juletiden er en tradition for mange. I år kan du igen se frem til et eventyrligt juleeventyr for store og små. Tusindvis af funklende lyspunkter giver varme i det kolde vintermørke juletræer glitrer i smukke farver, og Tivoli-Garden fylder Haven med dejlige toner. Du kan gå på opdagelse blandt sneklædte boder, og lad dig betage af spektakulære lysprojektioner.

HVAD: Jul i Tivoli
HVOR: Vesterbrogade 3, KBH K
HVORNÅR: 19/11 til 31/12

 

6. Kultorvets julemarked

Kom forbi Kultorvet til et lille, lokalt og nært julemarked, hvor der er fokus på kvalitet og smag. Her er der masser af julestemning, og du kan finde lækre, lokale råvarer. Fra marked i Nordsjælland til folket i byen.

HVAD: Kultorvets julemarked
HVOR: Kultorvet, Kbh K
HVORNÅR: Den 24/11 – 23/12, kl. 11.00-19.00

 

7. Flids Julemarked

Flid inviterer til julemarked den 8., 9. og ½0. december, hvor det skandinaviske kreative vækstlag viser deres kunst, design, kunsthåndværk, maleri, keramik, brugskunst, illustration, smykkekunst, design, kunsthåndværk, collage- og fotokunst – skabt ud fra bæredygtige principper frem. På markedet får du også muligheden for at møde skabende kunstnere, designere og kunsthåndværkere i uformelle omgivelser, og se de nyeste tendenser.

HVAD: Flids Julemarked 
HVOR: Nørrebrohallen, Nørrebrogade 208, KBH N
HVORNÅR: Den 8/12 kl. 14-19 og 9 og 10/12 kl. 11-17

 

8. Julemarked / Øens Have

Find årets juletræ og kom i julestemning, når Øens Have inviterer til julemarked den 3. december. Gå på opdagelse i boder, hils på de søde høns, smag vegetarisk mad og meget mere.

HVAD: Øens Have Julemarked
HVOR: Refshalevej 159A, KBH K
HVORNÅR: Den 3. december, kl. 10-15

 

9. Keramik Julemarked

Kom i julestemning til julemarked i Social Pottery Copenhagen, der til dagligt bruges af over 40 medlemmer inviterer dig indenfor på værkstedet. Find din håndlavede keramik julegave her, se udstillingen af nogen af de værker medlemmerne har arbejdet på og nyd hjemmelavet kage og kaffe.

HVAD: Keramik Julemarked
HVAD: Rantzausgade 25, KBH N
HVORNÅR: Den 25/11 og 26/11 kl. 11-17

10. Julemarked på Kongens Nytorv

På Kongens Nytorv ved Hotel d’Angleterre åbner det efterhånden traditionsrige julemarked igen i år. Julemarkedet er fyldt med eventyrlige juleboder med alt fra ægte honning julehjerter julepynt glaskunst, dekorationer, nisser, juleknas og kager.

HVAD: Julemarked på Kongens Nytorv
HVOR: Kongens Nytorv, KBH K
HVORNÅR: Den 16/11 til 21/12

 

11. Vesterbro RAW julemarked

Den 2. december kan du komme forbi julemarkedet med alt det, som du ikke ser andre steder. Oplev 58 boder med alt det skæve, offbeat kunst, kunsthåndværk og delikatesser.

HVAD: Vesterbro RAW julemarked
HVOR: DGI Byen, tietgensgade 65, 1705 KBH V
HVORNÅR: Den 27/11 kl. 14-17

12. GLØD’s Julemarked

GLØD, Lygten station og Nørrebro Bycenter er gået sammen om at lave et hyggeligt julemarked i år. Køb dine julegaver ved en af de dygtige kunsthåndværkere og nyd et glas hvid gløgg med lune æbleskiver til.

HVAD: GLØD’s Julemarked
HVOR: Lygten 2, KBH NV
HVORNÅR: Den 2/12 kl. 12

13. The Lab x the lab kitchen julemarked

The Lab x the lab kitchen afholder igen i år julemarked på Vermundsgade, og det bliver et summarium af forskellige erhverv, som alle har tilfælles, at de fremstiller godt håndværk og er lokale aktører. Der vil være boder for både voksne og børn, samt aktiviteter i børnehøjde. The lab kitchen værter med spiseslige lækkerier, samt varme drikke som kan nydes i deres flotte lokaler.

HVAD: The Lab x the lab kitchen julemarked 2023
HVOR: Vermundsgade 40, 1.sal, KBH Ø
HVORNÅR: Den 3/12 kl. 10-16

Rigtig god fornøjelse og god jul!

Peter Rosendal | Københavnersnuden #480

Ugens Københavnersnude er komponist og pianist, Peter Rosendal. Han har studeret ved Vestjysk Musikkonservatorium og derefter på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han afsluttede solistuddannelsen i 2006. Han har bl.a. modtaget Sonning Talentpris, Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og Léonie Sonnings Musikstipendium. Lige nu er han aktuel med albummet ’Vejviser’, hvor han viser vej til ni forskellige danske naturafkroge og deres mangeartede lyde – fra Amager Fælled til Almind Sø ved Silkeborg. Mød Peter og hans København her. 

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Peter Rosendal: I øjeblikket er jeg i gang med at udgive og promovere min nye plade ’Vejviser’, som er den 12. udgivelse fra min side. Er ganske overvældet over den positive respons, da det er en lidt speciel plade, som både indeholder fugle, insekter, frøer og andre levende væsner. En plade, der sætter fokus på den vilde natur i Danmark.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Peter Rosendal: Jeg bor på Røde Mellemvej i et spidst nikotingult hus omgivet af planter og træer.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Peter Rosendal: Jeg går tur sent om natten, hvor chancen for at møde nogen er mindst, da den ene af mine hunde (en adopteret adfærdsvanskelig Schnauzer) ikke tåler fremmede hunde eller mennesker. Vi går typisk i området omkring Vejlands Allé.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Peter Rosendal: Jeg drikker en kop pulverkaffe med piskefløde hver morgen i mit drivhus, i selskab af min skildpadde og min ældste hund Fritz, imens jeg nipper mine tomatplanter, og måske får dagens idé til en ny melodi.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Peter Rosendal: Hvis jeg ikke er på turné, spiser jeg hjemme. Jeg laver selv maden, gerne på bål i min store bålgryde bagest i haven.

Fotocredit: Peter Rosendal – Onkel Aages kunst i Peters have

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Peter Rosendal: Jeg er ikke god til planlagte fester, men nogle gange kan euforien efter en vellykket koncert føre til en spontan fest med de musikere og publikummer man er sammen med på det givne tidspunkt. Den form for fest, er jeg meget tilhænger af, nemlig impro-fest.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Peter Rosendal: Jeg kan inspireres alle steder. Særligt når jeg slipper tangenterne og tænker på noget andet. F.eks når jeg er i Netto.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Peter Rosendal: Det er Amager Fælled. At følge fælledens beboere er sindssygt spændende. Nogle arter lever der året rundt mens andre kun er der om sommeren eller vinteren. Netop nu går jeg og venter på min yndlingsfugl Silkehalen, som kommer helt fra Sibirien. Udover at være vanvittig flot, kan den tåle store mængder alkohol som den indtager gennem de gærede bær den finder eksempelvis på fælleden. Det har givet den et lidt gumpetungt udsende pga. dens store lever.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Peter Rosendal: Det holder jeg for mig selv.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Peter Rosendal: At gå hjem tidligt om morgenen gennem byen efter en lang nat på La Fontaine den sidste dag i Copenhagen Jazzfestival, netop der hvor sommeren er på sit højeste, og stemningen er i top.

Fotocredit: Peter Rosendal

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Peter Rosendal: Tag på Amager Fælled i maj måned ved aftenstid, og få en helt særlig musikalsk oplevelse. I en ret kort periode i foråret kan man høre en af de mest specielle og virtuose sangere, nemlig Nattergalen. Og så er ikke mere end 15 min fra Rådhuspladsen.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Peter Rosendal: Byen mangler åndehuller med vild natur. Ikke “kvarterløft” med planlagte, velfriserede parker og græsplæner, men steder hvor vegetationen kan vokse frit, og sætte gang i fantasien for byens børn

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Peter Rosendal: Tornsangerland fra mit nye album ’Vejviser’ – nattergalen, der er solist i nummeret, er optaget på Amager Fælled.

Cover af Peter Rosendals nye album “Vejviser”

På sit nye album ’Vejviser’ spiller Peter Rosendal på et Steinway og et Hornung & Møller – samtidigt. På albummet viser Rosendal så at sige vej til ni forskellige danske naturafkroge og deres mangeartede lyde. Fra Amager Fælled til Almind Sø ved Silkeborg, hvor Peter stammer fra. Der er bl.a. lyde af viben, gøgen og ravnen ved Limfjorden, nattergalen på Amager Fælled, klokkefrøer på Østfyn og den tilbagevendende solsort i Peters egen have, der har en hookline, den fløjter om og om igen.

Se mere fra Peter Rosendal på Facebook eller @peter.rosendal.56

https://www.facebook.com/peter.rosendal.56/videos/1049024056448732 – video til nummeret ’Klokkefrøstien’ fra det nye album

Tak fordi du ville dele dit København med os, Peter!