Bøf & skalddyr på Toldboden

0
339

Toldboden har Københavns smukkeste udsigt! Det er der ingen tvivl om. Langelinje, Kastellet, Gefion springvandet, Løgismose, Operaen, Sixtus batteriet og gamle ubåde. Alt dette ligger i nærheden af Toldboden – virkelig smukke og interessante omgivelser.

Restauranten åbnede for ikke så længe siden på ny efter at have skiftet ejer. Nu er foråret endelig kommet, og det betyder skaldyr og klimasynder på havnen (for dem, som ikke ved det, er klimasynderen den meget populære steak). Vi blev inviteret til at komme og prøve køkkenet af, og allerede da vi trådte ind i de store, rå lokaler med rustik og nordisk indretning, følte vi os velkomne. Personalet, glad og smilende, tog imod vores jakker, mens barmanager Christoffer Grønlund vinkede fra DJ-pulten.

Vi blev vist hen til vores langbord, som havde udsigt til København Havn – en udsigt, der får én til at stoppe op og trække vejret dybt – det er smukt på en næsten mediterende måde.

Bordene i restauranten er lange træborde, som man deler med andre selskaber. Dog sidder man ikke så tæt, at man kommer til at blande sig i hinandens selskab, men tæt nok til at det er hyggeligt. Akustikken er fantastisk, hvilket faktisk overraskede os, da det store betonlokale er meget nøgent. Men på intet tidspunkt havde vi svært ved at høre hinanden, og det er et stort plus i vores bog.

Den søde tjener fortalte os om menuen, som faktisk kun består af enten skalddyr eller steak – eller begge dele. Vi kastede os ud i skalddyr til forret og steak til hovedret med et glas Sauvignon Blanc til. Vi fik serveret et stor glas rejer, en vandbad samt lidt lækkert brød – og så gik vi i gang med at pille de lækre rejer. Vi var begge enige om, at det var virkelig hyggeligt at sidde med fingrene i maden, da det gav en uhøjtidelig sommerhusstemning.

Efter vi havde pillet en del rejer, kom det store skalddyrsfad. “Nu begynder festen!”, sagde vores tjener smilende og stillede et overdådigt fad med jomfruhummer, østers, krabbeklør og rejecocktail foran os. Mums! Virkelig en ekstravagant omgang, som kommer i top fem over de bedste forretter i lang tid!

Herefter fik vi serveret vores klimasynder: steak serveret på sellerimos med bagte tomater og skalotteløg, de lækreste pomfritter med super blød og lækker hjemmelavet bearnaisesauce og den dejligste brunello! Mmm! En lille bid af himlen.

Efter middagen gik vi ind i natklubben, som man har adgang til, når man har spist i restauranten. Vi har før skrevet om Toldbodens natklub, men denne gang fik vi en ny oplevelse: der var livemusik! Rigtig god livemusik, faktisk. Husbandet Funktion One spillede lækre funk- og soulklassikere, hvilket lagde grunden til en god fest i natklubben.

Kan vi anbefale Toldbodens restaurant? JA! Ikke kun på grund af den venlige og smilende betjening, den fantastiske udsigt, den fremragende mad og vin, den gode musik og de lækre drinks i baren. Men også fordi at atmosfæren og stemningen her er som ingen andre steder. Vi havde det som om, vi havde været et smut på ferie og var kommet tilbage til København med fornyet energi, fyldte maver og en lille forelskelse i Toldboden.

/Louise & Anne

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10  13 14 15 16 17