DET BEDSTE FRA JAPAN & KINA I KØBENHAVN

0
280

I sidste uge var vi forbi det tidligere Haiku Sushi, der nu har taget navneforandring til Taste of Fortune. Sushien har nemlig fået selskab af den sydkinesiske Dim Sum. Sammen udgør de to ting en superlækker asiatisk tapas, som man nu kan smage i de nyrenoverede lokaler på Nytorv.

IMG_3091

Til hverdag arbejder vi, Ditte og Louise, på samme kontor på Gammel Kongevej og trasker hver for sig hjem om eftermiddagen, trætte og glade efter spændende udfordringer på jobbet – men mandag aften i sidste uge tager vi sammen ind mod byen, ind til centrum, for vi har noget helt specielt i vente. Vi er nemlig blevet inviteret af Taste of Fortune til at komme at smage på deres nye menu, som nu også byder på Dim Sum.

Førstehåndsindtrykket er fra gadeplan ikke prangende – det ligner ikke et sted, hvor du får super god mad, og det hjælper heller ikke på det, at hele Nytorv er gravet op. Men helt anderledes ser det ud, når vi træder indenfor. Faktisk bliver vi ganske overraskede over den fine indretning, der kombinerer de to verdensdele Asien og Europa, med asiatiske rislamper og nordisk minimalisme.

foto 4-1

foto 1

foto 3

Vi bliver budt hjerteligt velkommen af Wang, som er manager i den familiedrevet restaurant, som netop har hevet en dygtig kok hjem fra Kina. Han forklarer om det nye koncept, asiatisk tapas, og fortæller, at vi i løbet af de næste par timer vil få serveret lidt forskelligt fra kortet. Og det må vi sige, at vi får.

Den ene lækre Dim Sum-ret bliver serveret efter den anden, og de smager os i den grad. Ditte har førhen syntes, at Dim Sum godt kan være lidt for ‘dejet’, hvor Louise ofte har følt, at den slags retter hører til den mere snaskede del af det asiatiske menukort. Men sådan behøver det ikke at være – og sådan er det bestemt ikke her hos Taste of Fortune. Især de saftige tigerrejer, som er let stegte på begge sider, falder i god jord hos os begge.

Dette vi fik serveret:
Forårruller med rejer og hjemmelavet soya
Forårsruller med svinekød og hjemmelavet soya
Dumplings med rejer
Dumplings med svin toppet med kaviar
Hjemmelavet nudler med oksekød
To slags asiatiske boller; bl.a. en sød ‘dessertbolle’

foto 4foto 2-1

Noget, som vi også lægger mærke til i restauranten er, at der er en del asiatiske familier som gæster i restauranten – nogle lyder som om, de er turister, mens andre er danske. Det giver umiddelbart et godt indtryk, at turister fra Asien har lyst til at spise middag på en asiatisk restaurant i Europa – det vil man nok kun, hvis tingene er i orden.

Priserne er helt ok. To personer skal regne med, at man deler 7-8 retter, og det kommer til at koste omkring 300 kr. per mand. Der er også en del lækre asiatiske øl på kortet, samt risvin og konventionel vin og naturligvis også alkoholfrie drikke.

Taste of Fortune er i vores øjne det perfekte sted at spise middag på en hverdag eller eventuelt før, du skal videre i biografen – Grand ligger nemlig lige rundt om hjørnet. Man bliver mæt (faktisk blev vi lidt for mætte), der er smæk på smagen, og så er atmosfæren hyggelig og betjeningen varm. Vi kommer igen.

/Ditte og Louise

Vi var inviteret til middag af Taste of Fortune.