Blogs

Et frygteligt par

Et frygteligt par

by 15/01/2018
Hvor er det forfriskende, at en mand ytrer sig i kønsdebatten om de problemer, som mænd kan have. Det er tiltrængt. Og jeg elsker den måde, han gør det på. Med provokation, humor og ærlighed. Respekt.

Jeg har været halvdelen af flere frygtelige par i min karriere som forelsket menneske – hvor enten han eller jeg var frygtelig. Og vi blev det på grund af den anden og vores manglende evne til at kommunikere.

Intet modspil

Min seneste kæreste var høj, flot, velhavende, lun og venstreorienteret. Jeg var i starten meget fascineret af ham og elskede, at han havde styr på tingene. Han var tjekket. Men jeg kunne altid lukke munden på ham, når vi diskuterede – jeg var direkte og hurtig, og det kunne sætte ham lidt ud af spillet. Og jeg blev irriteret på ham. På en eller anden måde, kunne jeg opføre mig, som jeg havde lyst til, uden at han protesterede.

Efter en aften, hvor vi havde været ude at drikke et par øl sammen med en af mine veninder, sagde min veninde til mig: ”Hvad fanden laver du med ham? Hvis jeg var ham, var jeg gået på stedet! Du gider ham jo ikke?!” Tydeligvis var hun irriteret på mig over, at jeg ikke gav slip på manden, som jeg øjensynligt ikke passede sammen med – og mon ikke også, at han kunne mærke det? Af en eller anden årsag var vi sammen i længere tid, selvom vi burde have haft blot to dates, og så var det det.

Aldrig god nok

Et andet forhold for nogle år siden var helt omvendt. Jeg var så forelsket i min drengerøvs-Nørrebro-kæreste, der arbejdede i filmbranchen. Jeg var opsat på at være den allerbedste version af mig selv, hver gang vi var sammen, så han i hvert fald ikke kunne pege på noget ved mig, der ikke var perfekt.

Det gjorde, at forholdet ikke rigtigt udviklede sig, jeg accepterede en lidt ligegyldig attitude, som gjorde mig usikker og uselvstændig. Jeg sagde aldrig fra over for ham, fordi jeg for alt i verden ikke ville miste ham, og til trods for, at forholdet ikke gav mig noget positivt, og at jeg konstant følte, at jeg ikke var god nok til ham, blev jeg hos ham. Jeg ville hellere være hos ham end at være alene.

Jeg snakkede med mine veninder om, hvordan han ikke overholdt sine aftaler med mig, hvordan han ikke ville have, at jeg skulle møde hans venner, og hvordan han altid virkede lidt uoplagt og uden initiativ. Til sidst slog han op med mig, og jeg var endelig ærlig og fortalte ham, at jeg havde haft det vildt dårligt, fordi jeg ikke havde kunne mærke ham, og jeg var bange for, at han skulle gå. Og nu var det faktisk lidt en lettelse. Jeg behøver ikke at understrege, hvor ked af det han blev.

Ingen og alle er skyldige

I begge tilfælde har kommunikationen været ad helvede til, og én af parterne har fundet sig i alt for meget, alt for længe. Hvis skyld er det så? Jeg var en frygtelig kvinde i mit seneste forhold, og i det tidligere forhold var jeg et skvat. Men han var også et skvat eller en drengerøv. Vi var mennesker, som havde svært ved at udtrykke vores følelser, fordi det i sig selv kan virke overvældende, når man står midt i det.

Jeg har heldigvis også været i forhold, som bare fungerede. Hvor vi var hinandens bedste venner. Hvor vi stort set altid var enige om, hvornår vi skulle være alene sammen, til parmiddag, pjatte, have sex, være alvorlige og sove længe. Hvor vi gav hinanden plads til at være sig selv. Men det er nok noget af det sværeste i verden, og det er noget, der skal arbejdes på hele tiden.

Hvorfor lytter vi ikke, når mænd brokker sig?

Når jeg er glad for, at en mand – i dette tilfælde Christian Tafdrup – stiller sig op på øretævernes holdeplads og ytrer sig om, hvordan han ser kønnenes indbyrdes kamp, når vi indgår i forhold – så er det mest fordi, det lader til, at det faktisk er lidt tabu for mænd at gøre det. Vi kvinder er blevet vant til at råbe højt, når noget er forkert, fordi der historisk har været og stadig er noget galt med dem måde, man(d) opfatter og behandler kvinden på. Men mændene – hvad skal de? Hvor skal de gå hen med deres tanker og bekymringer?

Jeg synes, det er modigt af Tafdrup (og måske også et rigtig flot stykke PR-arbejde!), og jeg kender mange mænd, som lidt ængsteligt og undskyldende siger, at de egentlig godt kan genkende mønsteret fra det frygtelige par i filmen. De er undskyldende, fordi de er bange for, at jeg skal bide hovedet af dem og komme med alle mulige forklaringer på, hvorfor de er nogle latterlige vatpikke for at have sådan en mening. Men det gør jeg ikke. Vi bør alle sammen være lydhør overfor den slags problematikker, både når de kommer fra mænd og kvinder.

I øvrigt er jeg sikker på, at man til alle tider kun reagerer voldsomt, hvis man føler sig truffet. Med andre ord: bliver du meget vred over En Frygtelig Kvinde…. Ja, så skal du nok kigge lidt indad. Måske grine lidt ad dig selv?

Det er naturligvis ikke første gang, at en mand har brokket sig over en kvinde. Helmig har selvfølgelig været der et par gange. Hør bare En Gang Til og Hvis Det Er Sådan Du Vil Have Det. To popperler, som siger det meget præcist.

/Louise T.

 


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273