Farvel til 2013 – Velkommen til 2014

0
277

Vores 2013

FB cover

Som mange sikkert husker, gik vi ind i 2013 med meget mildt forårsagtigt vejr. Nogle af træerne på Halmtorvet var endda sprunget ud, og vi var på nippet til at råbe ‘ hej forår’, hvor gang vi åbnede vores gadedør. Men sådan skulle det ikke fortsætte, for i februar måned faldt sneen, og den blev liggende langt ind i foråret.

Til gengæld var februar også måneden, hvor vi startede vores instagram-profil (@Lovecopenhagen), og den opdateres stadig utrolig ofte, når Louise er ude på spring i byen. Februar var også måneden, hvor vi som sædvanligt besøgte Copenhagen Dining Week, som vi dog begynder at få et lidt ambivalent forhold til – det er nemlig ikke alle i restaurationsbranchen, som er lige begejstrede for tiltaget. Nogle mener, at det udhuler konceptet at gå ud at spise. Og så bliver vi vænnet til at betale utrolig lidt for en god middag. Hmmm…

I marts var der stadig sne på gaden, men der var også livemusik på boulevarden, da Modspil fyldte en kiosk, der var kaffe hos Coffee Collective, Anne Black åbnede butik på Gammel Kongevej, og så forelskede vi os i fine Art Tiles på Øhlenschlægersgade.

Da vi kom til april, skulle vi smage den bedste brunch i byen hos Toldboden. Vi blev så begejstrede for det sted, at vi også spiste middag her nogle uger senere. Det var også i april, at vi for alvor tog os af vinverdenens glæder til vinsmagninger i Hellerup og i Politikens Hus. Og så blev der gået lange tur og drukket mange kopper kaffe i den frostfriske luft.

Kom maj, solskin, distortion, isvafler og lækker takeaway. Vi for udenfor for at nyde Københavns parker. Og i juni spiste vi god mad på Höst, gik tur ved Gefionspringvandet og lyttede til god musik fra Anders Ladegaard.

Sommeren kom for alvor til København i juli, hvor vi spillede petangue på Bryggen og drak masser af vin og cocktail i Lidkoebs gårdhave.

I august måned startede vi vores søndagsinterview, hvor vi fik en snak med overborgmester Frank Jensen. Vi spiste god mad til Copenhagen Cooking. Og vi oplevede København indhyldet i farver og kærlighed til Pride paraden.

September måned bød på lækker brunch i Restaurant Julian, årets bedste koncert i Stefanskirken og franske fornemmelser hos Sokkelund.

Vi bød vores nye kunstblogger, Louis Levinsky, velkommen i oktober måned, hvor vi også opdagede den nye Kalvebod Brygge og Vesterbros bedste bland-selv-slik-slikbutik.

I november tog vi til The National koncert, vi klappede ad en ny københavnerbog, og så var vi til fin fredagsbar på Statens Museum for Kunst. Og vi sluttede året af med en masse skønne juletips fra søde og dejlige københavnere.

Årets mest læste indlæg
De indlæg, som I fandt mest interessante var af meget forskellig karakter. Det, flest af jer læste, var Freja Kirks koncert i Stefanskirken. Derudover var I meget interesserede i Anne Blacks nye butik på Gammel Kongevej, den gode og sunde take away-mad hos We Do Food, vores begejstring for Plat-form på Frederiksbergscenen og den fantastiske mad på Café Sokkelund. Men også den store vikingebrunch på Nationalmusset faldt i jeres interesse, ligesom Art Tiles, Kødbyens Deli, kunstner Rasmus Rinhack og det nye D’Angleterre. Sidst men ikke mindst var bøf og skalddyr på Toldboden samt en lille historie om en mand, der turde tage en kvindes hånd også lige noget for jer.

Tusind tak for i år – vi glæder os til at dele forelskelsen i København med jer igen i 2014!

Kærlig hilsen

Anne Hjermitslev & Louise Taarnhøj

LoveCopenhagen