FAVORIT FRA SPOT: VAKLE

0
289

På årets Spot Festival skulle temaet vise sig for os at være boybands og andre unge drenge, der kan gribe fat om pigernes hjerte og gøre dem rundtossede og begejstrede. Til trods for vores bois-fascination, var det i den grad kvindernes tur til at skinne på Spot-himlen. Blandt de bedste fandt vi Vakle, som vi tidligere på året oplevede live i København. Vi mødte hende til en snak og en øl om hendes musik og hendes fremtidsplaner.

Fortæl lidt om dig selv og din musik?
Vakle: Jeg hedder Pia.. Jeg synes, det er svært at fortælle om mig selv, men jeg kalder mig for Vakle. Jeg elsker ord, og da jeg faldt over ’vakle’, blev jeg bare vild med det. Det er både ordets betydning, men også fordi ordet ser fedt ud. Ret chilleren.

Hvor lang tid har du lavet musik?
Vakle: I gymnasiet spillede jeg i nogle forskellige konstellationer, men jeg gik rigtig i gang lige efter gymnasiet, hvor jeg skrev mit første nummer. Jeg laver alt selv – jeg producerer også selv. Jeg startede med at synge og lave musik sammen med en af mine venner, men synes, at det kunne være fedt selv at lave musikken. Så jeg rejste til England, hvor jeg studerede på Point Blank og lærte lidt om at lave musik.

Hvad er du inspireret af?
Vakle: Jeg er jo født i 1991 og er vokset op med musik fra 90’erne. Da jeg var teenager, hørte jeg meget Christina Aguilera, som jeg er mega fan af, og det ligger meget i mig. På det seneste har jeg hørt ret meget hiphop.

Hvordan lytter du til musik?
Vakle: Jeg er faktisk ikke særlig nørdet omkring det, når jeg lytter. Jeg lytter nok, ligesom alle andre lytter. Lige for tiden er jeg meget interesseret i beats, og jeg har egentlig intet udgangspunkt for at lave beats. Jonas, som er trommeslager, siger tit, at sådan ville man aldrig gøre – men jeg ved det jo ikke, så jeg laver bare det, jeg synes er fedt. Jeg er ikke skolet på den måde, men jeg studerer på Musikkonservatoriet i Aarhus, og det er svært, hvor skolet man kan være. Jeg har også fået undervisning som rytmisk sanger på MGK, men jeg har altid synes, at jeg var en lidt dårlig sangelev, fordi man skulle være så teknisk.

Du bor i Aarhus?
Vakle: Ja, jeg er på mit andet år på Musikkonservatoriet, så jeg må blive herovre. Selvom mig og mit pladeselskab selvfølgelig satser på at nå meget længere ud end til Aarhus. Drømmen er at komme rundt i hele verden og spille, det kunne være rigtig fedt. Det tror jeg også sagtens kan komme til at ske. Det kræver bare hårdt arbejde. Den sidste single, jeg har lavet, er klart den, der er kommet bredest ud. Paris er klart det sted, hvor den bliver spillet mest. London ligger som nummer 2, og så kommer København. Og til sidst Manhatten. Men det er fedt, at det er så bredt, og at det er i hovedstæderne, at de hører min musik.

Er planen at udgive en plade?
Vakle: Vi er ved at lægge planen for, hvad næste skridt er. Jeg har skrevet mange numre på det seneste, men ikke nogen jeg umiddelbart ser som den næste single. Så jeg skal bruge sommeren på at finde ud af, hvad vi gør. Jeg skal være lidt isoleret, måske tager jeg til mine forældre for at få lidt ro. Jeg har satset alt på det her. Så der er jo en risiko for, at det aldrig kommer til at ske. Men jeg tror på, at hvis man bliver ved og ved og ved – og kæmper for det og arbejder hårdt, så skal det nok også ske. Der er jo mange, der har noget unikt, og som kan noget, men man skal altid blive ved med at kæmpe.

Hvad synes du om at spille på Spot?
Vakle: Det er fedt! Jeg var lidt stresset over det før koncerten, men det var bare nerver. Og pludselig var det bare færdigt. Derefter gik vi ud for at høre noget musik – blandt andet Kentaur og Chinah, som var mega fedt.

Hvad tænker du om, at der ikke er så mange kvinder, der laver al musikken selv?
Vakle: Jeg fornemmer, at der er mange kvinder, der starter med at skriver, indspille og producere selv, men når karrieren tager fart, så fokuserer de kun på at være frontfigurer og sanger. Det er ærgerligt. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at producere og lave musikken selv. Jeg synes ikke, at man skal lave kvoter eller noget af den slags for at få flere kvindelige producere, for jeg tror på, at tingene vil udvikle sig selv i den retning, hvor der kommer flere kvinder bag mixerpultene.

Nogle gange fornemmer man, at der bliver lagt mere vægt på kvinders udseende i musikbranchen end mænds?
Vakle: Der er helt klart fokus på udseende, men det tror jeg også, der er for mænd. Men der er måske flere mandetyper, som er lækre, end der er kvinder. Jeg forestiller mig, at man mere går efter én kvindetype, Barbie-typen, hvor med mænd, der kan man være rocktypen, indietypen, hiphopperen osv.

Vores læsere elsker jo Købenavn. Har du et yndlingsspillested i København?
Vakle: Jeg har lyttet til meget musik på Bolsjefabrikken og Mayhem. Men jeg er kommet mest på steder, hvor mine venner spiller, for mange af dem er musikere. Det har mest foregået på Huset i Magstræde.

Hvad med et spillested, hvor du selv har spillet?
Vakle: Jamen, det er faktisk også på Bolsjefabrikken. Her havde jeg mit første sologig, efter jeg var kommet hjem fra London.

Hvornår kan man høre mere fra dig?
Vakle: Til efteråret regner vi med at udgive noget nyt. Og ellers spiller jeg på Distortion på Vesterbro, hvor mit pladeselskab Back To Future har en scene. Det bliver mega fedt – selvom min trommeslager skal spille bachelorkoncert dagen efter. Men sådan er det! 😉 Jeg er også i gang med at forberede en kortfilm til min musik, men det tager jo lang tid. Og så kom Beyonce lige ind fra sidelinjen og stjal min idé!

VakleHeader2