FEDT, MAND! OST!

0
337

Samtlige folk bag dette site er ualmindelig glade for ost. “Glem brødet, bare stik mig osten!” som der blev råbt til vores sidste middag, som faktisk næsten kun bestod af ost og brød. Nu samler Louise de bedste steder at købe ost i byen, samt hvilke oste, hun mener, du skal gå efter.

Der findes forholdsvist mange osteforretninger i København. I en tid, hvor dagligdagsindkøb helst skal overståes ét sted, er der færre og færre af os, der benytter sig af specialbutikker. Men osten er åbenbart populær nok til, at vores lille storby har plads til adskillige forretninger, som kun sælger denne vare. Osten. Et lidt ulækkert ord, som man nærmest rynker lidt på næsen af. Men ikke desto mindre er vi en del osteentusiaster, der ikke bliver andet end lykkelige af ost. Og jeg må indrømme, at min lykkeoplevelse starter allerede i butikken. Derfor er mine yndlings-osteforretninger også steder, som i mine øjne er lækre i sig selv.

Kun seks steder er kommet med på min liste, og det er mest fordi, jeg er et vanemenneske, som elsker at have stamsteder. Og de her seks – det er mine stamsteder.

1. Osteforretningen, Peter Bangs Vej 75, 2000 Frederiksberg
Osteforretningen
Osteforretningen

Her er en af Københavns ældste osteforretninger, og der er masser af stamkunder, hvilket jo altid er et positivt tegn. Udover et stort udbud af oste fra hele Europa, har de også lækre patéer, pølser, skinke, kiks, limonader, brød og alt, hvad du ikke vidste, du gerne ville have med på ostebordet. Og så er de vanvittigt søde og hjælpsomme.

Osteforretningen

2. Irma i Illum, Østergade 52, 1100 København K
Irma i Illum
Irma i Illum

Når jeg tager rulletrappen ned til Irma i Illum, skipper mit hjerte et beat. Man ruller jo direkte ind i en kæmpe montre med ost i lange baner – og der er altid en smilende person bag ved den. Når jeg så bevæger mig ind i Irma, som er ret lækkert indrettet, finder jeg altid tonsvis er rigtig gode tilbud på oste. Hvis vejret er for dårligt til at tage cyklen ud til yndlingsbutikken Rotunden i Hellerup, så kan jeg altid finde det rigtige tøj frem til en hurtig smuttur ind til Irma i Illum og stashe op på ost. Det er en tur, som jeg aldrig fortryder – og jeg finder altid Prima Donna på tilbud.

Irma i Illum

3. Superbest, Rotunden, Strandvejen 64A, 2900 Hellerup
Superbest, Rotunden, Hellerup
Superbest, Rotunden, Hellerup

Som beskrevet ovenfor, så er Rotunden i Hellerup min ultimative yndlingsbutik. Ingen fancy designerbutik kommer i nærheden af at give mig den lykkefornemmelse, som jeg får hér. Det er i virkeligheden en Superbest-butik (eller er det lavet om til Meny?), men det har intet med et almindeligt supermarked at gøre. ALT er lækkert. Og dyrt, desværre, men når jeg går rundt herinde, bliver jeg på forunderlig vis ganske ligeglad med priser. Jeg tænker straks, at det kun er godt for mig og hele verden, at jeg fylder indkøbskurven her. Jeg køber altid masser af ting, som kan holde sig i lang tid; krydderier, salt, limonade, kiks, chokolade, marinader – og så cykler jeg altid herud om foråret for at købe stenbidderrogn, for den er frisk og lækker her. Og så køber jeg altid ost. Deres udvalg er massivt, og der er gode tilbud. Gå efter fransk Comté og schweizisk Gruyère, de er tit på tilbud.

Superbest i Rotunden

4. Ostetorvet i Torvehallerne, Frederiksborggade 21, 1360 København K
Ostetorvet
Ostetorvet

Der ligger to geniale ostebutikker i Torvehallerne – Ostetorvet og Unika. Hos Ostetorvet får jeg altid den venligste betjening med mulighed for at smage på forskellige oste. Jeg stiftede bekendtskab med butikken for flere år siden, da Groupon kørte et tilbud i butikken. Jeg slog til, og jeg har lige siden holdt mig til ved skranken for ikke at misse en eneste ny ost på hylden.

Ostetorvet

5. Unika i Torvehallerne, Frederiksborggade 21, 1360 København K
Unika
Unika

Og lige overfor Ostetorvet ligger Unika, som er Arlas eget ostemærke. Nu kan nogle måske blive lidt skræmte ved tanken om en stor mastodont, der åbner sin egen butik, men de her oste fra Unika er altså ret fabelagtige. Jeg fik på et tidspunkt en malt-ost, som var en smule speciel, men ganske, ganske lækker. Jeg vil mene, at denne butik er for feinschmekere – men selvom du ikke er det, kan du sagtens slå et smut forbi, betjeningen her er nemlig også usandsynlig hjertevarm (gad vide, om man ikke bare bliver venlig af at spise ost??)

Unika

6. Le Gourmand
Le Gourmand
Le Gourmand

Få butiksindehavere har imponeret mig så meget, som manden bag disken i denne lille biks. Jeg støtte på ham for første gang til Fransk Aperitif og Marked ved Torvehallerne sidste år – et marked jeg måtte besøge flere gange, både lørdag og søndag, da det bare bugnede med alle mulige lækre, franske delikatesser og vin. Her stod indehaveren af Le Gourmand og holdt foredrag om de fem oste, han havde med – blandt andet den mest fantastiske Comté, jeg nogensinde har smagt.

Efterfølgende har jeg været forbi butikken på Værnedamsvej, og det er den samme engagerede og passionerede betjening jeg får her, som jeg fik ved Torvehallerne. Og det skal måske også lige indskydes, at Le Gourmand altså har andre delikatesser på hylderne end blot ost – de har også charcuteri og patéer, olier, limonader og andre særdeles tillokkende fristelser. Det – og en nærværende service – sætter jeg i den grad pris på, og derfor kipper jeg med flaget for denne butik, som helt klart ligger i toppen af min liste over yndlingsostebutikker i byen. Tak.

Le Gourmand

GOD APPETIT VED OSTEBORDET!

/Louise

 

ENGLISH:

These are the six best places to shop cheese in Copenhagen – click on the links under the text and find addresses and opening hours for each boutique. Happy cheese hunting!