Helene Hørlyck | Københavnersnuden #304

0
375

Ugens Københavnersnude er sangerinde og stemmetræner, Helene Hørlyck. Helene har boet i London i over 20 år, hvor hun både selv har sunget og også trænet nogle af dem højest på hitlisterne som One Direction. Nu er hun rykket tilbage til København, og i løbet af december kan du høre hendes smukke stemme i en række corona-venlige julekoncerter.

 

LC: Hvad har du gang i for tiden?
Helene: Jeg har haft godt travlt her i corona-tiden med at øve til julekoncerter. Jeg har skrevet min første bog om at blive en superstar-udgave af sig selv, der gerne skulle udkomme i 2021, og så har jeg arbejdet på min næste pladeudgivelse, som også rammer i 2021.

LC: Hvor bor du?
Helene: Lige nu bor jeg i Sluseholmen i København og kigger på ænder, når jeg vågner.

LC: Hvor går du tur?
Helene: Jeg kan rigtig godt lide at gå tur, hvor jeg bor. Krydse slusen, gå ned ad Amager Fælled-stien og mod Islands Brygge, krydse broen ved Fisketorvet for at gå tilbage langs kanalerne og se alle husbådene.

LC:Hvor drikker du kaffe?
Helene: For tiden kører jeg til Maude’s på Frederiksberg. De har en gammeldags indrettet stue, som stilmæssigt minder mig om London, hvor jeg kan sidde og arbejde – og så er deres frokost og kaffe fantastisk.

LC: Hvor spiser du?
Helene: Sidst jeg var ude og spise, var det på Paté Paté i Kødbyen. Super lækkert! Jeg spiser som regel ikke dessert, men deres pæretærte var super lækker.

LC: Hvor fester du?
Helene: For tiden er det hjemme i stuen. Vi er gode til at lave en lille festmiddag i ny og næ, hvor det så som regel ender i masser af musik, dans og party vibes. Man må jo tage festen hjem, når nu man ikke kan feste ude…

LC: Hvor inspireres du?
Helene: Jeg kan godt lide at have ro på, når jeg skal være kreativ. Så selvom det er lidt udenfor byen, kan jeg godt finde på at køre op til Café Rosenhuset på Strandvejen, hvor man kan sidde ovenpå og kigge ud over vandet, mens man arbejder.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Helene: Christianshavn! Jeg har kun gode minder fra Christianshavn, hvor vi har sejlet igennem rigtig mange gange. Og jeg synes, at jeg kan mærke en boheme, kunstnerisk energi, der siver igennem gadebilledet. Jeg kunne godt tænke mig at flytte dertil engang i en bolig, hvor jeg kan have mit flygel og slå vinduerne op en sommerdag og synge en opera arie eller to.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Helene: Da vi sejlede en tur i vores båd ned gennem kanalerne og endte ude tæt ved Refshaleøen ved La Banchina – derude kan man kun blive forelsket.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Helene: Da jeg havde Louis fra One Direction på besøg sidste år, og vi spiste middag ude på Christiania.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Helene: Sejl en tur gennem kanalerne og se byen fra vandet. Det er utroligt smukt.

LC: Dit soundtrack til byen?
Helene: Lige nu er det ”I’ll Be Home For Christmas”, for den er med på julerepertoiret, og hver gang vi øver den, er jeg i København. Følelsen af at komme hjem rammer især, når man har boet over 20 år i udlandet, som jeg har.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Helene: Kunne man ikke sætte en gigantisk vandvarmer op, så vandet ikke var så megakoldt at bade i? Jeg kan hoppe i fra min stue, men har kun været i 2 gange. Når det kommer til koldt vand, er jeg ikke en viking, men en kuldekylling.

Følg med i Helenes liv på Instagram.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Helene!