Ikke fra København af Anja Nielsen

0
351
En lille kvadratisk bog, pakket ind i silkepapir og med håndskrevet adresse på kuverten. Det var, hvad jeg fandt i min postkasse sidste onsdag, hvor jeg var på vej på påskeferie, der skulle skydes i gang hos mit nye stamsted, Champagnekælderen. Jeg tog bogen med mig – både til champagne i solen, men også på en lang gåtur i solen dagen efter. Og hvert digt gav stof til eftertanke.

Reklame: Eksemplar modtaget af forfatteren til anmeldelse.

Af Louise Taarnhøj

Ikke fra København. Det står der på forsiden af den lille bog, som indeholder digte om København og smukke illustrationer, der passer til ordene. Jeg er selv opvokset 30 kilometer nord fra København og betragter ikke mig selv som ‘ægte’ københavner. Ergo er jeg ikke fra København.

Det var det første, jeg tænkte, da jeg stod med bogen. Der er mange af os derude. Os, der bor i København, faktisk størstedelen af vores liv, uden at føle os som fra København. For jeg er københavner, der er der ingen tvivl om. København er den by, jeg har boet i længst i mit liv. Men jeg er ikke fra København.

“Ikke fra København” er skrevet af Anja Jensen med illustrationer af Marie Louise Suhr.

Digtene i bogen er meget korte, bortset fra det allerførste, Du er en Olfert, som er en ode til København med al dens mangfoldighed, situationer og mange ansigter. Det digt indrammer så fint, hvad København er. Et samsurium af følelser, smil og tårer, blæst og solskin, trivialitet og mirakler. Jeg fik lidt hjertebanken, da jeg læste det, og en lille tåre i øjet.

Det samme fik jeg, da jeg læste dette:

“Du behøver ikke engang at være her.

De har hængt lys i vinduerne på Sankt Hans Torv og jeg elsker dig

på kilometers afstand.”

Sætningen: Jeg elsker dig på kilometers afstand, gjorde næsten ondt at læse. Det er så smukt og samtidig så fuld af savn. I hvert fald for mig. Måske fordi jeg engang har været i et langdistanceforhold, måske fordi jeg engang har fået knust mit hjerte af en fyr på Østerbro – og så kunne jeg sidde på Vesterbro og elske ham alene.

Dette digt blev jeg også helt instinktivt forelsket i:

“Er jeg ikke lykkelig? Det er ikke engang efterår mere. Det blæser koldt.

Jeg skal huske at købe blomster og høre Gnags, når det bliver forår.”

I hvert lille digt er der både melankoli, hverdag og store tanker eller følelser. Det er en interessant blanding, for jeg tror, de fleste af os ind imellem kan komme til at få nogle meget eksistentielle tanker, mens vi eksempelvis cykler gennem byen – for sekundet efter at tænke på, hvad vi skal handle ind, eller om man kan se trussekanten tydeligt gennem nederdelen.

På den måde er livet hele vejen igennem fyldt med bølger. Op- og nedture. Store tanker og små tanker. Trivialiteter og mirakler. Vinter og sommer. Forår og efterår. Had og kærlighed. Og det hele mikses ind i hinanden, veksler lynhurtigt og erstatter hinanden på få sekunder.

Måske pånær årstidernes skiften. Det er stadig rimelig fastlagt. I hvert fald indtil videre…

/Louise T.

Bog release på fredag

På fredag kl. 16.30-20 fejres udgivelsen IKKE FRA KØBENHAVN af Anja Nielsen og Maria Louise Suhr hos Studio Rikke Hostrup på Vesterbro ved Glyptoteket.

Der vil være vin og også en lille oplæsning kl. 17.30.

Bogen kan købes til eventet til 110 kr.

Der er gratis adgang, og det er velkomment at tage familie og venner med.

Meld dig til Facebookeventen her. 

Adresse: 

Studio
Rikke Hostrup
Puggaardsgade 7, kld
1573 Kbh V
Denmark
http://www.rikkehostrup.com/

“IKKE FRA KØBENHAVN” er skrevet af Anja Nielsen, layoutet af designbureauet Essensen og trykt hos trykkeriet Litotryk.

Anja Nielsen (f. 1982), født og opvokset i Odsherred, er uddannet Cand.IT i digital design og kommunikation og arbejder som digital redaktør og som skuespiller.

Maria Louise Suhr (f. 1971) er uddannet designer fra Designskolen i Kolding. Maria er modedesigner og arbejder i krydsfeltet mellem mode og kunst med sit unikke og farverige design. Nyuddannet fra Designskolen Kolding vandt Maria Louise Suhr i 2008 konkurrencen Designers Nest ved den internationale modeuge i København.