JULEKALENDER 2016 #1 DECEMBER

0
277

Nu er det endelig jul igen! Hver dag op til jul får du et tip til, hvordan du kan nyde julen i byen – og du får også en lille personlig udfordring. Men på den allerførste decemberdag starter vi med en oversigt over, hvilke tv-julekalendre, du skal følge med i og hvorfor.

Vi tæller ned fra tre:

DR 3

Først og fremmest skal du se SKAM, den norske tv-serie, der har lagt alle os 30+ kvinder ned og fået os til at bruge ord som serr og dritkull i vores daglige sprog og samtidig drømme om den smukke badboy-teenager William. Men ser du bort fra vores hysteri, er der faktisk en del rigtig gode grunde til, at SKAM er blevet en succes: den er godt skrevet, den er godt eksekveret, den er godt markedsført, den er godt spillet – og musikken er næsten endnu bedre end serien. Og nu vises SKAM altså på dansk tv, hvilket betyder danske undertekster, og så kan vi måske endelig få at vide, hvad fanden det er, vi har gået og sagt til hinanden de sidste par måneder.

SKAM, DR3, hver dag kl. 17.00

DR 2

Du skal også forkæles med en adventskalender fra selveste Rytteriet. Det betyder, at første afsnit allerede er rullet over skærmen, den flade og den bærbare. Du kan finde den på DR.dk, og ellers skal du sidde klar hver søndag kl. 21.00, når adventskalenderen bliver sendt på DR2.

RYTTERIETS JUL, DR2, hver søndag kl. 21.00 

DR 1

Der er andre, der beskæftiger sig med teenagerne denne jul. DR’s moderkanal har jo som bekendt en årlig julekalender, og i år skal vi høre om den lidet smukke proces, når en teenager skal løsrive sig fra barndommen og indgå i de voksnes rækker. Nej, ikke på den måde, styr dig lige, det er DR!

Den Anden Verden hedder julekalenderen, som låner lidt fra Brødrene Grimms eventyr, og vi møder således eksempelvis syv dværge. Små, ja, men det er de vist altid. Det handler meget om personlig udvikling, så vi håber ikke, at Svend Brickmann ser med. Men vi gør.

DEN ANDEN VERDEN, DR1, hver dag kl. 19.30

TV 2 og TV 2 Charlie

På TV 2 kan vi se frem til et par gensyn (hvem sagde, at det kun er DR, der genudsender?). Først er der Ludvig og Julemanden, der har Lars Hjortshøj som julemand, og det er det mest geniale valg af julemand nogensinde, for Lars ligner julemanden på en prik uanset, hvad han har på. Måske ligger det til navnet. Lars. Det er en meget underholdende julekalender – vi anbefaler.

Derudover kan vi også gense Putte blive forelsket i gas- og vandmesteren Claus i Andersens Julehemmelighed. Hvis du som os er omkring de 30, ved du, hvor svært det var at komme sig over udtrykket, ‘davs Claus’, der stadig kan fremkalde opkastfornemmelser hos nogle. Godt skrevet, måske lige lovligt godt skrevet, når det skal blive SÅ populært at sige. Stakkels alle, der hedder Claus, for nu starter det hele igen. Men udover det, er det en fremragende julekalender, kun overgået af Juletestamentet (det er noget værre noget med den lygte, hva’ Hubert) og Jul på Vesterbro (Gad vide, hvad det kan være – og med verdens bedste speaker).

LUDVIG & JULEMANDEN, TV 2, hver dag kl. 20.00

ANDERSENS JULEHEMMELIGHED, TV 2 Charlie, hver dag kl. 20.25

Det hele skal ikke bare være tv-sening på sofaen. Nej, vi skal også røre os lidt, så vi kan drikke endnu flere juleøl og spise endnu mere flæskesteg. Vi vil derfor anbefale, at du ligesom os følger med i denne trænings-julekalender – vi ved ikke noget om det, vi håber bare på at få lidt daglige udfordringer, som vi kan muntre os med (no kidding), for vi er alle fem på LoveCPH træningsnørder, der elsker at svede. Læx.

 

DAGENS UDFORDRING: Giv en kompliment til en fremmed. 

 

GLÆDERLIG 1. DECEMBER

nina b