Blogs

KØBENHAVNERSNUDE #123

KØBENHAVNERSNUDE #123

by 16/01/2017

Vi er vilde med Andersen & Jensens fotografier, som både giver os noget pænt at kigge på, og som sætter et smil på vores læber. Bag Andersen & Jensen står de to fotografer, Thomas og Sune, som er denne uges københavnersnuder:

LC: Hvem er I, og hvad arbejder I på for tiden?
AJ:  Vi er Thomas og Sune med efternavnene Andersen og Jensen, som også er navnet på vores lille biks, hvor vi laver fotos. For tiden kan vi ikke rigtig få nok af bananer, ananas og auberginer. Se selv på Andersenjensen.dk 

LC: Hvor bor I?
AJ: På hver vores side af Valby bakke. 

LC: Hvor går I tur?
AJ: Rundt og rundt om Søerne.

LC: Hvor drikker I kaffe?
AJ: Hvor drikker vi ikke kaffe? Men vi sætter stor pris på cortadoen hos Sort kaffe og vinyl på Skydebanegade.

LC: Hvor spiser I?
AJ: Dagens tre-retters frokost på Pastis. Men kun hvis vi ikke skal være seriøse bagefter. 

LC: Hvor fester I?
AJ: Vesterbro eller i køkkenet.

LC: Hvor inspireres I?
AJ: Kunstforeningen Gl. Strand og i Irmas frugt- og grøntafdeling. 

LC: Hvad er jeres yndlingssted i København?
AJ: Thomas’ baghave, når han laver hjemmebagte pizzaer i grillen. Eller på Malbecks stole på Istedgades fortov, når solen har fundet frem til Vesterbro.

LC: Hvor har I sidst følt jer forelsket i København?
AJ: Søndermarken. Det er damerne også vilde med. Har vi erfaret. For nogle år siden.  

LC: Hvad er jeres bedste minde om København?
AJ: Stilheden en kulsort nat på Amager Fælled, hvor vi havde natoptagelse. Skal vi ikke bygge boliger et andet sted?

LC: Jeres anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AJ: Tag ud og hør noget musik live. Og gerne et sted med træ på væggene og højt til loftet. Vega er et godt bud.

LC: Selvom København er fantastisk, har I nu mulighed for at tilføje den ene ting, som I synes, byen mangler – hvad er det?
AJ: København kunne godt bruge en promenade. Sådan på Promenade des Anglais-måden. 

LC: Jeres soundtrack til byen?
AJ: Lyden af glade, fulde mennesker foran Mesteren og Lærlingen i Kødbyen. Så ved man, det er sommer. Sagde vi, vi glæder os til at se solen igen? 

Tusind tak fordi I ville dele jeres København med os, Thomas og Sune. 

Du kan se mere til fotografernes værker på Andersenjensen.dk, hvor du også kan købe plakaterne. 

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.

Related Københavnersnuden Articles

Similar Posts From Københavnersnuden Category

Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273