Chloé | Københavnersnuden #108

0
393
Ugens snude er oprindeligt fra Hundested men opvokset på Frederiksberg, hvor hun med sine franske fornemmelser og fire ben elsker at shoppe på Værnedamsvej. Mød LoveCopenhagens maskot, den franske bulldog Chloé, der elsker at gå i hundespa og møde playdates fra Facebooks mange hundegrupper i Søndermarken.

LC: Hvad pusler du med for tiden?

C: Jeg bruger en del tid på at finde ud af hvilke postbude og skraldemænd, som har de bedste godbidder på sig. Og så arbejder jeg på mine charmetricks som kontorhund på Gammel Kongevej, hvilket går over alt forventning, så derfor overvejer jeg nu at få min egen snapchatprofil.

LC: Hvor bor du?

C: Jeg bor skiftevis hos min mor (Ditte herfra bloggen) og min far på Frederiksberg. Som delehund har jeg fordelen af at have to hoods; det ene er Bakkehuskvarteret bag Søndermarken og det andet mellem H.C. Ørsteds Vej og søerne. Det giver en masse forskellige buddies at hænge ud med samt sindssygt mange gadehjørner, som der fast skal strintes på for at claime mit hood.

LC: Hvor går du tur?

C: Når jeg er hos min far, er det i Søndermarken, som har et stort område, hvor vi må løbe frit. Her kommer hunde fra hele byen – mange af dem for at mødes på playdates, som de har fundet gennem facebookgrupperne ’Hundenes Søndermarken’ eller ’Hundesjov i Søndermarken’. I weekenderne tager vi ofte i Bernstoffparken eller i den hundeskov, der ligger lige overfor Charlottenlund Fort. Når jeg er hos min mor, er det rundt om søerne, på Frederiksberg Allé eller i den lille park, der ligger mellem Forum og Skt. Markus Kirke. Jeg kan desuden anbefale sitet Hundeskovene.dk, hvis man mangler inspiration til hundeskove i København og omegn. Den har også en app.

skaermbillede-2016-10-01-kl-19-24-51

LC: Hvor drikker du kaffe?

C: Det var da et fjollet spørgsmål. Men jeg kan fortælle dig, hvor jeg bliver hevet med hen for at vente på to-go-kaffe eller for at sidde under et cafébord i håb om, at der falder en lille haps ned. Jeg sidder rigtig meget og venter foran Emmerys på H.C. Ørsteds Vej. Der har de smagsprøver, hvilket altid er til min fordel. Herudover er jeg tit på Promenaden (hvor man engang måtte have hund med indenfor) og Olivers Oase på Frederiksberg Allé, hvor de har dejlige varmelamper og vandskål, hvis man bliver og hænger ud, Funder ved Frederiksberg Have og Monellies på H.C. Ørsteds Vej.

LC: Hvor spiser du?

C: Seriøst? Det tror jeg godt selv, du ved. Men okay, hvis jeg ikke æder af madskålen derhjemme, så hænder det, at jeg bliver slæbt med ned til søerne eller Dronning Louises bro, hvor der godt kan falde lidt flæskesandwich af fra Meyers Deli, soya- og ingefærmarineret oksekød fra Smag, en halv burger fra Sliders eller en stykke falafel fra La Centrales hjemmelavede pita.  

skaermbillede-2016-10-01-kl-19-25-15

LC: Hvor fester du?

C: Det sker mest hjemme hos min mor, hvor vi sidst havde en stripper i stuen og ølstafet i køkkenet. Jeg synes nemlig, at Københavns byliv har et problem, når det kommer til åbenheden overfor folk med mørk hud og mere behåring end gennemsnittet. Det kan i hvert fald godt holde mig fra at gå ud og feste, da jeg tit er blevet afvist.

skaermbillede-2016-10-01-kl-19-36-23

LC: Hvor inspireres du?

C: Det gør jeg, når jeg sidder i cykelkurven med vind i pelsen og bliver ført steder hen, hvor jeg kan udforske nye dufte og strintesteder som fx Vestre Kirkegaard, Amaliehaven eller Kastellet.    

skaermbillede-2016-10-01-kl-19-28-59

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?

C: Fru Poulsen på Frederiksberg Allé, der aldrig er nærig med godbidderne, når man kommer ned for at shoppe. De har et stort udvalg af alt fra tilbehør til foder og en herlig lille bland-selv-hundeguf-buffet på disken, hvor jeg stærkt kan anbefale lammerullerne. Le Chic Dog på Værnedamsvej er også blandt favoritterne. Den er måske i den lidt dyrere ende, men den har et virkelig nice udvalg af hundefrakker, som jo snart bliver aktuelle igen.

skaermbillede-2016-10-01-kl-19-27-36

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?

C: Da jeg mødte Arne foran Fakta i krydset mellem Gammel Kongevej og H.C. Ørsteds Vej. Det var kærlighed ved første blik. Man kan ikke andet end at elske det fjæs!

skaermbillede-2016-10-01-kl-19-24-31
LC: Hvad er dit bedste minde om København?

C: Da jeg 9 uger gammel og overværede Henrik Vibskovs modeshow i Søndermarken, der blandt andet havde æsler med på ‘catwalken’ i græsset. De lugtede mega godt, og bagefter blev jeg centrum for hele den danske modebranche, som skulle hen og hilse. Det var ok nice.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?

C: Tivoli holder altid en årlig hundedag, hvor alle os firbenede får lov til at komme ind i den gamle park. Landbohøjskolen har også en årlig ‘Dog Wash’ dag, hvor overskuddet går til hunde i nød. Hvis man vil have mere end ét bad årligt, så vil jeg anbefale en tur i Pels og Poter på Vesterbro. Det er den sødeste dame, der har hundesalonen, og hun serverer oksehalerulle med peanutbutter, mens man får sin pet-i-cure.

img_9265

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?

C: På Frederiksberg er både postbudene og skraldemændene gode til at have godbidder med – det burde de blive bedre til i København, ligesom de burde åbne op for langt flere løs-hunde-områder samt sætte flere stativer op med pølleposer.

Tusind tak fordi du ville dele dit hunde-København med os Chloé. Vi ser frem til flere af dine tips på bloggen i fremtiden!

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.