Blogs

Morten Fillipsen | Københavnersnuden #112

Morten Fillipsen | Københavnersnuden #112

by 30/10/2016

Ugens Københavnersnude er den unge sanger og sangskriver, Morten Fillipsen, som er meget snart er aktuel med sin debutplade under navnet, In Memoirs. Måske har du allerede hørt singlen, Wish, som helt sikkert har sendt dig af sted på en nostalgisk rejse til 80’ernes elektroniske popunivers – men lige nu skal rejsen gå gennem Københavns gader sammen med Morten Fillipsen:

LC: Hvad arbejder du på for tiden?
MF: Jeg er ved at færdiggøre min udgivelse med mit soloprojekt, In Memoirs. 10 sange, som udgør et debutalbum. Det er sgu stort. Udover det arbejder jeg på nye sange, men denne gang på dansk. Og så har jeg andre små projekter. Et country-boyband, en børnebog, og en dokumentarfilm.

LC: Hvor bor du?
MF: Jeg bor i Nordvest – lige ved Lygten.

LC: Hvor går du tur?
MF: Der er nogle helt fantastiske spots i Nordvest. Nogle meget idylliske boligkvarter med snoede og bakkede gader. Og så har jeg jo også muligheden for at besøge Bispebjerg Kirkegård.

LC: Hvor drikker du kaffe?
MF: Nu har jeg boet i København i 10 år, og det er som om, at forandring ikke klæder mig. I de ti år har jeg altid besøgt de samme caféer. Det er, som om min hjerne ikke kan komme på bedre forslag. Men heldigvis valgte min hjerne nogle hyggelige steder tilbage i 2006. Det er bl.a. Props, Kind Of Blue, Kaffeplantaget på Vesterbro, Den Navnløse Café mm.

LC: Hvor spiser du?
MF: Jeg vil helst lave mad selv, men når jeg kommer fra studiet eller har været på optagelse, og har brug for at fange noget hurtigt mad, er Kösk glimrende. Og Boys på Den Røde Plads, når der skal spises kylling.

LC: Hvor fester du?
MF: Vesterbro, primært. Engang var jeg selverklæret “Kongen af Kødbyen”, men nattetimerne bliver nu brugt andre steder. Egentlig har jeg ikke et fast sted – jeg er der, hvor der er fest. Og det er der egentlig over det hele, så jeg forsøger at komme ud og opleve nye omgivelser.

LC: Hvor inspireres du?
MF: Jeg er ligesom så mange andre – jeg kan ikke se byen for bare bygninger. Så derfor bliver jeg nødt til at søge udenbys, og til udlandet for at finde inspiration. Når jeg kommer hjem til København igen, går det op for mig, hvor lækker en by det egentlig er. Og når den følelse forsvinder, er det tid til at rejse igen.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
MF: Kan man vælge hele pakken?

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MF: Det gjorde jeg den anden dag, da jeg cyklede hjem fra arbejde. På min vej fra Indre by til ydre Nørrebro. Efterårssolen stod klart fra en skyfri himmel. Byens folk gik rundt med varme jakker og halstørklæder, mens de drak deres to-go kaffe.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
MF: Man har festet, danset, følt kærligheden en helt nat i København, men man har ikke fået nok. Så når festerne lukker, og alkoholen ikke bliver serveret mere, rammer man byens gader. Solen står op, og med godt selskab får man en fantastisk oplevelse.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?MF: Jeg synes, den mangler nogle flere steder som Papirøen. Flere af sådanne spots ville være lækkert!

LC: Dit soundtrack til byen?
MF: ‘What A Fool Belives’ med The Doobie Brothers. Tjek lige hvor meget det groover! Perfekt balance mellem fest og melankoli. Klasse nummer!

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Morten!

GOD SØNDAG

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273