Blogs

KØBENHAVNERSNUDEN #127

KØBENHAVNERSNUDEN #127

12/02/2017

Ugens Københavnersnude elsker morgengåture ved Assistentens Kirkegård, finder sandheder i naturen og ved ikke noget bedre end Ørsted Ølbar, når der skal festes. Han er en rigtig nørrebro-dreng, initiativrig iværksætter og hans DJ alias er “Plakrobotten”. Mød Rasmus Petrussen:

LC: Hvad pusler du med for tiden?
RP: Puha… Jeg ”svinger” fire-fem tallerkner for tiden. Jeg driver dagligt Crate Beer & Vinyl, kaffebaren Provstevej 10, koncertprojektet Vibe & Tone og så sysler jeg lidt med noget opstart af et bryggeri kaldet Rebel Donkey, og selvfølgelig mit DJ alias kaldet Plakrobotten. Jeg kunne godt bruge et par timer mere om dagen.

LC: Hvor bor du?
RP: Jeg bor i Jægersborggade med min dejlige kæreste og min skønne lille hund. Crate ligger desuden i Jægersborggade, så det kan godt blive ret lokalt. Særligt når man også går med sin hund i området.

LC: Hvor går du tur?
RP: Jeg elsker min morgengåtur på Assistentens Kirkegård med min lille hund. Tidernes skiften, og det faktum man skal ud minimum tre gange om dagen, gør, at jeg virkelig ligger mærke til lyset og træernes skiften.

LC: Hvor drikker du kaffe?
RP: Jeg drikker selvfølgelig kaffe nede på min egen kaffebar på Provstevej 10.

LC: Hvor spiser du?
RP: Jeg ynder at spise på Bæst, 20A, Behov, Ranee’s, og så er burgeren på Stefanos pizzaria en guilty pleasure. Hvis det skal være ekstra godt, vil jeg gerne spise på Kiin Kiin og Kong Hans.

LC: Hvor fester du?
RP: Jeg er jo 34 og gammel, slidt og brugt. Det Københavnske natteliv har drænet mig, men jeg ved ikke noget bedre end Ørsted Ølbar lørdag aften fra klokken 22, hvor der altid er DJ.

LC: Hvor inspireres du?
RP: Jeg inspireres mest ude i naturen. Jeg har fundet mange sandheder i skovene og strandene omkring Nyborg, hvor jeg er fra. Jeg finder lidt samme følelse omkring Utterslev Mose. Langebro er også et dejligt inspirerende sted!

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
RP: Der er en lille allé med nogle store gamle træer inde på Assistentens Kirkegård tættest på Jagtvej på højre hånd. Jeg elsker de gamle træer og det lysfald, der er der. Jeg går altid rundt og snakker lidt med min afdøde mor, når jeg kommer dertil.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
RP: Sidste gang min kæreste overraskede mig med at komme tidligere hjem fra Odense, blev jeg ret glad. Men hver morgen står jeg op før hende, og hun ser så bedårende ud, når hun putter. Det går lige i systemet.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
RP: Jeg spillede engang et DJ gig sammen med min bedste ven på inde på Darling ved Enghave plads. Vi spillede til klokken 05 og tog på bar bagefter, hvor vi tog videre i byen og drak og dansede. Da vi skulle hjem, var solen godt oppe, og turen hjem igennem København der er godt i gang igen, efter man har spillet hip hop hele aftenen og hængt med sin bedste ven, er ret svært at overgå.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
RP: Jeg synes faktisk, at det er svært at overgå Christiania, når det kører for den, men hvis jeg skal anbefale noget mere konkret, vil jeg sige at den københavnske madscene er vild. Der er dælme mange gode steder, og hver bydel har sine helte. Jeg er dog en Nørrebro og NV dreng, der trives godt med hyggelige stunder på barer og gåture med kæresten og hunden.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
RP: En befolkning med mere overskud til at komme hinanden ved. Jeg synes, at vi er så priviligerede, men vi går rundt og misser en masse muligheder for at lære hinanden at kende.

LC: Din største guilty pleasure i byen?
RP: Jeg elsker at købe en hemmelig durum fra Durum bar på Nørrebrogade, selvom jeg er på kur. Nummer 4 med humus er fanme god!

LC: Dit bedste iværksætter-tip til byen?
RP: Byd ind, hjælp andre uden bagtanke og skab kvalitet omkring det, du er god til og vær dig selv. Så skal alt nok gå, og folk skal nok ligge mærke til dig.

 

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Rasmus – og tak fordi du på så mange måder bidrager til at holde vores by i live med dine mange fantastiske initiativer. Til dig kære læser; hvis du ligesom os synes, at Rasmus’ mange projekter lyder spændende (og mega awesome), så tjek vibetone.dk ud og tage til koncerten med Jacob Bellens i Salen den 11. marts. 

Rigtig god søndag.

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.

Related Uncategorized Articles

Similar Posts From Uncategorized Category

Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273