Blogs

Christina Lagoni | Københavnersnuden #130

Christina Lagoni | Københavnersnuden #130

05/03/2017 0 comments

Ugens Københavnersnude, Christina Lagoni, er Product Manager ved GOODIEBOX, hvor hun blandt andet står for at sammensætte produkter til boxen, som modtages af tusindvis af kvinder hver måned. Hun elsker at være turist i egen by og inspireres af smukke gåture, især på Østerbro, hvor hun bor. Mød Christina, og bliv inspireret af hendes København, lige her:

LC: Hvor bor du?
CL: Jeg bor på Østerbro på Nordre Frihavnsgade. En gade, hvor shawarma, pizza, hipster-grød og økokaffe konstant kæmper om din opmærksomhed , når du bevæger dig fra Nordhavn mod Trianglen. Der er virkelig meget mad – det må være det bedste ved den gade. Så hvis du er sulten og på Østerbro, så kom forbi.

LC: Hvor går du tur?
CL: Jeg har for vane at gå rundt om blokken, når jeg taler i telefon med mine veninder, mens jeg kigger på de samme gamle bygninger og butiksvinduer. Derudover er jeg en über kliché, når jeg fortæller, at jeg elsker at gå tur om søerne alene. Fra Østerbro til Dronning Louises Bro og tilbage igen. Om vinteren med kaffe og med Paradis-is om sommeren.

LC: Hvor drikker du kaffe?
CL: Jeg drikker det meste af min kaffe på kontoret på Islands Brygge. Ellers er jeg nok en illoyal kaffekøber – jeg har ikke som sådan en favorit. Så længe den er sort og stærk. I en periode kom jeg dog ofte på Shabaz på Øster Farimagsgade, men det var primært fordi, min bedste veninde arbejdede der.

LC: Hvor spiser du?
CL: Sammen med en god veninde har jeg en ting med tatar. Vi elsker tatar, og vi har sat os for at prøve samtlige steder i København. Vi er dog ikke nået så langt endnu, og vi finder ofte os selv tilbage på det samme sted, nemlig Bistro Royal. Der er også en perle på Nordre Frihavnsgade, der laver byens bedste pizza slices,- Rosetta, hedder det. Det er på den der måde, hvor de varmer dem og klapper dem sammen.

LC: Hvor fester du?
CL: Puha, jeg går sjældent ud. Og jeg er lidt dårlig til at prøve nye ting, når det kommer til gå-i-byen-steder. Jeg kan godt lide Natbar, når de spiller RnB fra 00’erne. Jeg har også haft mange sjove aftener på Nørrebro – alle mulige steder, Osborne, Mexibar, Kassen, Kattens, Rust, Drone og Understellet.

LC: Hvor inspireres du?
CL: Jeg bliver nok mest inspireret, når jeg går rundt alene. Det kunne for eksempel være turen inde fra Kongens Nytorv og hjem til mig selv – der er mange smukke ting på den rute, hvis du går langs Bredgade. Og mange smukke mennesker ikke mindst.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
CL: I min seng nok. Jeg har endnu at finde det allerbedste sted for mig, men hvis jeg skulle sige ét sted alligevel, så er der en bænk ud mod søerne med ryggen til Dag Hammerskiolds Allé, lige der under alle træerne. Der er sgu idyllisk, hvis man ser bort fra det rædselsfulde metrobyggeri.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
CL: Da jeg trådte ud af en linje 888-bus i Valby for nogle uger siden efter at have besøgt mine forældre i Jylland. Det lyder lidt vildt, men efter en tur hjemme bliver jeg næsten helt glad af at køre i S-tog. Det fine ved København er virkeligt, at den betyder noget vidt forskelligt alt efter, hvem man spørger. For mig er det hjem, selvom der er rigtig mange ting, jeg stadig har til gode.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
CL: Min bedste ven kom tilbage fra to ugers ferie en sensommerdag for nogle år tilbage. Vi gik en sand turisttur langs strøget og forbi storkespringvandet. Vi købte is i Nyhavn fra det der sted, hvor der sidder en mand i et bur og laver vafler. Så gik vi ned for enden af havnen og tilbage igen. Vi tog tilbage på mit værelse i Nordvest, hvor vi kyssede for første gang. Dagen efter tog vi på Svanemøllen strand og flettede fingre hele dagen. Og så blev vi kærester.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
CL: Kanalrundfart er virkelig undervurderet. Come on! Det er så hyggeligt at være turist i egen by, fordi jeg tit selv glemmer, hvor smuk København er. I sommers viste min bror og jeg mine forældre rundt på Christianiacykler. Det kan virkelig godt anbefales, hvis man skal vise nogen rundt i byen.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
CL: Velfungerende kollektiv transport. Jeg begriber ikke, hvordan den kan være så skod. Men jeg giver ikke op, da jeg seriøst hader at cykle, hvis temperaturen ikke er på den gode side af 23 grader.

LC: Dit soundtrack til byen?
CL: Embody med SebastiAn og Can’t get enough med J. Cole. Alt med Ukendt Kunstner.

 

Tusind tak, fordi du delte dit København med os Christina! Vi glæder os til at gå flere ture omkring smukke Østerbro og blive fristet af shawarma, pizza, hipster-grød og økokaffe. Og vi skal helt klart forbi Rosetta og have en sammenklappet pizzaslice!

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.