Blogs

Københavnersnuden #175

Københavnersnuden #175

by 25/02/2018 0 comments
Mød Carlos Wind Demsitz, også kendt under navnet Mund de Carlo, som er en dansk rapper og musiker, der er født og opvokset i København på kanten af Frederiksberg og Nørrebro. Siden 2007 har han drevet musikselskabet Struglaz sammen med sin makker Milad Genius, hvorfra han bl.a. har udgivet pladerne ”Frit Fald” (2014) og ”Ordene Først” (2015), samarbejdet med navne som Per Vers og Pede B, spillet flere landsdækkene tours og åbnet P3 scenen på Skanderborg Festival. Vi er så glade for at Carlos er vores Københavnersnude denne uge – hør om hans København her:

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
CWD: Alt for meget! Men sådan er det sgu altid! Jeg bruger meget af min tid i Struglaz studiet på Nørrebro med min makker Milad Genius, hvorfra hele vores verden nærmest går. Jeg udgiver nyt album d. 26 marts og spiller koncerter fra slut marts og frem, så jeg løber stærkt de her måneder for at skabe en god platform for udgivelsen, sætte forskellige PR ideer sammen og svede med bandet i øveren. Når man ikke har en stor maskine bag sig, kræver musikken lidt ekstra kærlighed for at nå ”derud”.

LC: Hvor bor du?
CWD: Jeg bor på Birkegade med den Mosaiske kirkegård i baghaven sammen med min dejlige ekskæreste – nuværende kone.

LC: Hvor går du tur?
CWD: Jeg kan godt lide at gå igennem midteraksen på Nørrebrogade fra Dronning Louises bro til Nørrebro Station, ofte med en kaffe og en durum med ekstra chili på vejen. De små nichebutikker og menneskemylderet kan altid gøre mig glad på en grå dag.

Photocredit: Mads Ogstrup

Photocredit: Mads Ogstrup

LC: Hvor drikker du kaffe?
CWD: Jeg drikker nespressoen derhjemme, filterkaffen i lydstudiet og den cremede latte på Kaffehuset, Nørrebrogade 44. Jeg sad på min faste vinduesplads på Kaffehuset så meget sidste forår, at jeg endte med at skrive en sang om det, som er kommet med på min nye plade.

LC: Hvor spiser du?
CWD: Min shawarma spiser jeg hos Take and Eat på Nørrebrogade, og jeg er flittig kunde hos både Sund Sult, Grillen Burgerbar og den vietnamesiske restaurant på Rantzausgade, Nha Trang. Vi har smage fra alle verdenshjørner lige omkring os, så man ikke undgå at få lyst til at prøve noget helt nyt engang imellem.

LC: Hvor fester du?
CWD: Jeg fester mest med vennerne efter koncerter, som vi enten selv spiller eller koncerter, jeg er publikum til. I København er det steder som Stengade, Pumpehuset, Rust, Loppen og Børneteatret på staden. Ellers kan jeg godt lide de små hyggelige barer på Nørrebro som Understellet og Temple bar.

LC: Hvor inspireres du?
CWD: Jeg inspireres meget af at tale med mennesker og høre deres historie. Det får mig altid til at tænke over, hvor jeg selv er på vej hen. Det er blevet ren refleks, at jeg søger mod steder, hvor jeg kan være omgivet af liv, lyde og stemmer for at suge til mig og efterfølgende lukke mig inde i mit eget hoved, hvor jeg kan gøre det til musik og lyrik.

Album cover til Carlos' kommende udgivelse som forestiller Nørrebro fra 4 vinkler (Credit: Feanor Engemann)

Album cover til Carlos’ kommende udgivelse som forestiller Nørrebro
fra 4 vinkler (Credit: Feanor Engemann)

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
CWD: Mit yndlingssted i København er Struglaz studiet på Slotsgade nr. 9. Det er min legeplads, mit kontor og samlingspunktet for min tætteste omgangskreds.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
CWD: Jeg har sidst følt mig forelsket i morges da jeg vågnede op ved siden af kvinden i mit liv. Smaskforelsket på tiende år!

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
CWD: Det er svært at vælge ét ud! Men et af dem der står klarest lige nu er fra sidste forår, hvor min bror havde samlet alle mine bedste venner og arrangeret den vildeste polterabend for mig igennem Københavns gader, hvor der bare ikke manglede noget som helst! Et minde for livet og en helt overvældende dag hvor vejret, selskabet og leveren var i topform!

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
CWD: Igen, der er dælme mange!
Det første der lige falder mig ind er, at hvis man ligesom mig, godt kan lide ord, billige løsninger og viben i de kantede kredse, bør man opleve sprogshowet Smoken Words på Christianias Jazzklub- og børneteater. Det sker én gang månedligt og har altid et spændende lineup af digtere, forfattere, rappere og andre ord-mennesker, der griber mikrofonen præsenterer sit sprog.

LC: Dit yndlingssted at tage billeder af København?
CWD: Nørrebros små sidegader, afkroge og smørhuller bruger jeg ofte som visuel kulisse til min musik. Det er en bydel hvor bygningerne og gaderne rummer utrolig meget personlighed og konstant er i bevægelse. For mig er det essensen af København.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
CWD: Jeg kunne godt tænke mig at der var et eller andet åbent forum hvor museer, forretninger, kulturhuse, lagerhaller, teatre osv. kunne tilbyde sine lokaler til kulturel/kreativ brug mod et fair depositum. Mange steder står bare tomme og samler støv, men alligevel er det svært at få tilladelse til at komme indenfor med et kamera eller et stykke kunst. Det er så synd ikke at udnytte omgivelserne og skabe kultur.

LC: Dit soundtrack til byen?
CWD: Min kommende plade handler om byen, og vi har netop udgivet 1. singlen derfra, som hedder ”Stenbroen”.

Tusind tak, Carlos, for at dele dit København med os! Din passion for København, og især Nørrebro, der spejler sig i din musik er inspirerende.

Følg Carlos på Facebook her.

Related Københavnersnuden Articles

Similar Posts From Københavnersnuden Category

Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273