Peter Wangel | Københavnersnuden #46

1
288

Var du på Roskilde Festival under warm-up-dagene, håber vi virkelig, at du nåede at tjekke Wangel ud på Rising om søndagen. Peter Wangel udgav sin første EP i april i år, og første single herfra var den melankolske Seoul. Inspirationen til nummeret stammer fra en tur til Korea, hvor Wangel i efteråret 2014 spillede to koncerter foran tusinder af nye fans på Koreas største festival, Pentaport. Dette var inden, nogen i Danmark overhovedet havde hørt om Wangel. Her på LoveCopenhagen er vi ualmindeligt glade for, hvad der kommer fra denne mands hånd og glæder os lige så vanvittigt meget til at opleve ham live igen senere på året. Men først skal vi lære lidt om hans København at kende:

©Johanne Fick_6384
Foto: Johanne Fick

LC: Hvor bor du?
PW: Nordre Fasanvej, på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg.

LC: Hvor går du tur?
PW: Villakvartererne omkring Fuglebakkevej. Der er helt stille lige som i provinsen, hvor jeg er vokset op.

LC: Hvor drikker du kaffe? 
PW: I studiet. Min producer Kasper laver altid en god kop kaffe til os, når vi har brug for en pause.

LC: Hvor spiser du? 
PW: Det er sjældent, jeg tager ud at spise, da mit budget ikke tillader det, men jeg bliver tit inviteret ud af min familie. Madklubben er et glimrende sted.

LC: Hvor fester du?
PW: Jeg har ikke noget stamsted, men kan godt lide barer på Nørrebro som Kronborggade 3 eller Musiksmag. Jeg holder også meget af at holde fest i private rammer med gode venner. Der kan jeg danse, som jeg vil.

LC: Hvor inspireres du? 
PW: Når jeg er i sommerhus på Langeland. Der får jeg hverdagen på afstand og kommer ofte i en melankolsk tilstand (på den gode måde) og får derved lyst til at lave musik.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København? 
PW: Fælledparken. Der er masser af glade børn, og folk har gang i en masse aktiviteter – Kung Fu ud i den blå luft, for eksempel.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
PW: Forelskelse er et vanvittigt ord, men det var nok i Frederiksberg Have.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
PW: Da jeg var barn og boede i Birkerød, var jeg meget fascineret af den store graffitimalede mur, som mødte én på venstre side, når man kørte ind i København ved Lyngbyvejen. Jeg tror, den er væk nu (nej, den er der stadig, Peter!, red.), men dengang var det ret sejt og spændende – og lidt farligt.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
PW: Tag ind og hør noget musik og find en ny ven. Det er den bedste måde at gå i byen på. Eller tag i teatret. Det gør jeg ikke nok selv. 

LC: Dit perfekte soundtrack til København? 
PW: “Helicopter” med Bloc Party. Den er faktisk indspillet i København. Den sang giver mig selvtillid, og jeg kommer hurtigt op i 6. gear. Jeg havde den som ringetone i mange år.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Wangel. Og til dig, kære læser, vil vi bare sige: Se nu at komme ud at høre Wangel live – det kan du flere steder i landet sommeren og efteråret over. Vi kigger helt sikket forbi Lille Vega den 10. oktober.

RIGTIG GOD WEEKEND!

1 COMMENT

Comments are closed.