Blogs

Københavnersnuden #8

Københavnersnuden #8

by 19/10/2014 0 comments

Ugens Københavnersnude er manden, der vækker os om morgenen med god musik og finurlige musikanekdoter, han lærer os alt om metalmusikkens sorte univers, og så står han bag nogle af vores yndlingsradioudsendelser, P6Beat Elsker: Må vi stolt præsentere – Anders Bøtter. Manden, du ikke vil møde i en musikquiz. Anders startede allerede som 13-årig med at arbejde i pladebutik og fortsatte denne karriere, indtil universitetsbøgerne på Film- og Medievidenskab tog over. Og selvom han havde lovet sig selv, at han absolut ikke skulle arbejde mere med musik, gik der ikke lang tid, før Anders stod i DRs musikarkiv – et af Europas største – og valgte sange ud til DRs nichekanal, DR Rock. Snart herefter blev han hyret som vært på det dengang spritnye P6Beat, hvor han i dag tager tjansen på både Morgenbeatet, P6Beat Elsker og Sort Søndag. Og når han ikke sidder på radioen og serverer gode musik, så er han ude på rockklubberne som DJ og på festivalerne som konferencier. Og det er vi glade for, ligesom vi er glade for, at han gerne vil dele sit København med os og jer!

LC: Hvor bor du?
AB: Ydre Nørrebro, lige op ad Mjølnerparken, ud til Den Sorte Plads.

LC: Hvor går du tur?
AB: Assistens Kirkegården, Hans Tavsens Park og Mimersparken. Om sommeren også i Botanisk Have.

Hvor drikker du kaffe?
AB: Vi Mødtes Gennem Ruden på Heimdalsgade. Et fantastisk iværksætterinitiativ af en kaffebar midt i et multietinisk, eksplosivt område på Nørrebro, hvor klassiske bodegaer ligger side om side med grønthandlere, hijab fashion, traditionelle danske bagere og reparer-din-iPhone-på-5-minutter butikker. Derudover er jeg afhængig af Coffee Collectives Espresso blandinger, som jeg selv brygger på min La Pavoni hjemme i køkkenet. Det har taget over et år at lære at betjene den. Nu smager den næsten godt.

LC: Hvor spiser du?
AB: Kjøbenhavn i Indre By, Cafe Viggo på Vesterbro, Gorms i Magstræde (er pizzanarkoman!) og Boys Shawarma på Nørrebro.

LC: Hvor fester du?
AB: Escobar i Blågårdsgade og helt sikkert det kommende Mikkeller Bryggeris WarPigs i Kødbyen. Det bliver det vildeste heavy shit!

LC: Hvor inspireres du?
AB: Glyptoteket, Thorvaldsens Museum og andre steder med fordums københavnerstorhed. Derudover koncertsteder a la Ungdomshuset på Dortheavej, spillestedet Beta ved Amager Bio og i Pumpehuset.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
AB: Vor Frelsers Kirke og Vor Frelsers Kirketårn. Til trods for at jeg ikke er troende, så elsker jeg storheden og udsigten.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
AB: Dagligt, når jeg går tidlige morgenture på Ydre Nørrebro. Det er et af de eneste steder i Danmark, som minder om en reel storby. Det aparte og skizofrene område, som udgør den Røde Plads og Den Sorte Plads, hvor et væld af nationaliteter er repræsenteret i form af italienske lygtepæle, bengalske sofagynger, palistinænsiske bænke, russiske reklamer og tyrkiske bordtennisborde – ja det er bare Danmark, som jeg elsker det allermest. Et rummeligt, sprudlende og spraglet sted.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
AB: At have købt et designerjakkesæt hos Mimo Firozan, tage videre til fest og ryge hjemmedyrket pot fra Fyn og ende med at se solopgangen fra taget af Det Ny Teater, som var under renovering og derfor havde stilladser, som bare tiggede om, at jeg kravlede op på dem. Jeg var lige flyttet til byen og følte mig som eet med alt, Kong Gulderod og Klods Hans på én gang. Det var en af de få gange, at jeg var virkelig tilfreds med at komme fra og bo i Danmark. Alt var perfekt.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AB: Puha! Den er svær! Husk åbne arme og åbent sind. København har mange forskellige typer af mennesker, samlet på lidt plads (det er en lilleput storby). Fordelen er, at du på én og samme dag, kan deltage i en kæmpe Gay Pride, spille fodbold med de hjemløse, opleve fantastiske cocktailbarer som Ruby’s og Ourselves Alone og tage på restaurant, hvor du kan opleve det nordiske køkken i fuld flor, samtidig med at du også bare kan vælge den slagne vej og tage forbi Den Lille Havfrue, Tivoli og en klassisk pølsevogn (men så husk at vælge en DØP Pølsevogn). Min by kan rigtig meget, på virkelig lidt plads – og det elsker jeg den for!

Tusind tak fordi du delte dit København med os, Anders. Vi høres ved i aften og i morgen tidlig! 🙂

Related Københavnersnuden Articles

Similar Posts From Københavnersnuden Category

Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273