Blogs

Mungo Parks forestilling Dæmoner – en voldsom rutsjebanetur

Mungo Parks forestilling Dæmoner – en voldsom rutsjebanetur

by 06/06/2018 0 comments
LoveCopenhagen var inviteret til københavnerpremieren på Mungo Parks forestilling, Dæmoner. Efter forestillingen vidste jeg ikke helt, om jeg skulle græde eller grine, om jeg var blevet rørt eller bare forarget. Og det mener jeg ikke nødvendigvis på en dårlig måde – læs her hvorfor.

 

”Jeg elsker dig. Meget. Men jeg kan ikke lide dig. Jeg kan virkelig ikke lide dig, men jeg kan ikke leve uden dig.” Det var så meget, jeg nåede at læse af programmet, inden københavnerpremieren på Dæmoner gik i gang, lettere forsinket af hvad der viste sig at være en falsk brandalarm på Folketeatret i Nørregade.

Scenen er Frank og Katarinas klinisk hvide og moderne lejlighed med få og stilrene møbler, efter sigende kun italienske designer møbler ­– det lignede nu mere ILVA, men lidt fantasi har man da – og Katarina der er ved at gøre sig klar iført hvid silke morgenkåbe og sovemaske. Det hvide brydes næsten kun af én enkelt sort dæmon-lignende stol, som Frank elsker men ikke bryder sig om at sidde på, fordi han er bange for at glide af det sorte, glatte læder. Han kommer ind fra elevatoren, og har lige været på posthuset for at hente en pakke indeholdende urnen med sin mors aske, som skal bisættes dagen efter. Hvad der så udspiller sig derefter mellem ægteparret Frank og Katarina virker til at starte med som banale par-skænderier, ”hvad siger du?”, ”Hører du efter, hvad jeg siger?”, ”Ja, jeg hører efter!”, ”Hvad sagde jeg så?”, ”Det ved jeg ikke, jeg hørte ikke efter!”, osv. Ganske banale om end voldsomme skænderier mellem et tydeligt dysfunktionelt par – og i det hele taget ganske ulykkelige mennesker, der konstant spiller sig ud mod hinanden i en bizar blanding af svinere, omsorg, lyst og hævn.

Fotocredit: Palle Peter Skov / Mungo Park, Kolding

Hele misæren brydes kun af deres søde underboere, Jenna og Thomas, der bliver inviteret ind til en drink. Og bedst som man tror, at de er det lyse punkt, der skal redde den dystre og onde stemning, så bliver de tværtimod revet med af vanviddet hos Frank og Katarina. Ligeså søde og velfungerende som de ellers virker til at være, bliver det hurtigt åbenlyst, at de har nøjagtig ligeså mange dæmoner, som deres naboer, og har det svært med deres forhold, efter de er blevet forældre til to ­børn – og ikke længere har tid eller overskud til hinanden. Det hele udspiller sig i de sammenstød, de har mellem at give udtryk for deres egne behov og ønsker, som de konstant bliver hindret i pga. hinanden, deres børn og deres omgivelser.

Fotocredit: Palle Peter Skov / Mungo Park, Kolding

Alle der har været i et forhold, kender til den fine linje mellem kærlighed og had – lyst og foragt ­– men forfatteren bag stykket Lars Norén tager det til et helt andet plan i denne fortælling om dysfunktionelle forhold og den vestlige verdens forfald.

Den ene drink tager den anden, og derfra går det ellers amok med blod, sved og tårer – helt bogstavelig talt – med slåskampe, kasten med ting, råberi og skrig, som jeg sjældent har hørt det, kys, kram, sex, seksuelle præferencer og fantasier, svigt og kærlighedserklæringer i en så lind strøm, at alle sad på kanten af deres sæder.

Lidt ligesom når du ser nogen, du kender eller bare tilfældige på gaden i et voldsomt skænderi – du har ikke lyst til at kigge, men du kan alligevel ikke helt lade være!

Det var næsten lige så underholdende at se de øvrige gæsters reaktioner gennem forestillingen – selv i salens mørke kunne jeg sagtens se deres forargede blikke, ”skete det der lige?”, ”Sagde han lige det?”, ”Gjorde hun lige det?”. Men det var ikke kun forargelse, det var også underholdning, for der blev grinet ligeså meget, som der blev gispet rundt omkring i salen.

Dæmoner er en ganske voldsom oplevelse og fortælling, og det mener jeg som sagt egentlig ikke på en dårlig måde. For hvis idéen med at gå i teater, er at blive rørt og underholdt, så tager jeg hatten af for forfatteren, Lars Norén og ikke mindst instruktøren, Simon K. Boberg. Der er ingen, der skal være i tvivl om, at du er underholdt fra start til slut. Og dertil kommer de fire fantastiske skuespillere, Frank Thiel, Maja Juhlin, Magnus Christensten og Anna Stokholm, som spiller fantastisk og er ganske gribende hele vejen igennem forestillingen. Bedst som du hader den ene, og har sympati med den anden – skifter rollerne, og du har det helt omvendt.

Efter forestillingen vidste jeg som sagt ikke helt, om jeg skulle grine eller græde – om jeg var blevet rørt eller bare forarget, men det tror jeg heller ikke var meningen. Der blev nemlig ikke givet nogle svar på spørgsmålene omkring det gode og onde i os, men det satte dog en masse tanker i gang, og det er nok nærmere pointen med Dæmoner – og uanset hvad var jeg ganske godt underholdt hele vejen igennem.

Dæmoner har allerede spillet i Mungo Park i Kolding i foråret – og spiller desværre kun i Folketeatret i København under festivalen den CPH Stage den 5. til 7. juni – find billetter her. Og hvis du skulle misse den i København, så tager Dæmoner på turne i 2019.

/Louise Bro


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273