Blogs

Morten Pape: Planen

Morten Pape: Planen

by 18/11/2018
Morten Papes debutroman fra 2015 er en selvbiografisk roman, som ikke må glemmes, men derimod læses af alle danskere, der interesserer sig for integration, samfundsudvikling og ghettodannelser. Selvom bogen er tre år gammel, er den ultra aktuel i en tid, hvor der tales så meget om integrationsudfordringer, og hvor det er vigtigt at nedbryde barrierer og kasser og blande os i og med hinanden.

Bog modtaget af forlag med henblik på anmeldelse.

Da jeg havde læst den sidste side, savnede jeg allerede Morten. Den over 500 siders lange selvbiografi efterlod mig med en følelse af at have været sammen med Morten hele vejen gennem hans opvækst i Urbanplanen på Amager – en ghetto med en overvægt af indvandrefamilier og danskere i den laveste del af samfundet.

Planen handler om drengen Morten, der er genert men drømmer om at blive skuespiller. Han er klog, men han er en del af et samfund, hvor der ikke er nogen muligheder. (T)Urbanplanen er et forfejlet kommunalt projekt, udtænkt og opført i 1965 af Urban Hansen, som var borgmester i Københavns Kommune på daværende tidspunkt.

Mortens forældre bliver skilt, begge forældre er ikke til at regne med, og Morten, der er den ældste af de tre søskende, må kæmpe for at finde ud af, hvem han er, at blive voksen og komme væk fra Planen. For hvordan lærer man at klare sig i et område præget af sociale problemer, vold og røverier, racisme, der går begge veje – når man blot er en stille dreng med briller, der ikke gør et større væsen ud af sig selv?

Planen er en coming-of-age-fortælling om at være barn, vokse op, blive forelsket og forsøge at finde sig selv i et betændt multikulturelt mikrokosmos, som de færreste undslipper eller kender til. Samtidig er Planen en historisk roman om de menneskelige omkostninger ved 90’ernes fejlslagne integration og 00’ernes fjendtlige indvandrerdebat, der kulminerede med profet-karikaturer, bandekrig og en hovedstad, der blev sat i flammer.

At vokse op i en ghetto

Jeg er selv opvokset i Kokkedal, som er en meget sammensat by, bestående af en masse pæne parcelhuskvarterer, rækkehuskvarterer og så ghettoen Egedalsvænge inde i midten. De fleste kender nok Kokkedal fra Egedalsvænge-sagen om det lokale muslimske miljø, der ikke ville have et juletræ i byen. Men Kokkedal er også meget mere end det.

Jeg voksede op i Bygvænget, et stille og roligt og meget idyllisk parcelhuskvarter, hvor ingen frygtede noget som helst. Jo, det skulle da lige være et indbrud ved højlys dag af unge desperate mennesker, der ledte et en hurtig vej til penge til stoffer. Men det skete sjældent, og det var ikke på den måde skræmmende at leve med risikoen.

I Egedalsvænge var det anderledes. Der var problemer. Problemer med kriminalitet, utilpassede unge og indvandrebørn, der ikke var integreret. Det blev frarådet at gå derind. Alligevel legede jeg her, og jeg lagde ikke mærke til de farer, som de voksne måske så på deres børns vegne. Mine venner kom fra både ghettoen, parcelhusene, fra Hørsholm og fra Rungsted. Men sådan er det vel at være barn: man går ikke så meget op i, hvor folk kommer fra, bare de er søde og sjove at være sammen med.

Kærlighed til Kokkedal

Jeg har et stor had- og kærlighedsforhold til Kokkedal. Kærligheden kommer af, at jeg elskede min opvækst med masser af venner, tryghed og et hjem, der stort set var bygget op på sunde, socialdemokratiske værdier (selvom min far er konservativ ind til knoglerne).

Hadet kommer af, at halvdelen af Kokkedal billedlig talt stod i flammer. Det fungerede ikke. Det år, jeg flyttede fra Kokkedal, blev en mand skudt i centeret, senere blev flere skudt, og da jeg efter noget tid i udlandet vendte retur til Danmark og flyttede til København, så jeg i nyhederne, at min hjemby blev styret af en indvandrebande, som nu også havde fået magten over politiet. Det hele sejlede.

Rød pil: Egedalsvænge

Det var det billede, folk så, når jeg sagde, at jeg kom fra Kokkedal. Så jeg begyndte at sige, at jeg var vokset op på gaden i Kokkedal, og at jeg selvfølgelig kunne lægge arm med de fleste, hvis der skulle være noget vrøvl. En lille, spinkel, lyshåret pige som mig kan ikke slippe af sted med at sige sådan noget, og forhåbentlig kan folk godt se, at Kokkedal ikke er et sted, man aldrig slipper godt fra. Det er også et kærligt sted. Selvom det er så mange problemer. Det eneste sted, det gav point at komme fra Kokkedal, var på DR’s dokumentarredaktion, hvor jeg var i praktik et år. Det gav så mange point, at min veninde fra Rungsted, der også var i praktik en dag løj overfor en af de anerkendte dokumentarister og sagde, at hun også kom fra Kokkedal. Men DET kunne sådan en rigmandstøs selvfølgelig heller ikke slippe af sted med!

Vi kan ikke løbe fra, hvor vi er vokset op, med hvilke udfordringer og oplevelser, og ikke mindst hvilke værdier. Men det er vigtigt at tænke over, hvad vi kommer fra. Hvis vi ved det, kan vi møde folk fra vores eget ståsted og vide, at de har deres. Og dermed kan vi nærme os hinanden.

/Louise T.

PS. Om to uger følger anmeldelse af Morten Papes nye roman, Guds Bedste Børn.

Køb Planen her. 

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.