Musikfestival – Vinterjazz 2018

0
332
Hvis du elsker jazz, så bliver februar en virkelig dejlig måned! Vinterjazz 2018 starter i dag, og festivalen løber helt frem til 25. februar med mere end 600 koncerter i 44 byer over hele landet – og naturligvis også med en masse koncerter på københavnske spillesteder.

Det er 18. gang at Vinterjazz løber af stablen, og det er de samme garvede folk bag Copenhagen Jazz Festival, som hvert år i juli fylder byen med et væld af jazzkoncerter, der også står bag Vinterjazz. Med de to jazzfestivaler har folkene bag et brændende ønske om at skabe mere opmærksomhed omkring jazzen og at udvikle og styrke jazzmiljøet. Jeg kommer i hvert fald til en del koncerter i løbet af festivalen i juli, og hvis du ligesom jeg ikke kender så meget til jazz, så er de mange gratis-koncerter et godt sted at starte.

Den største forskel på de to festivaler er, at Copenhagen Jazz Festival som navnet afslører kun foregår i København, hvorimod Vinterjazz er en landsdækkende festival med mere end 600 koncerter fordelt på 125 spillesteder i 44 byer. Derudover er der forståeligt nok næsten ingen udendørs koncerter til Vinterjazz, så det er værd at tjekke deres program ud og gå på opdagelse blandt de mange koncerter på diverse spillesteder, koncertsale, kirker, kulturhuse, jazzklubber og også i kælderen på Københavns Rådhus. Her kan du få en rundvisning i kælderen og opleve duoen Mue State & Astrid Engberg. Ligesom til sommerens jazzfestival er der også til Vinterjazz en lang række danske såvel som internationale kunstnere. Blandt de internationale hovednavne er Tyshawn Sorey, Fire! Orchestra, Jorge Rossy, Lionel Loueke, Justin Kauflin, Katie Thiroux og Kirk Lightsey. 

Morten Germund // Photography
Fotocredit: Vinterjazz 2018

Koncerttemaer
Det fede ved jazzfestivalen er, at du kan opleve næsten alle genrer indenfor jazz fra avantgarde, blues, traditionel og funk til elektronisk, moderne og fusionsjazz. Udover de mange genrebestemte koncerter er der også koncerttemaer, som sætter fokus på forskellige facetter af jazzen. Jazz Remixed sætter fokus på jazzens vinylklassikere, når nogle af landets bedste vinyl dj’s deler deres yndlingsplade og mixer løs i et originalt sammensat live-set.

Der er fokus på de stærke kvindelige musikere og komponister i dansk musik under temaet Wild at Heart, hvor du kan opleve nye og nogle af de mere kendte og prisvindende progressive og eksperimenterende kvindelige jazzkunstnere. Årets program byder bl.a. på Ydegirl, Sonja LaBianca, Sanne Dasseville, Cactus og premieren på et nyt projekt, J. Jaanmai Duo med Anja Jacobsen og Mija Milovic.

Festivalen er for alle, og ikke kun for kendere der nyder koncerter på en mørk jazzklub med en god tempereret rødvin. Og det er netop dét som folkene bag Vinterjazz og Copenhagen Jazz Festival har fokus på, så endnu flere kan blive introduceret for jazzen. Der er derfor igen i år indtil flere koncerter under temaet Jazz for Kids, hvor de professionelle musikere formidler jazz ved at inddrage alle sanser gennem musikken med leg og dans, og visuelt gennem billedkunst. Blandt nogle af de mere børne- og familievenlige oplevelser er familiekoncerterne med Wafande, Master Fatmas Jazzskole og sidst i februar også en farverig fastelavnsfest med Master Fatman.

Vinterjazz 2018 løber fra den 2. til 25. februar – læs mere om de mange kunstnere og find hele programmet her.

Februar byder også på andre spændende festivaler, så hvis jazz ikke lige er dig, så tjek årets Frost Festival ud.

/Louise Bro