Blogs

Nytårshilsner fra LoveCopenhagen

Nytårshilsner fra LoveCopenhagen

31/12/2017
Årets ende er officielt nået, og det giver en perfekt mulighed for at reflektere over året der gik, men det er også en mulighed for at se frem mod det nye år. Vi har snakket meget om nytårsfortsæt her på Lovecopenhagen, og det er forskelligt, hvor meget vi decideret har lavet nytårsfortsæt, men vi er enige om, at man altid har nogle forventninger og håb for det nye år. Og med dette indlæg vil vi hver især se tilbage på 2017 og frem mod 2018 – læs med, få inspiration og hør om vores top oplevelser i København i år samt vores håb for 2018:

Nathalie

Man siger ofte, at året bare er fløjet afsted – især når man sidder her sidst på året og reflekterer over det, men dette år er for alvor fløjet afsted, synes jeg. I mit privatliv er både min kæreste og jeg for alvor gået fra livet på SU og studier til fuldtidsjob, hvilket på mange måder har fået tiden til at flyve afsted, når man pludselig skifter hverdag på den måde. Udover det så har jeg rejst en del med mit arbejde, det har været hårdt og udfordrende, men virkelig lærerigt. Dog som følge af den irriterende regel med at man ikke får betalt ferie det første år efter studiet (!), så har jeg ikke haft særlig meget ferie, men jeg har alligevel fået sneget en forlænget weekend ind i Madrid med mine bedste veninder, hvor vi boede midt inde i byen, havde lejet en kæmpe lejlighed med stor tagterrasse og grint rigtig meget. Jeg fejrede også min fødselsdag i efteråret i Paris med min kæreste, og vi havde den dejligste ferie. Jeg har grint meget, festet meget, shoppet meget (hey, det er ret fedt at gå fra SU til voksent job!), jeg har haft lange snakke med mine veninder, familie og kæreste, jeg har grædt (ofte til sørgelige film heldigvis), jeg har knoklet, jeg har haft en mindre stil-forvirrings-krise (den har jeg stadig ikke løst) og jeg har sagt ja til rigtig mange ting og oplevelser. Og jeg ser tilbage på 2017 med et smil på læben, men ser også frem mod 2018, fordi allerede nu ved jeg, at der venter nogle ret fantastiske oplevelser, fx så smutter jeg på den årlige familie-wellness-tur til Rømø om et par uger, jeg skal i sommerhus med mine allerbedste veninder og min kæreste og jeg tager på roadtrip til USA i 3 uger til sommer. Jeg glæder mig!

Top oplevelser i København i år:

  1. I forhold til madoplevelser så er der især én oplevelse, der var helt ekstraordinær, og det var min aften på P Eatery til deres åbning, hvor vi fik en masse retter fra deres nye menukort. Efter x-antal retter kommer desserten ud som var 7 små retter på et stort fad (Seven Sins) – jeg tror, at jeg var i himlen! Læs om min oplevelse på P Eatery her.
  2. Jeg går ikke, modsat nogle af mine medskribenter her på Lovecopenhagen, så meget til festival, men jeg var til UHØRT festival for første gang, og det var virkelig fedt! Stemningen, omgivelserne og så selvfølgelig den gode musik slog benene væk under mig. Læs vores indlæg om UHØRT lige her.
  3. SUSPEKT. Jeg elsker dem, deres musik og stemningen til deres koncerter, og i år oplevede jeg både deres første koncert på deres tour i april i Forum og den sidste koncert fredag d. 29. december i Vega. Vestegnsdrengene leverer bare hver gang, og det er helt klart to koncertoplevelser, jeg vil mindes i 2017.

Jeg vil opleve/gøre næste år:

  1. Dette er ikke decideret en oplevelse, men rent personligt vil jeg virkelig gøre en indsats for at være mere nærværende i 2018. Det er en stor debat generelt, men mobiltelefonen har på mange måder overtaget lidt for meget i min hverdag, og det vil jeg virkelig gøre en ihærdig indsats for at mindske. Jeg har allerede gjort det lidt i og med, at jeg har slået notifikationer fra på både Snapchat, Instagram og Facebook, men den skal mere væk fra mine hænder i 2018.
  2. I forlængelse af min oplevelse til UHØRT festival, så vil jeg meget gerne opleve nogle flere festivaller næste år. Jeg elsker stemningen på en festival, og selvom jeg ikke er så god til det med at ligge i telt, så er der mange festivaller, hvor man ikke behøver det, men kan sove hjemme fx Northside, UHØRT, Distortion, Tinderbox og den nye Haven festival, som er øverst på min liste.
  3. SMK! Statens museum for kunst har jeg endnu ikke oplevet, og det er virkelig for dårligt, fordi jeg har hørt så mange gode ting omkring alt, hvad de laver, så det er helt klart også et nytårsfortsæt for mig.

Skærmbillede 2017-12-30 kl. 13.36.32

Rigtig godt nytår til jer alle og tak fordi I læser med!

/Nathalie

Catharina:

Jeg er generelt ikke særlig stor fan af nytårsforsæt, fordi jeg synes, at de ofte har en kedelig, restriktiv karakter. Og det er som om, at jo mere jeg forbyder mig selv noget, jo mere vil jeg have det.

Så sidste år prøvede jeg noget nyt. Mit nytårsfortsæt for 2017 var nemlig, at jeg ville grine mig til et vaskebræt. Præmissen var, at jeg skulle sige ja til alle de ting, som jeg synes lød sjovt.
Jeg kan konstatere, at vaskebrættet desværre er udeblevet, men jeg har haft det sjoveste år! Her ved udgangen af 2017 kan jeg bl.a. se tilbage på et år, hvor jeg besøgte Hong Kong, New Zealand, Berlin, Bali og Amsterdam. Knoklede som en gal på mit drømmejob. Havde en fest på Roskilde, Distortion, Haven, Musik i Lejet, Summer in the City-festival og UHØRT. Udforskede København. Lavede bestyrelsesarbejde. Fik nye skønne venskaber. Begyndte at skrive for LoveCopenhagen. Slog mit hjerte. Lavede min lejlighed til et hjem. Og brugte så meget tid som muligt med de mennesker, der betyder mest for mig.

I 2018 vil jeg blive ved med at have det sjovt og lave de ting jeg elsker!
Men selvom jeg godt kan lide, at der er fart over feltet, så vil jeg også sørge for, at det hele ikke går stærkere, end jeg kan følge med. Og så har jeg lovet mig selv at bruge ordet ’pyt’ noget mere i 2018.

Catharina

Alt det bedste i det nye år!

/Catharina

Louise Bro 

2017 Bum! Det gik godt nok stærkt, men det tager jeg bare som et tegn på, at jeg har haft det sjovt. Året startede også ganske heftigt ud med et farvel til en dejlig arbejdsplads og et hej til et nyt job – og med alle de mange nye opgaver, skønne kolleger og indtryk, så har det nok optaget en hel del af min tid i løbet af året. Men heldigvis ikke så meget, at der ikke også har været tid til at rejse og opleve vores skønne by. Jeg fejrede min fødselsdag med fest og nøgenbadning i Mexico med to fantastiske veninder, skød foråret i gang med Aperol i Paris og sluttede sommeren af med mere Aperol i Venedig. Og derimellem stod den windsurfing, Distortion, Roskilde Festival, Uhørt og Haven Festival – alt sammen i silende regn og kulde, men alt sammen ting der har været med til at gøre 2017 fantastisk. Og jeg glæder mig til 2018.

IMG_4628
Jeg flyttede fra den lejlighed, der har været mit hjem de sidste 10 år i november. Det var hårdt at sige farvel, langt hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Men efter en lang og opslidende boligjagt, tror jeg endelig, at det er lykkedes at finde mit næste hjem. Så nu krydser jeg fingre for, at jeg kan stå med nøglerne til et ny hybel i starten af det nye år, og for første gang kalde mig andelsboligejer.

Jeg har aldrig været god til nytårsfortsætter, i hvert fald ikke den slags der indebærer forbud – det har bare den modsatte effekt på mig. Sidste år var mit nytårsfortsæt at få flere smilerynker, og begynde at værdsætte hver og én ny der kom til, fordi de kun vidner om glæde og grin. Mit nytårsfortsæt i år er en kærlighedserklæring til Suspekt, for jeg vil lære at rappe deres sange. Jeg var ligesom Nathalie også til deres første koncert i Forum og til et brag af en nytårsfest på Vega den 29. december. Og selvom jeg efterhånden har set dem en del gange, og hører deres musik, så kan jeg bare ikke rigtig skråle med, fordi jeg jo ikke kan rappe. Og det irriterer mig! Så næste år skal de sange altså læres – og jeg undskylder på forhånd til alle, der skal overvære den proces. Derudover skal 2018 også stå på endnu flere rejser, og så vil jeg også i gang med at kitesurfe, og fortsætte med at grine hver evig eneste dag.

Håber I får et skønt nytår og en fantastisk start på 2018!

/Louise Bro

Louise T:

Mit 2017 var både meget godt og meget skidt – fyldt med oplevelser og udfordringer. Jeg startede året perfekt med en rejse sammen med en af mine skønneste venner, Simon – til Sri Lanka, hvor jeg lærte (lidt) at surfe. Jeg fik mit yndlingsord, pyt, tatoveret på mit håndled i januar.

Jeg fik årets dårligste og mest skræmmende nyhed en fredag formiddag i slutningen af februar og besluttede mig for, at den dag ikke skulle have den overskrift resten af mit liv – så jeg tog til fest på kommunikationsbureauet Advice og havde den bedste aften. Jeg tog til Northside festival for første gang og græd til mit yndlingsband, Radiohead, i silende regn.

Jeg arbejdede hårdt på Roskilde Festival med at få alle de spændende madhistorier ud til medierne. Jeg datede landets smukkeste journalist og fik knust mit hjerte. Jeg blev klog og festede hårdt på Folkemødet. Jeg tog til Musik I Lejet for første gang – uden at have noget sted at sove og endte med at feste hele natten og tage morgentoget hjem.

Jeg tog til Haven Festival og græd til The National. Jeg tog til Island to gange og så nordlys. Jeg blev fastansat og sagde farvel til livet som selvstændig. Jeg startede et kommunikationsnetværk og fik en række søde og spændende nye venner. Jeg hørte så mange podcasts, at jeg nu er oppe på at lytte til min. 40 stks om ugen. Og jeg endte året med at ende endnu et forhold.

IMG_2696

 

 

 

 

 

 

 

 

Og nu står jeg foran 2018, og jeg har naturligvis lavet nytårsforsæt for mig selv – den slags elsker jeg nemlig:

Nyt projekt med Camilla
Jeg har tit rigtig mange ideer, og jeg er god til at føre dem ud i livet. I et lille år har jeg arbejdet på et projekt sammen med min dygtige veninde, Camilla. Vi har haft adskillige møder, jeg har sågar haft et eksternt møde med en mand, der arbejder med det, vi vil, og fået tip til, hvordan vi kommer videre. I år skal det være! Jeg skal mødes med Camilla i starten af det nye år, og så skubber vi pedalen til metallet!

Læse flere bøger
Jeg har altid læst mange bøger – blot ikke de seneste par år. Ligesom når jeg går til koncerter, så opdager jeg, når jeg endelig giver mig tid til at læse, hvor meget jeg nyder det. I 2017 fik en række nye bekendtskaber, som jeg har talt litteratur med. De historier, der udfolder sig side efter side – når de dygtige forfattere sætter ord sammen til de smukkeste sætninger, så bliver jeg en lille smule lykkelig. Jeg er også sikker på, at jeg bliver en bedre journalist af at læse, og jeg har allerede tre bøger på mit natbord, som jeg skal læse:
Nordkraft, Sluk og Dødevaskeren. Derefter snupper jeg en Murakami og en KCN.

Drikke mere vin
Jeg drikker allerede en del, og jeg elsker det! Da jeg startede mit firma i 2012, arbejdede jeg sammen med vinkyper Malene Smidt Hertz, som sagde: ”Hvis naboen har masser af tomme øldåser stående i entreen, tænker vi, gad vide, om han har et problem. Men hvis han har en masse tomme vinflasker stående, tænker vi, sikke en livsnyder!”, da vi talte om, at vin jo stadig er alkohol, og det skal derfor drikkes med måde.

Jeg har i en del år interesseret mig for vin og ved efterhånden lidt. Men ikke særligt meget, og jeg bliver nemt usikker. Min faster ved ufatteligt meget om vin, og jeg har fået lov til at låne hendes vin-duftsæt, så jeg kan træne min lugtesans. Og så skal jeg have læst den kæmpestore vinbog, mine forældre gav mig sidste år i julegave.

Jeg vil også minde mig selv om, hvad Malene fortalte mig, da jeg prøvelæste hendes vinbog, inden den udkom: Øv dig i at dufte og smage alle steder! Læg mærke til, hvordan alting dufter: grøntsagerne i supermarkedet, læderskoene, skovbunden, frisk fisk på havnen, krydderurter, blomster, træmøblerne, siderne i bogen (min yndlingsduft!)

Købe færre ting
I lang tid har jeg følt, at jeg var lidt i min shoppetrangs vold. I takt med, at jeg tjente mere, shoppede jeg mere. Men det gav mig ikke andet end en større trang til – at shoppe mere! Da jeg for noget tid siden hørte en podcast om en mand, der kun har 100 ting, alt inklusiv, blev jeg inspireret. Og da min ekskæreste bemærkede, at jeg havde mange ting, satte det mig i gang: Jeg skal ikke købe flere ting. Jeg har i disse dage smidt flere flyttekasser ud med blandt andet cd’er, dvd,’er, tøj, pynteting, ekstra glas osv. Alt sammen står nu nede i storskrald, forhåbentlig til glæde for nogle andre.

Tøj, makeup, smykker og bøger kommer jeg nok aldrig til at stoppe med at købe. Men jeg vil forsøge at sætte forbruget betydeligt ned. Derudover har jeg på ingen måde brug for flere pynteting. Og slet ikke flere køkkenmaskiner.

Det, jeg kan bruge mine penge på i 2018, er oplevelser: rejser, restaurantbesøg, koncerter, festivaler og gaver til alle de dejlige mennesker, jeg kender. Og friske blomster!

Søge kærligheden
Jeg vil gerne være helt ærlig og sige, at jeg gerne vil forelske mig igen. Sådan rigtig dybt. Det er ved at være noget tid siden. Faktisk var jeg lidt forelsket i sidste år, da jeg mødte en fantastisk klog og smuk mand, som jeg fik lov at date i en kort periode, og den følelse vil jeg rigtig gerne opleve igen. Og jeg tror på, at når jeg er ærlig omkring mine ønsker, går de nemmere i opfyldelse. Det kunne da være dejligt med en skøn fornemmelse i maven, når jeg kysser en mand i de nye år. Suk, jeg kan allerede mærke det!

Godt nytår!

/Louise T

GODT NYTÅR FRA HELE LOVECOPENHAGEN-TEAMET – 

MÅ JERES 2018 BLIVE PRÆCIS, SOM I ØNSKER DET!


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273