Blogs

REPTILE YOUTH & ABBY PORTNER PÅ BREMEN – ANMELDELSE

REPTILE YOUTH & ABBY PORTNER PÅ BREMEN – ANMELDELSE

by 30/09/2015

Når jeg går til koncerter, skal jeg helst have alle sanser i spil for at få en oplevelse ud af det. Jeg skal helst kunne både se, høre og føle musikken på scenen – og jeg skal også helst kunne slå hovedet fra, så det mere bliver hjertet og maven, der masseres. Alt det fik jeg i går aftes på Bremen, da Reptile Youth spillede en helt unik koncert for en fyldt sal.

Når det handler om livemusik, er der helt vildt mange parametre, der spiller ind, før det hele går op i en højere enhed. Lyd og lys skal selvfølgelig passe perfekt sammen. Bandet skal være dygtige, tight. Frontfiguren skal være engageret og engagerende. Der må ikke være for lang tid mellem numrene, men de må heller ikke alle sammen komme lige i røven på hinanden. Scenen må gerne være visuelt stimulerende – enten ved den måde, bandet performer, eller med visuals på en bagskærm eller på scenen.

Spillestedet skal have den rette størrelse og den rette temperatur. Baren skal være velbemandet og fyldt med service og smil. Det samme med garderoben. Og toiletterne skal være mange og rene. Sådan har jeg det i hvert fald. Og du kan også lægge dertil, hvordan jeg selv har det; hvordan har min dag været, hvad har udfordringerne været, og føler jeg mig selv veloplagt som publikummer? Alt spiller en rolle.

Hvis jeg lige kort skal ridse op, hvad denne aften gik ud på, så var koncerten et samarbejde mellem Reptile Youth og kunstner Abby Portner, som har lavet scenedesign til denne korte koncertturné på tre koncerter (og også til Spot-koncerten tidligere i år). Koncerten fandt sted i salen, så publikum sad ned, og musikken var ligesom delt op i tre: 1. med fuldt band, 2. kun keyboardspilleren, og dernæst Mads Damsgaard Kristensen og keyboardspiller, og 3. fuldt band igen (med ekstranummer til slut)

Lykkebringende mavepuster

Det er ikke svært at forstå, at der skal meget til, før en koncert er vellykket. Der er rigtig mange mennesker, der alle sammen skal løfte deres del af opgaven, og koncerten er dermed kun så stærk som sit svageste led. Det kan næsten kun gå galt.

Når det så ikke går galt, så er det så befriende dejligt, at man bliver lykkelig i et kort øjeblik – når musikken rammer i mellemgulvet, fordi alt andet også er perfekt. Man får ro til at lade sig overgive til musikken og ordene. Og for mig er netop ordene i musikken afgørende for, om jeg kommer helt derop, hvor der er allerdejligst.

Jeg havde allerede fra koncertens start en følelse af, at jeg befandt mig på det helt rette sted denne tirsdag aften. Men da Mads Damsgaard Kristensen sang, “in the softness of a kiss”, i en stille udgave af ‘All Of The Noise’, hvor keyboardspilleren var den eneste musiker på scenen udover Mads, var det som at få en mavepuster, et tryk på brystet, og jeg måtte blinke tusind gange med øjnene for at holde tårerne tilbage. Det var så smukt, følsomt og nøgent, uden overhovedet at blive påtrængende. Det var faktisk de stille øjeblikke under koncerten, som gjorde størst indtryk, for godt nok var Mads vild, voldsom og meget underholdende på en festlig måde, når hele bandet spillede, og de alle sammen trykkede den max af – det var også vildt fedt! Og jeg troede på alt, hvad han sang, det gjorde vi alle sammen, vi var jo med ham hele vejen. Men da der blev skruet ned for tempoet, og han kom helt tæt på, gik det direkte ind og masserede mit musikelskende hjerte. Åh, hvor var det godt!

Dette mere stille afbræk, meget atypisk for Reptile Youths ellers super energiske koncerter, gjorde mig så godt – men da bandet så kom på scenen igen, gik det hele op i en højere enhed. Når man først er blevet begavet med sådan en emotionel rutsjetur, er der ikke noget bedre end at blive rusket op i. “Hvornår må man rejse sig op og danse?” spurgte jeg min ledsager og prøvede desperat ikke at rokke for meget frem og tilbage i sædet. Og da Mads mellem numrene gentagende gange påpegede, at det var en smule underligt for ham og bandet at spille, ikke kun for et siddende publikum, men også på en stille tirsdag kl. 20.30 – så fint og pænt på en måde – så kunne vi sagtens sætte os ind i hans fornemmelse, for man får lyst til at danse og slippe hæmningerne til en Reptile Youth-koncert (prøv bare at sidde stille til numre som ‘Two Hearts’, ‘Above’, ‘Away’, ‘Keep On Moving’ og ‘Speeddance’ – det kan man ganske enkelt ikke). Men her blev Abby Portners scenedesign den forløsning, som man ellers ville have fået ved at stille sig op og danse. Store oppustelige figurer, der fik scenen til at minde om et akvarium (især når de forskellige visuals ramte scenen), og jeg kom faktisk også til at tænke på Forlæns & Baglæns. Ikke at det på nogen måde forstyrrede oplevelsen, at Bamses Billedbog pludselig var repræsenteret. Men at musik og scenedesign passede så godt sammen, var en fornøjelse at være vidne til – blot at læne sig tilbage og nyde at blive taget med på en rejse, hvor næsten alle sanser kom i spil.

Tak for den oplevelse, Reptile Youth og Abby Portner.

/Louise

Reptile Youth

 

 


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273