Snapseskole på Christianshavns Færgecafé

1
373
Vi har i den grad fået øjnene op for snaps og akvavit på LoveCopenhagen takket være nogle yderst dedikerede entusiaster. En af dem er indehaveren af Christianhavns Færgecafé, som i løbet af året glædeligt deler ud af sine bedste tips og erfaringer, når han afholder Snapseskole ombord på sin Christianshavnerfærgen. Læs her hvorfor det er værd at komme tilbage på skolebænken.

 

I sensommeren var i et smut forbi Spirikum akvavit- og snapsefestival for at lære endnu mere om de nordiske dråber, som i den grad deler vandene. Snapsen er jo ikke altid noget, der vækker glade minder hos folk takket være for mange (og dårlige) julefrokost branderter. Det er virkelig en skam, for snaps og akvavit kan altså noget, og der findes så uendeligt mange variationer, at det er en skændsel at sige, at man resolut ikke kan lide det. 

På Spirikum mødte vi Erik Frandsen, indehaver af Christianshavns Færgecafé, som efter sigende skulle have lavet ”Snapsens Bearnaise”, og det lød jo næsten for godt til at være sandt. Men det er det ikke! Erik har nemlig lavet Christianshavnerurten, en snaps med estragon, fennikel og ingefær, som ja, unægtelig leder smagsløgene i retning af en god bearnaise. Den er fantastisk, og giver en helt ny dimension til det smagsunivers, som man hurtigt kan gå på opdagelse i blandt snapse, hvis man altså ikke er til en klassisk dild- eller krydder-akvavit. Christianshavnerurten er kun én blandt de mange Skippersnapse, som Erik har udviklet specielt til sin restaurant, Christianshavns Færgecafé, og årligt bliver det til omkring 2.000 hjemmebryggede flasker snaps – alle med krydderier og lækkerier som han blandt andet sanker fra Amager Fælled. Erik er snapseentusiast helt ud til fingerspidserne, og han lærer gerne fra sig. Du nemlig kan også blive klogere, hvordan du kan lave hjemmelavede snaps, da Erik i løbet af året afholder Snapseskoler og deler ud af sine bedste tips og store erfaring med snapsebrygning.

Vi var for nyligt inviteret med på snapseskolen – og det kan anbefales til alle, novicer så vel som garvede snapsebryggere. På Snapseskolen kan du blive klogere på, hvilken alkohol du skal bruge, trækketider, smagning og inspiration til hvilke urter, blomster, krydderier og frugter du kan sanke og bruge. Jeg har været på Christianshavns Færgecafé en del gange efterhånden, fordi de har lækker mad, fantastisk smørrebrød, skøn betjening, og hyggelig stemning. Og jeg er helt flov over at indrømme, at jeg på mine mange besøg slet ikke har udforsket deres snapsekort. Men det gav Snapseskolen en virkelig god, kærkommen og tiltrængt mulighed for. Snapseskolen bliver afholdt på Christianshavnerfærgen, der ligger til land lige ud for Færgecaféen på Strandgade, og er en antik, tidligere svensk registret passagerfærge, som nu fungerer som selskabslokale. Inden du overhovedet har fået den første snaps, føler du dig allerede lidt beruset, da færgen gynger en smule, og så er stemningen for Snapseskolen sat fra start.

Snapseskolen er meget uformel og med en del smagsprøver undervejs, så smagsløgene fra start kommer på overarbejde. Vi smagte bl.a. hyldeblomst-, valnødder-, grøn hassel-, og julesnaps – og endda også en ret speciel snaps med Johannesurt (perikum), som er kendt som naturens lykkepille. Det kan da kun være en god kur mod en slem vinterdepression! Erik svarede flittigt på spørgsmål undervejs, og det gav nogle både sjove historier og også tips fra de deltagende gæster. Som novice vidste jeg ikke meget om snapsebrygning, men jeg blev inspireret til selv at komme i gang, og jeg kunne forstå på de langt mere garvede snapsebryggere, der deltog på snapseskolen, at de også fik mange brugbare råd, tips og inspiration.

Snapseskolen er derfor både for dig, der gerne vil lære mere om snaps, og få muligheden for at smage på nogle forskellige og opdage, at det måske kun er den lunkne julefrokost version i alt for store mængder, som bare ikke er for dig og dine smagsløg. Og Snapseskolen er også for dig, der allerede har lavet snaps i mange år, og gerne vil have ny inspiration eller blive klogere på, hvordan du perfektionerer din jule- eller påskesnaps.

Efter snapseskolen er der middag med Matrosens Aftenbord aka traditionel dansk smørrebrød og et dertilhørende batteri af snapse. Hvis du deltager i snapseskolen, så lad bilen stå hjemme, der er alt for mange lækkerier, som du ellers skal sige nej til.

Det koster 385 kr. for Snapseskole med foredrag og efterfølgende middag – og der er rigeligt med snaps i løbet af aftenen. De næste Snapseskoler er den 31. marts og 7. april 2019.

Jeg deltog alene i Snapseskolen, og det synes jeg lige er værd at nævne, fordi det var møg hyggeligt. Folk var meget snakkesagelige, og jeg hyggede mig med at sludre med de andre deltagere om alt fra snaps til politik – og det var ikke kun snapsens skyld, men omvendt kan god snaps jo selvfølgelig få det bedste frem i folk! Det skal altså ikke være en hindring for dig at deltage, hvis dine nærmeste ikke er lige så vilde med snaps, som du er.

Du kan også læse mere om manden bag Snapseskolen, Erik Frandsen i vores Københavnersnude interview her. Hvis du gerne vil kaste dig mere ud i snapsens spændende univers, så kan jeg også anbefale dig at kigge forbi Rastløs akvavit bar på Nørrebro, som du kan læse mere om her.

/Louise Bro

 

 

1 COMMENT

Comments are closed.