TRAILERPARK FESTIVAL LUKKER OG SLUKKER

0
288

Normalt bringer vi ikke pressemeddelelser, men vi fik i dag en trist nyhed ind i indbakken: Det er sidste år, Trailerpark Festival finder sted. Det er min yndlingsfestival, så mit hjerte er lidt knust i dag. Men da jeg ved, at Artrebels er kunstner-iværksættere, tror jeg på, at denne slutning er starten på noget nyt, og jeg glæder mig vanvittigt meget til at finde ud af, hvad deres næste tiltag bliver. Læs her deres meddelelse til alle os fans:

“Vi har en stor og ambivalent nyhed. Trailerpark Festival lukker efter årets festival, som starter på torsdag.. Og vi lukker med et kæmpe brag.

På torsdag åbner dørene til Trailerpark Festival 2016, men i dag offentliggør festivalen, at dette års festival også bliver den sidste. Det betyder at Trailerpark Festival denne weekend både fejrer 10 års jubilæum, men det er også sidste gang at man kan gå på opdagelse i Trailerparkens unikke og farverige univers af musik, kunst og design midt i København.

Trailerpark Festival lukker heldigvis ikke af økonomiske årsager, da festivalen i år kommer til at sætte publikumsrekord (og der er stadig endagsbilletter til salg).

Trailerpark startede som en lille fest for et par tusinde mennesker, men er vokset år efter år og samler i dag 10.000 mennesker over 3 dage. Festivalen adskiller sig fra en række af de store kommercielle festivaler i det danske festivallandskab, da det er en legeplads og eksperimentarium for en bred række af kreative udtryk. Festivalen har et særligt fokus på fremadstormende talenter på både kunst, teknologi og musikscenen og festivalen er stedet hvor man har kunne høre Quadron, Oh Land, Turboweekend, MØ og en række andre navne, før de slog bredt igennem.

Se reaktioner fra musikere nederst.

Det er en af de hårdeste beslutninger vi nogensinde har skulle tage, da det er vores hjertebarn og festivalen har aldrig været mere populær end i dag, men dette er også grunden til at vi lukker festivalen. Vi tror på at man altid skal udfordre sig selv og prøve noget nyt og vi vil gerne slutte på toppen, mens kærligheden og passionen er intakt. ” siger Carla Cammilla Hjort, som stiftede festivalen for 10 år siden.  

I år spiller navne som Phlake, Section Boyz, Elliphant, LISS, Gilli, Anne Linnet, Gold Panda, Velvet Volume, Vinnie Who, men traditionen tro byder musikprogrammet også på massere af musiknavne fra undergrunden. Derudover vil festivalens endagskonference byde på mange inspirerende udstillinger, foredrag, filmvisninger og workshops fra internationale profiler på teknologi scenen.

Fakta om Trailerpark Festival:
Scener: 4
Kunstnere: 38 live koncerter
6 dj shows
25 samtidskunstnere
29 teknologi udstillinger
15 foredrag
8 workshops
8 film
Hvor mange gæster: 10.000 over 3 dage

Billeder kan findes via dette link: http://www.trailerparkfestival.com/vibe/#photos

Oh Land:
“Trailerpark var den første festival der bookede mig. De er ikke bange for at tage chancer og først og fremmest er det et program der er lagt med hjertet istedet for billetsalg in mente. Det kan man mærke. Der er altid spændende nye navne fra undergrunden.

På Trailerpark Festival må man gerne må “stikke ud”. Første gang jeg spillede på Trailerpark Festival var det med uglemaske på og fugle-marionetdukker og sæbeboble-håndpistol. Og det var der ingen der syntes var specielt aparte.”

Oh Land har spillet to gange på Trailerpark Festival – første gang var i 2008 og senest i 2015.

Pelle Peter Jensen – DR
“Trailerpark er et helt unikt univers. En boble af farver og lyd. Hvor stjerner blev født og hvor kunst ikke bare er pynt.

Et pissefriskt og inspirerende bud på hvordan man hylder Københavns kreative miljøer uden at skele til om det enten er alt for mærkeligt eller for poppet, så længe det har en gnist. Fedhed med kant og glæde.

Jeg har haft æren af at være konferencier på Trailerpark 7 år i træk og som toastmaster for foretagendet vil jeg gerne sige tak for god opførsel og den kæmpeste fest. Skål!”

Nikolaj Vonsild, When Saints go Machine // Cancer:
Jeg er blevet kysset, har set min bror tage hovedspring fra en af ramperne i ren eufori og holdt min mors fødselsdag med sang, champagne og pot på Trailerpark Festival, så jeg kommer til at savne at have jer at hygge med hver sommer.

Men jeg kommer allermest til at savne at spille på festivalen. Jeg har altid følt at det var som at komme hjem, at spille i de omgivelser i min egen by og jeg har haft nogen af de bedste og varmeste koncertoplevelser med både med Cancer og When Saints Go Machine.

Trailerpark adskiller sig fra mange andre festivaler på den måde, at selvom der er mange mennesker, så er det stadig hyggeligt og hjemligt. Rammerne skaber en intimitet, særligt på grund af udsmykningen og de mennesker der står bag den. Jeg er helt sikker på at vi kommer til at mangle en festival af den størrelse i København, hvor både etablerede og nye acts mødes midt i byen.

Vinnie Who:
Vi er jo startet som hus-orkester på Trailerpark. De har fra starten støttet op omkring os og satset på os, hvilket har hjulpet os i troen på os selv.

Trailerpark samler folk igennem kunsten og har fra starten været dygtige til at samle folk der har noget at bidrage med. De har været med til at åbne dørene for mange og åbnet folks øjne for nye talenter.

Festivalen har altid emmet af en åben, afslappet og hjemlig stemning, og samtidig givet  følelsen af en eurofori.  

Tak for denne gang og vi ser frem til at slutte 10året med et brag!

Chris Pedersen:
Igennem de sidste ti år har Trailerpark markeret sig som en af Københavns sjoveste og mest overraskende begivenheder. Programmet har budt på alt fra queer-performere fra den internationale undergrund til det danske mainstreamnavn Medina. Og stemningen har i den grad været præget af både nysgerrighed, livsglæde og humor, der har dannet scenen for en perlerække af gode fester der har føltes forbløffende intime.

Jeg kommer til at savne legen, og de altid inspirende omgivelser. Samt festivalens mod til at give både nye og gamle navne chancen, og ofte rykke ved min egen smag. Måske mest udtalt, da Trailerpark gav den ‘rigtige smag’ fingeren og fik mig til at danse til en afvæbnende Christopher.

Tak for dansen.

Trentemøller:
Tak for 10  x Trailerpark Festival! En fedt alternativ til de mere etablerede festivaler og en københavnsk festival, der tog dens omgivelser alvorligt. Det var altid spændende at se den kreative og legende udsmykning der dannede rammen og satte scenen for musikken!

 

LoveCopenhagen vil naturligvis være på årets Trailerpark Festival, og I kan læse om vores oplevelser i weekenden og i næste uge.

Rigtig god fornøjelse med den sidste Trailerpark Festival nogensinde – lad os have en fest!!! 

/Louise