Blogs

Vores weekend – uge 17

by 25/04/2014 0 comments

Det er næsten ikke til at tro. Men det er allerede (og heldigvis) weekend igen! Og det ser ud til, at denne weekend byder på næsten sommerlige tilstande. Det kan man da ikke blive andet end komplet glad i låget over. Hvis man nu skulle få lyst til at lave andet end blot at dase i solen, så læs med her om Annes weekend og få måske lidt inspiration til gode oplevelser:

Min weekend bliver dejlig! Det er helt sikkert. Og ikke kun fordi vejret ser ud til at blive fremragende, men også fordi jeg har gode og inspirerende oplevelser i vente – hele weekenden!

logo_48Timer

Fredag vil jeg tilbringe på Nørrebro, hvor kulturfestivalen 48 Timer skydes igang klokken 17 på Nørrebrogade ved Assistens Kirkegården med åbningstale af bloggens gode ven og beatpoet Claus Høxbroe, hvorefter Lucy Love, svenske Fastpoholmen og vestafrikanske Dawda Jobarthe giver et (forestiller jeg mig) brag af en gratis koncert. Jeg elsker gadefester og festivaler. Jeg elsker den stemning, der er, når man står helt tæt eller bevæger sig langsomt igennem en tæt menneskemængde, mens der bare sker alverdens ting rundt om en. Det er helt fantastisk – og indbegrebet af sommer.

© COPYRIGHT 2012. RICARDO RAMIREZ PHOTOGRAPHYALL RIGHTS RESERVED.www.ricardo-ramirez.com / info@ricardo-ramirez.com

© COPYRIGHT 2012. RICARDO RAMIREZ PHOTOGRAPHYALL RIGHTS RESERVED.www.ricardo-ramirez.com / info@ricardo-ramirez.com

Efter koncerten vil jeg lade mig overraske af alle de tilbud, som 48 Timer bugner af. Men jeg vil helt sikkert gå ned mod Dronning Louises Bro og sætte mig der og nyde stemningen og alle menneskerne. Måske vil jeg købe mig en hotdog, bare fordi … Og nyde den med en kold øl. Bagefter vil jeg nok smutte forbi Griffenfeldsgade til ‘Cumbia, cocktails, salsa og solidaritet’ (i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41), hvor man kan svinge hofterne (så godt man nu kan) til lækre sydamerikanske rytmer, alt i mens man støtter arbejdet for politiske fanger i Colombia.
I kan finde hele kulturfestivalens detaljerede program her – og jeg kan garantere jer for, at der er noget for enhver smag.

Min lørdag kommer på alle måder til at stå FULDSTÆNDIG i (natur)vinens tegn: der er Fri Vin på Prags Boulevard på Amager. Og er der noget, jeg ved, så er det, at det ikke kommer til at gå stille for sig!

FriVin 2014

FriVin 2014

Fri Vin er en stor vinsmagning. Intet mindre end fantastiske 72 vinbønder deltager med deres fantastiske saftige vine, som man kan få lov at smage (jeg vil lige her anbefale, at man husker at spytte! Ellers er det UMULIGT at komme igennem alle 72 bønders vine). Dørene åbnes klokken 10 og smagningen slutter først ved 18-19-tiden. Så der er (heldigvis) god tid til at smage sig igennem alle flaskerne – hvis man har mod på det 🙂

Ud over smagningen kan man hele dagen købe kaffe af Riccos. Man kan købe lækker pølse og ost. Til frokost kommer David Fischer, der til daglig har restauranten Hos Fischer på Østerbro, og sælger en lækker pastafrokostret. Og det kan jo godt være tiltrængt med lidt mad, når man er midt i en massiv vinsmagning.

Omkring 17.30-tiden (plus/minus) kommer et band og spiller op, fordi smagningen bliver afløst af vinbar og fest. Og fortvivl ikke over aftensmaden, for de dygtige drenge fra Kadeau kommer forbi med den – helt sikkert til en helt rimelig pris! Og så er man da bare klar til at lade sig beruse af vidunderlige druer i selskab med skøre vinbønder fra hele Europa! Ja, jeg tror ikke, at jeg er den, der går først hjem 🙂

Søndag skal jeg nok sove lidt længe … Ovenpå alle vin-strabadserne. Men jeg skal ikke sove hele dagen. For jeg skal tilbage til Nørrebro. Til en byvandring i oprørets tegn. En byvandring, der er arrangeret af Politimuseet, og som tema har de mange oprør og optøjer, som Nørrebro har lagt gader til. Den starter ved Politimuseet på Fælledvej klokken 15 og varer et par timer.

Når byvandringen slutter, vil jeg cykle hjem. Sikkert ind igennem Assistens Kirkegården, der er så vidunderlig på denne tid. Og som sikkert lige kan være med til at få min puls ned i normalt tempo igen efter en weekend, der har budt på lidt af hvert! Og når jeg kommer hjem, vil jeg smide mig i sofaen og puste ud efter en dejlig dejlig weekend!  

 

Rigtig god weekend!

Kærlig hilsen
Anne

 


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273