Blogs

Weekend by Love Copenhagen #38

Weekend by Love Copenhagen #38

by 19/09/2014 0 comments

Hvem ved; måske er det den sidste weekend, hvor du virkelig kan nyde vejret udenfor? Tag derfor imod alle de fantastiske udendørs initiativer, som byens mange ildsjæle står bag som fx fællesspisning ved et 800 meter langt bord på Sønder Boulevard eller en kold tur i havnebadet på Islands Brygge.

god

Foto lånt fra God Goes Deeps facebook

1:
Har du været i Vor Frue Kirke? Tjek. Har du været i Vor Frue Kirke, mens bassen pumpede sammen med Gud? Hvis ikke så tag til God Goes Deep fredag aften fra kl. 20 til 24, hvor DJ Disse og Buda (en del af duoen Lulu Rouge) vil sørge for, at det kirkelige rum når nye himmelhøjder, mens du kan få dig et lille pusterum og koble af inden byturen. Er du i stedet til afslapning på sofaen, så kan du streame eventet live på MixCloud her.

zoo

Foto lånt fra Zoos facebook

2:
Jeg er typen, der har årskort til Zoo – også selvom jeg ikke har nogen børn. På lørdag fejrer den gamle park 155 års fødselsdag og inviterer derfor alle med årskort til at tage en ven gratis med ind. På dagen vil der være fokus på Zoos historie, gamle bygninger og ting i den dur – men du kan også bare nyde de fjollede dyr og måske få set den nyfødte flodhesteunge.

Høstfest

Foto lånt fra KBHS HØSTFESTs facebook

3:
For en flad 50’er kan du spise dig mæt i alt det gode mad, som København har at byde på, under Københavns Høstfest på Sønder Boulevard fra kl. 17 til 21. Det bliver et kæmpe madeksperiment, hvor over 30 af hovedstadens sejeste restauranter, landmænd, kogekoner urbane haver, sociale madinitiativer m.fl. er blevet parret på kryds og tværs i 9 forskellige partnerskaber for at se hvilket høst-måltid, de får tryllet frem af hovedstadens høst. Ved et 800 meter langbord kan du opleve de med 9 forskellige “restaurant-oplevelser” samt 9 lækre menuer, der alle er tilberedt på årstidens råvarer. Køb billet til en af menuerne i forvejen og tag til Vesterbro og smags selv årets Københavnerhøst.

vinterbad

Foto lånt fra Havnebadet Bryggens facebook

4:
Så sker det endelig! Vinterbadersæsonen starter igen og jeg glæder mig som en gal til at få kroppen gennemvarmet i sauna for efterfølgende at få den afkølet i havnebadet på Islands Brygge. Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med det kolde gys? Så skulle du måske overveje det. På søndag afholder mange af Københavns vinterbaderforeninger sæsonstart, hvor du kan se og høre mere om, hvad det hele går ud på – og hvem ved; måske melde dig ind? I Vinterbad Bryggen er der sæsonstarts event fra kl. 13 til 16.

Rigtig god weekend derude i byen!

Kærlig hilsen Ditte


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273