Blogs

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #25

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #25

by 23/06/2016

Har du lagt mærke til det? Det er sørme blevet sommer, du! Og sommer = festival, og nu har jeg jo insider-viden om denne skønne blogs indhold, så jeg ser ingen grund til at føre dig, kære læser, igennem festival-Danmark, MEN… én særlig dag får du dog en masse info om – og så har vores dejlige by som vanligt et flot weekendprogram klar til dig!

TORSDAG: Bål & Champagne!

Hører du til én af dem, som har mere end almindeligt svært ved at forstå, hvorfor man skal brænde kvinder med lange næser og vorter af på bål, mens man skråler med på en Shubidua-sang, som tager en hel del dage at få ud af hovedet? Frygt ej! Hjælpen er kommet! NU kan du nemlig lade som om, at det er den bedste aktivitet i verden, imens du drikker champagne med udsigt til søerne i Indre by. Det er Champagnekælderen, som holder hof, og det betyder i store træk, at små champagnehuse med stor smag kan nydes til små penge – halleluja lige nu! 

HVAD: Skt. Hans med champagne HVORNÅR: Torsdag fra 14-22 PRIS: Én anbefaling fra min hånd kunne være Roland Champion BdB til 250 bobs – men så er det også to-go 🙂 Glas kan du låne fra kælderen, som er på hjørnet af ‘indhakket’ til Hotel Kong Arthur.

FREDAG: DIGNITY DAY i Kongens Have med Kesi, Chinah, L.I.G.A & The Eclectic Moniker!

Advarsel! Nu bliver det lidt ananas i egen juice! 🙂

Jeg er en stolt mand på fredag. Den organisation, som jeg til daglig er kommunikations- og fundraisingchef for, DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, afholder for 3. år i træk DIGNITY DAY for at markere FNs Internationale Støttedag for torturofre verden over. I København fejrer vi støtten med et væld af fede live-koncerter med Kesi, Chinah, L.I.G.A og The Eclectic Moniker, børneunderholdning, ansigtsmalere, taler, streetfood, vin- og cocktailbar, petanque, konkurrencer med fornemme præmier fra Icelandair, DIGNITY telt – og det hele bindes sammen af vores ambassadør Sarah Grünewald sammen med den evigt gode mand, Jes Dorph-Petersen!

Musikprogram

15.30 Pippelipop Show (til børnene og andre barnlige sjæle)

16.30 Chinah

18.00 The Eclectic Moniker

19.30 L.I.G.A

21.00 Kesi

Der er GRATIS entré til haven, og det varer næsten hele dagen. I øvrigt er der altså ingen grund til at medbringe hverken mad eller drikke – der er rigeligt med muligheder i haven… Og så går overskuddet til kampen mod tortur!

HVAD: DIGNITY DAY 2016 HVORNÅR: Fredag kl 15.30 – 22.00 PRIS: Det er sørme gratis!

LØRDAG: Svælg dig i koreanske specialiteter, og oplev hvorfor de aldrig har tømmermænd! 😉

Copenhagen Kimchi Festival løber ligesom DIGNITY DAY på sit 3. år, og ligesom førnævnte er det en dundrende succes! Siden jeg tilbragte 4 måneder i Seoul i Sydkorea har jeg været fuldstændigt forelsket i det koreanske køkken, og jeg gør hvad som helst for at komme i nærheden af det. Herhjemme popper det lækre, sunde og smagfulde køkken op mere og mere – og her til festivalen kan du altså få smagsprøver, og dén vej rundt danne dig dit eget billede af den koreanske gastronomi. Det er lækkert, det er gratis – og jeg lover dig; du vil aldrig glemme din første bibimbap!

HVAD: Copenhagen Kimchi Festival HVORNÅR: Lørdag kl 10-17 PRIS: Gratis sgu!

SØNDAG: Hvis du har fulgt mine anbefalinger, så har du brug for et break – ENJOY! 🙂

Jeg håber inderligt at se jer i Kgs Have. På fredag gør din oplevelse en forskel!

/Christoffer


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273