Blogs

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN 27

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN 27

by 03/07/2015 0 comments

Sommer, sommer, sommer – nu er du endelig kommet. Jeg har tænkt mig at nyde den, så længe den varer. Hele weekenden har jeg derfor planlagt arrangementer udenfor. Jeg glæder mig til at gå rundt i nederdel og sandaler og lade solen varme mig op alt imens, jeg drikker en kold friskpresset juice. I love it.

Carlsberg fredagsbar med dj og øl

Fredag – Fredagsbar med DJ
Hver fredag i juli forvandler Carlsberg deres brostensbelagte Bryggergård til fredagsbar med DJ, langborde under parasollerne, pølser på grillen og masser af kold, velskænket øl. Det lyder i mit øre, som en perfekt fredag eftermiddag/aften. Musikken og grillen starter kl. 16.00, og studerende får 20 % rabat på øl og mad. Får du lyst til at vide mere om Carlsberg, kan du helt særligt på disse aftener tage en gratis tur rundt i udstillingen. Du kan blandt andet gå på opdagelse i verdens største samling af ølflasker. Spil med på deres app – hver time vinder den bedste spiller en stor kold fadøl. Mmmm. Carlsberg stiller en gratis shuttlebus til rådighed fra centrum kl. 15 og 16 med afgang fra Vesterbrogade 6 v. Royal Hotel og retur kl. 21.30, så det er bare med at komme afsted.

Hvor: Gamle Carlsberg Vej 11, 1799 København. Hvornår: Fra kl. 16.00. Pris: gratis.

 

Jazz festival

Lørdag – Tag til gratis Jazz-koncert
Ved du ikke, om du er SÅ vild med jazz, at du vil investere i en dyr billet? Eller har du aldrig sådan rigtig været til en jazz-koncert? Nu har du muligheden for at teste dit jazz-hjerte af, for under Copenhagen Jazz Festival, kan du hver eftermiddag tage et afbræk i Husets Gårdhave og høre gratis jazzkoncerter. Haven præsenterer unge talenter og et bredt spekter af, hvad unge jazzmusikere laver og koncentrerer sig om lige nu. Gårdhaven har åben hver dag fra middag, og alle koncerter er gratis. Tag et afbræk fra at trave rundt i byen og nyd en kold Tuborg i den grønne oase midt i hjertet af København. Se Gårdhavens program.

Hvor: Huset-KBH, Rådhusstræde 13, 1466 København. Hvornår: 13.00 til 17.30. Pris: Gratis.

yoga i det fri gratis

Søndag – stræk ud med søndagsyoga

Mangler du at restituere ovenpå Roskilde eller en hård weekend? Så kan du tage forbi Søndermarken på søndag. Her bliver fødderne plantet solidt i jorden, og du får mulighed for at dyrke yoga i den fri natur, nyde duften af sommer og se op på himlen. Jeg kan allerede mærke, at det bliver godt. For at få et godt udbytte af yoga i det fri anbefales det, at du kender bare en smule til yoga eller lignende bevægelsesformer. Hvis vejret er meget dårligt, annonceres en evt. aflysning hurtigst muligt på Facebooksiden. Medbring gerne en yogamåtte ellers kan du snilt bruge naturen som underlag. Der er søndagsyoga: 28. juni, 5. juli, 12. juli, 26. juli samt de fleste kommende søndage frem til september. Se sommerens skema for yoga i det fri her.

Hvor: Alle mødes i Søndermarken på ”sportsplænen” kl. 14.30 præcist. ”Sportsplænen” ligger ca. 100 meter fra Cisternerne (glaspyramiderne). Hvornår: 14.30 til 15.45. Pris: 80 kr. (læs mere om priser og betaling her)

Nemoland og gratis koncerter

Søndag – gratis koncerter på Nemoland
Alle søndage fra 17. maj til den 23. august er der gratis koncerter på Nemolands udendørsscene. Igen i år byder koncerterne på to forskellige artister henholdsvis kl. 18 og kl. 20. Programmet er som altid meget bredt sammensat, fordi Nemoland ønsker at, så mange forskellige mennesker som muligt besøger den hyggelige have midt i Christiania. Samtidig får de faste gæster rige muligheder for indblik i et stort udvalg af Danmarks bedste artister. På søndag kan du høre den 22-årige rapper, Kesi, spille et af sine store hits”Søvnløs”. Klokken 20 kan du høre Hedegaaard & Brandon Beal, der sidste år opnåede over 50 millioner streams på deres udgivelser. Hvis ikke du kender dem, så kender du måske deres hits ”Happy Home” og ”Twerk It Like Miley”. Du kan se hele programmet her.

Hvor: Cafe Nemoland, Fabriksområde 52, 1440 København K. Hvornår: Kl. 18 og 20. Pris: Gratis.

Nyd det gode vejr, så længe det varer. Jeg har valgt ikke at nævne Roskilde i dette indlæg, selvom det er weekendens store taleemne. Det gør simpelthen for ondt. Det er første gang i mange, mange år, at jeg ikke er på Roskilde. Og jeg har allerede fortrudt flere gange, men sådan er det, når man skal være voksen og fornuftig. I må ha´en fantastisk weekend – vi ses derude!

/Maria


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273