Blogs

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #33

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #33

by 14/08/2015 0 comments
Min krop består nu halvt af menneskeceller og halvt af hvidvin. I sidste uge blev den nemlig forkælet med kølige, hvide druer på flaske alle ugens 7 dage, og denne weekend har jeg faktisk bare tænkt mig at fortsætte – hvilket på ingen måde bliver svært. For vinbarerne står jo  i kø for at åbne i København; bl.a. har Paté Paté nu fået en lillebror, Petit Paté, på Godthåbsvej. Den må jeg forbi i weekenden, der står i mangfoldighedens tegn under Copenhagen Pride. I den anledning vil jeg derfor slå mig på både rosé, rød, orange og portvine… for ligesom mange andre under Pride har jeg også en bred smag.

Foto: Morten Seier Meldgaard

FREDAG
copenhagenpride-logo-farver
Historisk LGBTQ-rundtur i København

For hvert år bliver Copenhagen Pride større og større; ikke kun i arrangementer men også i dage – og jeg elsker det! Tilbage på uni tog jeg med stor fornøjelse forskellige fag på Kønsstudier og har derfor stukket næsen dybt i både queer-, feminisme- og maskulinitetsstudier. Derfor glæder jeg mig også til Copenhagen Free Walkning Tours under Pride, hvor en en særlig udgave af deres guidede rundtur til fods bliver afholdt med særligt fokus på LGBTQ-historie i indre København.

Den gratis rundtur starter kl. 16 fra rådhustrappen på Rådhuspladsen og slutter kl. 17.30. 

LØRDAG

DCIM100GOPRO

Stik af til Malmø Festival

Sidste weekend dalrede jeg rundt i Malmøs gader fra den ene vinbar til den anden. Det kostede mig hælen på min Louboutin-stiletter, men det var det hele værd. For Malmø er en ligeså sjov og skøn by som København, og så er den lynhurtig at komme til. Lørdag tager jeg derfor turen derover igen sammen med Louise, når der er stor og gratis festival i den svenske storbys gader. Her skal jeg have lokket Louise med op i Europas største mobile klatretårn, se på smukt og nytænkende parametrisk design og rocke til det Malmø-baserede band Death Ray Boot. Og så skal jeg selvfølgelig smage på de mange mad- og vinsteder, som popper op i byen under festivalen, der afholdes fra den 14. til 21. august. Så værs’go; gratis festival der nås med en togbillet.

Bliv hjemme og fest igennem

Er du i byen lørdag aften, så vil jeg stærkt anbefale dig at tage til en af de mange fester under Pride. Hvis jeg når det, så smutter jeg selv forbi den tilbagevendende og altid underholdende gadefest i Studiestrædet, hvorfra jeg vil tage videre til det officielle Pride Party i Pumpehuset, hvor Svendstrup & Vendelbo bl.a. spiller op. Hvis mine fødder kan holde til det, så slutter jeg min aften i selskab med dj’s i verdensklasse på Culture Box, hvor Tim Andresen får selskab af den unge og yderst talentfulde Mark Fanciulli, der er lillebror til den mindst ligeså dygtige (og mere kendte) Nic Fanciulli. Hvis det sker, så bliver vinen skiftet ud med Gyldne Damer på dansegulvet i Black Box.

SØNDAG

9927501-node-image-upload-1-drengen-der-aldrig-flytter-hjemmefra-300-dpi-jpegjpg

OPLEV BYEN PÅ NY UNDER METROPOLIS

Jeg bliver altid betaget, når jeg ser byens rum forvandle sig og blive brugt utraditionelt, hvilket netop nu sker under kunst- og performance-festivalen Metropolis, der kan opleves til og med den 30. august. Jeg vil tage mine gode sko på (ikke Louboutin!) og lade festivalens mange forestillinger, vandringer og installationer fra bl.a. Barcelona, Amsterdam, Toulouse, Wien, Beijing og København bringer mig rundt i hele byen, ud på vandet og endda ind i andres hjem. Søndag vil jeg slå vejen forbi Frederiksberg Bredegade 7B og se installationen “Drengen der aldrig flytter hjemmefra” af Julian Toldam Juhlin. Det er historien om drengen, der bor i et videoovervåget værelse på Vesterbro, hvilket bliver live-transmitteres til væggene i børneværelset på Frederiksberg Bredgade 7B, hvor hans mor bor. Og jo, det er en sand og vild historie, som du nu selv kan opleve – ganske gratis.

 

Uanset om du er til hvid, rød eller rosé, så håber jeg, at du får den mest fantastiske weekend under de smukke og flagrende regnbueflag, som vores tolerante by er indhyllet i de næste dage. Jeg vil kaste mig over den med åbne arme, åbent sind og ikke mindst stor tørst efter alt, hvad den bringer mig.

/Ditte

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.