Blogs

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #41

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #41

08/10/2015
Siden gymnasiet har jeg haft et forfatter-crush på Jan Sonnergaard og med stor fornøjelse læst hans skildringer af København. Især yuppierne fangede min interesse, og jeg kiggede derefter længselsfuldt ind gennem vinduerne på Café Victor, når jeg en sjælden gang var på en Strøgtur som ung – selvfølgelig ankommet med firetoget som en ægte sydsjællandsk turist. I weekenden vil jeg derfor genkalde mig nogle af Sonnergaards fantastiske historier fra Victor, mens jeg sætter tænderne i en af de mange frankofile retter, som yuppiernes højborg byder på.
FREDAG

stemning-567x300

TØMMERFLÅDE KONCERT UNDER KULTURNATTEN

Det er en bragende god idé,  at København lukker op for godteposen under Kulturnatten. Jeg er nok bare typen, der hellere vil opleve byen alle andre dage end under Kulturnatten, hvor folk fra provinsen gør det. Alligevel ser du mig nok derude – nærmere bestemt under Langebro, hvor den flydende Kayak Bar inviterer til neoklassisk tømmerflåde koncert med lysinstallation. Her fyrer tømmerflådebaren op for burgergrillen kl. 20, tænder saunaen og sender de, der har lyst, ud på gratis og guidet kayaktur i de københavnske kanaler. Fra kl. 21 kan du desuden opleve tre forskellige koncerter centreret omkring den neoklassiske bølge, mens VJ Rasmus Meilvang sørger for det visuelle udtryk.

HVAD: Kayaktur og neoklasssik koncert HVOR: Kayak Bar, Børskaj 12  HVORNÅR: Fredag fra kl. 20 til 02 PRIS: Gratis

LØRDAG

bjuz3ayuj4o9ugpll5uf

Foto: Mads Nissen

WORLD PRESS PHOTO I POLITIKENS HUS

Fotografier af mennesker sætter altid tankerne og følelsesregistret i gang. I hvert fald hos mig. Derfor har jeg også selv flere fotografier derhjemme, som bliver ved med at vække noget i mig og pirre min nysgerrighed. På lørdag skal jeg mig derfor ind og se dette års World Press Photo i Politikens Hus, hvor den danske fotograf Mads Nissen har vundet hovedprisen for sit billede af Jonathan Jacques Louis og Alexander Semyonov i et intimt øjeblik.

HVAD: World Press Photo HVOR: Politikens Hus, Rådhuspladsen 37 HVORNÅR: Til den 22. okt. PRIS: 80 kr.

IMG_8649
FROKOST PÅ CAFÈ VICTOR

Jeg har et ømt punkt for yuppie-kulturen og har slugt både Jan Sonnergaard og Martin Kongstads skildringer fra yuppiernes højborg i København, Café Victor, råt. Siden 1981 har man kunne føre sig frem og smæske sig i retter inspireret af den franske og italienske café- og brasseriekultur – oftest i selskab med forretningsmænd med tilhørende sportsvogne parkeret udenfor. Senest, jeg var der, var til min fødselsdag i sommer, og på lørdag tager jeg igen turen gennem den smukke svingdør på hjørnet af Hovedvagtsgade og Ny Østergade for at spise deres foi gras terrin eller rørte hønsesalat, mens jeg suger både Chablis og yuppie-historiens vingesus i mig.

HVAD: Café Victor HVOR: Ny Østergade 8 PRIS: Frokost fra 75 kr. til 248 kr. og 6 liter 1995 Dom Perignon, Methusalen til 45.000 kr.

SØNDAG
IMG_9148
LÆS HISTORIER FRA KØBENHAVN

Jeg er netop nu igang med at smuglæse Jan Sonnergaards nyeste roman “Frysende Våde Vejbaner” og har afsat min søndag til at forbyde mig i de sidste sider. Er du til Københavner-litteratur, vil jeg klart anbefale dig at gøre det samme, når den udkommer den 15. oktober. Indtil da kan du med fordel kaste dig over en hans tidligere bøger som “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom”, hvori fortællingen også forgår i vores hovedstad. Men mens de forrige bøger tager udgangspunkt i 80’er og 90’ernes København, er omdrejningspunktet i hans nye roman København, som vi kender i dag; med byfornyelse og småborgerliggørelse altsammen set udfra en hvid, midaldrende og heteroseksuel middelklasse-mands perspektiv. Glæd dig! Og god læselyst indenfor med varmkakao og masser af flødeskum.

HVAD: Jan Sonnergaards nye roman “Frysende Våde Vejbaner” HVORNÅR: Udkommer den 15. oktober på Gyldendal PRIS: 299 kr.

 

Hvis du ligesom mig har en svaghed for Sonnergaard og København, så kan jeg allerede nu afsløre, at du har noget fantastisk godt i vente på søndag, når Københavnersnuden går online kl. 10. Indtil da håber jeg, at du får den skønneste efterårsweekend – måske med sprudlende champagne, måske med varm kakao. Begge dele har jo sine kvaliteter.

/Ditte


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273