Blogs

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #46

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #46

by 17/11/2016

Hvad er der at fejre, siger mine deprimerede venner og går i vinterhi på ubestemt tid. Det skal jeg fortælle jer! Du vil nemlig gerne være med, når Nyhavn bliver det nye it-sted for byens unge, og du vil også gerne opleve, når Stine Bramsen redder verden. Du vil i hvert fald gerne med til DM i gløgg, fornemmer jeg, så læs med her og lær, hvordan du får én slags god weekend.

Så blev Donald Trump, den Tourettes-ramte flødebolle, præsident for verdens mest magtfulde land – og hele verden blev deprimeret. Han er jo ikke præsident endnu, og måske var det bare for sjovt, alt det, han lovede, at han ville gøre, hvis han blev valgt.

Nu har jeg tilfældigvis engang prøvet at stå i en rundkreds og skrige-synge med på John Farnhams skandale af et hit, You’re The Voice, og det er på tide, at vi alle sammen gør det igen. Hvorfor ikke få noget ud af, at demokratiet definitivt har sejret, så vi kan se, at det jo ikke virker at spørger masserne? Langt nakkehår bliver jo ikke nødvendigvis pænt, bare fordi flertallet har det… Bare se 1980’erne. Flertallet kan tage – og tager ofte – fejl. Så lad os feste sammen mod Trump #partyingagainsttrump. You’re the voice, try and understand it, make a noise and make it clear, oh-wo-wo-wo, oh-wo-wo-wo, we’re not gonna sit in silence, we’re not gonna live with fear, oh-wo-wo-wo, oh-wo-wo-wo. Kom så.

TORSDAG

juju-bell

Releasefest på Bakken – Juju Bell

Indrømmet, vi får efterhånden en del pressemeddelelser om, hvad der sker i byen, og fordi vi alle sammen på LoveCopenhagen har travlt IRL, er det kun en lille brøkdel, vi kan nå at bringe omtale på. Når vi får henvendelser, der drejer sig om musik, lytter vi altid først og beslutter derefter, om det er noget, der skal på bloggen. Som et slags kvalitetsstempel fra vores side.

Os bag sitet er meget forskellige, men jeg, Louise, går meget op, at musikken skal fange mig, og den skal fortælle mig noget, jeg ikke allerede vidste. Den skal ikke kun få mig til at danse, den skal få mig til at lave ormen.

Vi fik så en invitation til et releaseparty på Bakken i Kødbyen, og jeg må indrømme, at jeg overså mailen. Heldigvis rykkede PR-damen mig, og da jeg så endelig fik lyttet til Juju Bell, som det drejer sig om, blev jeg lykkelig. Jeg lavede ormen. Det er megafed musik, og det bliver en fest i aften. Ikke kun Juju Bell kommer, men også Darling Don’t Dance har lovet at varme op under dansegulvet, og så er der rent faktisk også gratis øl, hvis du kommer kl. 20.30.

Ses vi?

HVAD: Juju Bell releasekoncert HVOR: Bakken i Kødbyen HVORNÅR: i aften, torsdag, kl. 20.30 PRIS: Gratis

FREDAG

mames-babegenush

Liverecording på The Village

Endnu en mail i indbakken fangede min interesse, denne gang mest fordi jeg nærmest ikke forstod teksten: Mames Babeganush liverecording i The Village, stod der. Det er Nikolai Kornerup (AyOwA), som står bag eventet sammen med sit band Mames Babegenush, som er klezmer/balkan-musik, og de laver en livesession i The Village Recording, der er et spillested/studie, som jeg ikke anede fandtes. Det ligger ude ved Jyllingevej, og nu hvor jeg er blevet så forvirret over alt, hvad der er ved det her event, bliver jeg nødt til at tage med. Nogle af de sjoveste fester, jeg har deltaget i, har været med netop den slags balkanmusik, gerne på La Fontaine. Måske får den slags rytmer bare folk til automatisk at klappe, stampe i gulve, grine, råbe og danse. Det lyder som en fest!

HVAD: Mames Babeganush liverecording/koncert HVOR: The Village Recording HVORNÅR: Fredag-søndag kl. 20 PRIS: 225 kr.

LØRDAG

livsstilsguiden

BREAKING NEWS: NYHAVN BLIVER HOT I 2017

Vi er nået dertil, hvor julemarkederne popper op og lokker med varm gløgg og småkager. Jeg er vild med gløgg, hvilket egentlig altid har undret mig, for varm sprut har ellers aldrig sagt mig så meget, måske lige så meget som iskold rødvin, men gløgg kan jeg altså godt lide, og gerne den stærke slags man får på Hviids Vinstue, som man bliver direkte beruset af efter et enkelt glas (i øvrigt et godt tidspunkt at shoppe i Magasin på, efter sådan et glas – folk bliver så venlige, når du har gløgg-røde kinder).

De første julemarkeder, jeg skal til, er Nyhavns julemarked og livsstilsmarkedet i Holte. Nyhavn har jeg på fornemmelsen bliver hot i 2017 – med den nye bro og gourmetchefs, der indtager restauranterne – så vi kan lige så godt tage den gamle fordrukne havn til os. Prøv at lade som om, du aldrig har været her før, og bund et glas gløgg sammen med én, du kan være ironisk sammen med. Så bliver det sjovt.

På julemarkedet i Holte er der GRATIS ADGANG, som de skriver på Facebookeventet, og det plejer at betyde store mængder af ragelse. Men faktisk har jeg hørt, at det er hyggeligt på den gammeldagse måde. Jeg tænker, at man får følelsen af at være med i et afsnit af Nissebanden, og det gider jeg godt.

HVAD: Julemarked HVOR: i Nyhavn og på Havarthigården i Holte HVORNÅR: Denne lørdag (Nyhavn fortsætter til den 23. december!) PRIS: Gratis.

dignity

MUSIC FOR DIGNITY

Om aftenen kan du støtte en vanvittig god sag og samtidig lade dig underholde af nogle af landets mest succesfulde kunstnere, når Dignity (Dansk Institut mod Tortur) afholder deres årlige event, Music For Dignity, i Operaen. Stina Bramsen står i spidsen og får selskab af navne som Oh Land, Karl William og Benal. Vi kommer selvfølgelig til at dække eventet, som starter kl. 19 – og du kan købe billet her.

HVAD: Music For Dignity HVOR: Operaen HVORNÅR: Lørdag den 19. november kl. 19 PRIS: fra 375 kr.

SØNDAG

dm-i-glogg

Uofficielt DM i gløgg

Og så er vi tilbage, hvor vi næsten startede, nemlig ved gløgg. Nogle mennesker i Torvehallerne afholder nemlig det uofficielle DM i gløgg, og hvad det indebærer, bliver spændende at se og smage. Torvehallerne skriver selv, at det er glade amatører, der står bag gløgg-gryderne, så det kan jo kun gå galt.

HVAD: DM i gløgg HVOR: Torvehallerne HVORNÅR: søndag den 20. november kl. 12.30-15,30 PRIS: Gratis

En Seriøs Note

Nu er det jo søndag, og det er efterår: tid til fordybelse og forglemmelse. Jeg var for nyligt i Island for at deltage i Iceland Airwaves, og jeg boede hos en islænding, som fortalte mig, da jeg tog af sted, at hun egentlig glædede sig, til jeg skulle af sted. Ikke fordi det ikke havde været dejligt at have mig på besøg – men ro og stilhed er også rar, og i virkeligheden holdt hun meget af den kommende tid, hvor alting går lidt langsommere, der sker ikke så meget hele tiden.

Jeg drøner tit rundt og har gang i tusinde ting på samme tid, og jeg elsker det. Det giver mig energi, men lige dér, på Island i den fantastiske natur i gråvejr, kunne jeg virkelig godt forstå, hvad hun mente. Og derfor glæder jeg mig for første gang sådan rigtig til januar og februar. På den anden side af jul, hvor roen sænker sig over landet, og vi skal kede os. Det gør vi for lidt. Keder os. Det er, når vi keder os, at vi kan tillade os at lave noget så uproduktivt som at gå tur, læse bøger, se film, lytte til musik og falde i staver.

Når du nu på søndag tager forskud på den tid, anbefaler jeg dig at se BLACK MIRROR på Netflix (skræmmende realistisk sci-fi-serie om den menneskeskabte teknologi, der kan føre til en uempatisk, unuanceret og overfladisk verden, hvis ikke vi tænker os om), FUGLENE OVER SUNDET i biografen (om den danske modstandsbevægelse, der hjalp op mod 95 % af de danske jøder til Sverige under 2. verdenskrig – men ikke alle danskere var så gode, som vi bryster os af, når vi taler om den danske modstandsbevægelse – og filmen indeholder hele fire af mine yndlingsskuespillere, Jakob Cedergren, David Dencik, Danica Curcic og Morten Holst), og læse én af HARUKI MURAKAMIs bøger. Jeg fik ham anbefalet af en amerikaner, jeg lærte at kende på et fly til Island i sommer – netop som jeg havde købt min første bog af selvsamme forfatter. Selvfølgelig forelskede jeg mig med det samme i amerikaneren, for det kunne da ikke være et tilfælde – især når det viste sig, at Murakami er en sublim forfatter, som tager dig på de vildeste rejser.

Rigtig god weekend!

/Louise


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273