Blogs

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #19

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #19

by 12/05/2016

Jeg har glædet mig i flere måneder til denne weekend! Det er nemlig nu, jeg smutter til Frederiksminde sammen med en fantastisk mand, der dristede sig til at invitere mig ud for snart en del måneder siden. Når turen går tilbage mod byen, vil jeg nyde både musik, mere mad, fødselsdage og masser af afslapning – for byen bugner af lækkerier, som er svære at holde sig fra!

Så har vi haft en uge med vanvittigt sommervejr – og vi har lige akkurat nået at brokke os over, at det næsten er for varmt, og at det er typisk, at vi ikke har fri, når solen skinner – før det hele er slut, og vi kan nyde pinsen med masser af regn. Men hvis du lige som mig har investeret i en neonorange trafiksikker genbrugs-regnjakke, så er der ikke meget, der kan stoppe én fra i hvert fald at forsøge at nyde pinsefrokosterne. Måske bliver det endda sjovt med disse events.

Og må jeg lige kort tilføje, at alt, hvad vi anbefaler her på bloggen, kommer fra hjertet. Ingen har bedt os om at skrive dette – eller betalt os for det, for den sags skyld. Bare lige, hvis du skulle være i tvivl.

 

Frederiksminde

FREDERIKSMINDE

Hvis du skulle få lyst til en eksklusiv afstikker fra byen, kan jeg muligvis anbefale at slå et smut forbi Præstø og spise og overnatte på Hotel Frederiksminde. Jeg kan ikke garantere, at det bliver fedt, for jeg har ikke været der endnu. Men spørg mig på lørdag, når kæresten og jeg har tilbragt 24 timer i hænderne på personalet hos Frederiksminde, hvis restaurant fik deres første Michelin-stjerne for nogle måneder siden. Jeg har helt sikker på, at de fortjener deres stjerne, men jeg glæder mig til selv at få syn for sagen.

Radiohead P6 Beat

P6 BEAT ELSKER RADIOHEAD

Selvom jeg efterhånden er gået 100 % i hiphop-mode de sidste par år, sker der noget med mig i disse dage. Når verdens bedste band udkommer med et nyt album, og P6 Beat vælger at elske dem i 6 timer – glemmer jeg hurtigt alt om min kærlighed for hiphop. Radiohead er tilbage, og det eneste, der kan få mine arme en anelse ned er, at de ikke gæster Danmark lige foreløbigt. Det giver ingen mening, når de nu er på turné i Europa. Nå, det var ikke brok, det hele skulle handle om. P6 Beat Elsker Radiohead fra kl. 10-16 på lørdag, så jeg skal svømme tilbage til mine folkeskoleår, min gymnasiegang, mit London-ophold, min universitets-tid – Radiohead var med mig hele vejen, og de er der stadig. Mon ikke jeg får lov at opleve dem live for 3. gang i år? <3

Escobar 3 år

Christoffer 31 år – ESCOBAR 3 ÅR

Nu, hvor jeg er i mit gamle rocktøs-humør, kan jeg lige så godt fortsætte med at kaste djævletegnet efter alle på lørdag – først skal jeg fejre den bedste Christoffer i verden – vores LoveCopenhagen-Christoffer, som holder (lukket, desværre for dig) fødselsdag et sted i København. Og derefter – eller måske om søndagen – skal jeg headbange på min yndlingsrockbar, Escobar, der fylder 3 år i denne weekend. Det er de bedste fyre, der står bag baren – altså ejer den – og de lover gratis øl mellem kl. 17 og 19 både lørdag og søndag. Gratis øl! Øl! Tak!

Wangel og Laid Back

WANGEL & LAID BACK PÅ NEMOLAND

Sidste år på Wonderfestiwall på Bornholm spillede disse to artister faktisk på samme dag – på hver deres scene dog. Laid Back, siddende under hele koncerten, spredte sommerglæde i solen, hvor folk langsomt kom til hægterne igen med en reparationsbajer og vuggende reggaerytmer fra de to tilbagelænede herrer. Og i teltet ved siden af spillede Wangel for et lidt mere feststemt publikum. Min fotograf kom lidt for sent til Wangel, som han ikke kendte – men konstaterede tørt, da han så Wangel: “Nå! Det er derfor, du gerne ville til den koncert… suk”. Og nej, det skal ikke være nogen last, hvordan man ser ud, og det mener jeg i ramme alvor, for på denne søndag – i silende regn – skal det handle om at feste og danse, og så har man brug for rytmer, man kan rykke på fødderne og hovedet til. Det er disse artister garant for. Ellers er det dig, der er kedelig.

Det er i øvrigt også i dag, at vi skal se solen danse, men måske må vi bare danse selv i stedet…

A Moon Shaped Pool

RADIOHEADS NYE ALBUM

Mandag skal igen bruges på Thom Yorke og hans band. Jeg har ellers skamlyttet til det nye album, A Moon Shaped Pool, allerede, og det har været værd at vente på. Den sidste plade fangede mig ikke rigtigt, men dette album er genialt og meget Radioheadsk på den lidt mere tilgængelige måde uden at give ved dørene. Jeg har altid været allegladest for skævheder, især hvis de sidder på og i folk, og her slår ingen altså Thom Yorke.

Copper & WheatLaura's Bakery

Papirøen i tørvejr

Skal du have noget at spise på denne pinse-helligdag – og er det ikke en frokost med familien, du er inviteret til, så vil jeg foreslå dig at starte med en grovtebirkes fra Lauras Bakery i Torvehallerne (køb også gerne deres cookies med!), spis frokost på den nye Jagger og slut af på Papirøen, som har gademad i tørvejr. Jeg craver allerede deres toast og duck fat fries fra Copper & Wheat.

Go’ weekend og go’ pinse! 


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273