Blogs

Weekend i København by LoveCopenhagen

Weekend i København by LoveCopenhagen

by 14/06/2018

Endelig weekend! Juni måned er for mig festivalmåned, hvor jeg dribler rundt fra den ene ende af landet til den anden – sidste weekend var det Northside i Aarhus, og nu er jeg til Folkemøde på Bornholm. Der sker naturligvis stadig spændende ting i København, selvom jeg ikke er der, bevares. Dem vil jeg lige fortælle dig om her.

Jeg sidder lige nu på Nordlandet i Allinge og kigger ind på et selskab, der sidder inde i det tilstødende lokale. Jeg stod op i morges kl. 4 for at nå hertil, og allerede nu er jeg helt opløftet af det stadigt tiltagende summen af folk, der snakker, diskuterer, møder hinanden og forhåbentligt får nye bekendskaber (og for nogles vedkomne, nye holdninger).

Selskabet, jeg kigger på, indeholder en smuk, ung mand, som jeg konstant får øjenkontakt med. Jeg prøver at koncentrere mig om at skrive og ikke hele tiden stjæle blikke fra ham, men det føles som om, vi sidder lige overfor hinanden. Jeg smiler lidt ned i computerskærmen og kan mærke kinderne bliver en anelse varme. Shit, det er en dejlig dag!

TORSDAG

World Cup kamp hos Brus på Nørrebro

Men hvad ville jeg lave, hvis jeg var i København? Jeg ville sætte mig ned på Brus på Nørrebro og se den første VM-kamp. Jeg synes, det er skidt, at vi sender politikere af sted til Rusland – og på den måde blander politik ind i slutrunden. Og samtidig synes jeg, at befolkningen skal støtte op på det danske landshold, som (endelig) har kvalificeret sig til et verdensmesterskab.

I dag spiller Saudi Arabien mod Rusland (bliver det meget værre?), og du kan nyde kampen med en kold sportsbajer. Det er da dejligt.

HVAD: VM i fodbold – Saudi Arabien / Rusland HVOR: Brus, Guldbergsgade 29F, 2200 KBH N HVORNÅR: Kl. 17 PRIS: Gratis adgang

FREDAG

Releasefest for en øl

Nu vi er ved festivaler – Haven Festival, der blandt andre har Mikkeller som arrangør, lancerer denne fredag den officielle festivaløl, Taste of Haven. Sidste år skyndte vi os at smage den så snart, den blev frigivet, for det er ligesom Mikkeller, der kan det der med øl i Danmark (helt sikkert den bedste øl i verden!).

Det hele foregår på Nørrebro Teater, hvor Lewis Colston vil vende plader, og Meyers vil servere hotdogs.

HVAD: Release på årets Haven Festival-øl HVOR: Nørrebro Teater HVORNÅR: kl. 16-20 PRIS: De første 100 øl er gratis.

LØRDAG

VM!!!!!!!!

Jeg er ked af, at halvdelen af dette indlæg handler om VM, men i dag, lørdag, spiller Danmark deres første kamp, og det skal naturligvis opleves. Der er ikke noget, der slår stemningen under en slutrunde – og så glæder jeg mig til, når vi vinder, at møde glade mænd i Allinges gader, der ikke kan lade være med at smile.

Danmark skal møde Peru i den første kamp, som vises på storskærm i Valby Kino.

HVAD: VM-landskamp, Danmark / Peru HVOR: Valby Kino, Gammel Jernbanevej 40 HVORNÅR: Kl. 18-20 PRIS: Gratis

SØNDAG

Plej dine tømmermænd, om du er i Allinge eller København

Du har festet hele natten, fordi Danmark har vundet vores første kamp i slutrunden, og du er træt. Det skal du omfavne ved at bestille en burger fra Jagger, fritter fra Tommi’s Burger Joint og is fra Social Foodies.

Smæk benene op på sofabordet og læs Dødevaskeren, som er forfærdende, gribende, underholdende og interessant.

Gå tidligt i seng.

RIGTIG GOD WEEKEND – OG GODT FOLKEMØDE TIL JER ALLE I ALLINGE! 

/Louise T


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273