I dag åbnede Oranje, et moderne restaurantskib, der bl.a. serverer skånsomt fanget fisk og skaldyr, cocktails på sæsonens sirupper og et friskt og krydret grøntkøkken med tidligere Gemyse-køkkenchef Steffen Egebo Nielsen ved roret. Bag det restaurerede gamle stålskib Oranje står et umage trekløver, der tæller skipper og tidl. slumstormer Jørgen Kragh Oranje, den unge dedikerede projektleder Robertas Paskauskas og en erfaren profil fra den københavnske gastronomiscene; serieiværksætter Mikkel Irminger Sarbo. Personlighederne og historierne står mildest talt i kø på det gode skib Oranje, som vil bringe kvaliteten og københavnerne tilbage i Nyhavn.
”Skal vi mødes i Nyhavn…?” Ikke just et spørgsmål, du ofte hører inkarnerede københavnere udveksle. Og det på trods af, at Nyhavn er en af byens fineste gader. Det vil Mikkel Irminger Sarbo og holdet bag Oranje lave om på. Og gastro-iværksætteren kommer med en vis portion erfaring, for Mikkel har – udover sin rolle som Radikales landsformand – en finger med i mangt et gastronomisk tiltag i København.
Torvehal- og Kødby-konge indtager Nyhavn
Mikkel var med som en af de første, da torvefolket indtog Israels Plads, hvor han skabte fundamentet for Danmarks største smørrebrødsforretning Hallernes Smørrebrød samt te-brandet Tante T, og senere skabte han også den populære Kødby-restaurant Fleisch, som dengang gav nyt liv til det forladte industriområde Kødbyen. Nu har Mikkel, Jørgen og Robertas kastet kærligheden på det gamle skib ”Oranje”, der med Steffen i kabyssen vil skabe nyt liv i den ellers stille ende af Nyhavn.
”Vi glæder os til at bringe et friskt, sundt, knasende sprødt og bæredygtigt køkken til Nyhavn. Vi vil skabe en restaurant og bar, hvor københavnerne kan finde alt det, de ellers søger efter i byen – i Nyhavn. Smagfulde småretter i solen på kajen, fine dining under dækket i lækre omgivelser, gode, stærke cocktails, mikrobrygget øl, et godt glas champagne, bourgogne eller naturvin og selvfølgelig noget ordentlig kaffe. Vi vil bringe alt det gode fra København ned på Oranje],” siger Mikkel Irminger Sarbo.
Holdet bag Oranje har allerede linet et overflødighedshorn af gode leverandører og produkter på banen; skånsomt fanget fisk og skaldyr fra Fiskerikajen, klassiske vine fra Theis Vine, naturvine fra Azienda, kaffe fra Prolog, øl fra To Øl og Gamma, cider fra Æblerov og meget mere. Køkkenchef Steffen Egebo Nielsen har sammensat menuerne primært på fisk og grønt, og har et tapas- og småretterkoncept til kaj og dæk og større menuer med flere retter til selve restauranten nede i skibet.
Skibet Oranje – fra slumstormere og økoflippere til moderne, grønt hipsterskib
Rammerne er heller ikke kedelige, for der er nok af røverhistorier at fortælle om stålskibet Oranje, som i den grad har sejlet – hvis ikke på de syv verdenshave – så i hvert fald med flere farverige gæster ombord. I 70’erne sejlede Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og skipper Jørgen Kragh Oranje fx til Livø i Limfjorden for at besætte øen og gøre den økologisk. De blev smidt hjem igen, men en form for frø må være blevet sået, for i dag er Livø såmænd økologisk.
Oranjes skipper Jørgen Kragh Oranje har i øvrigt selv en fortid som slumstormer og Huset-stifter og købte oprindeligt skibet af Mogens Amdi Pedersen i starten af 1970’erne. I 26 år lå skibet til kaj i Svendborg, hvor Jørgen serverede god dansk mad. I 2022 er Oranje så genopstået i den ydre del af Nyhavn, hvor der bliver skruet op for det økologiske, bæredygtige køkken – og den gamle hippiebåd har fået en gevaldig opgradering i forhold til design, komfort og kvalitet.