Arkitekturens Dag: Gratis adgang og ny udstilling i DAC

0
79
Fotocredit: Dansk Arkitektur Center

Mandag den 6. oktober er det Arkitekturens Dag – en international fejring af arkitektur, der finder sted over hele verden. I København kan du opleve dagen i Dansk Arkitektur Center, som holder åbent fra kl. 10-21 med gratis adgang, omvisninger, familieværksted, spændende talks – og åbningen af den store udstilling Age of Nature.

En dag fuld af arkitektur og aktiviteter

Når DAC fejrer Arkitekturens Dag mandag den 6. oktober, er der lagt op til en festdag i arkitekturens tegn, hvor både store og små kan finde noget at glæde sig til. Programmet byder på noget for både børn og voksne. Du kan gå med på omvisninger, der giver nye perspektiver på arkitektur i byen, lytte til inspirerende talks med eksperter eller slippe kreativiteten løs i familieværkstedet. Det er en oplagt mulighed for at opleve arkitektur på en anderledes og involverende måde.

Ny udstilling: Age of Nature

Højdepunktet på dagen er åbningen af udstillingen Age of Nature, som stiller skarpt på, hvordan arkitektur og natur kan eksistere side om side – og måske endda styrke hinanden. Her præsenteres banebrydende projekter fra danske og internationale arkitekter, forskere og kunstnere. Glæd dig til alt fra flydende øer og facader som små økosystemer til bygninger skabt af levende materialer som svampe og ålegræs.

Udstillingen er en sanselig rejse gennem 200 års udvikling. Den starter i en AI-genereret skov – en kunstig natur, der spejler vores længsel efter det, vi er ved at miste. Herfra fører en tidslinje gæsterne gennem Jordens udvikling – helt tilbage til for 3,5 milliarder år siden. I de seneste 200 år sker en dramatisk forskydning: Jordens befolkning vokser fra én til otte milliarder, mens bestanden af vilde dyr halveres, og over 70 procent af biodiversiteten forsvinder.

Arkitekturens Dag i børnehøjde

Den nye udstilling kan opleves helt frem til maj. På Arkitekturens Dag får du og familiens mindste ikke bare gratis adgang, men også mulighed for at at udforske arkitektur og natur på en legende måde. I udstillingen kan børnene fx bygge hjem til vilde dyr, trække vejret med træerne i sanselige installationer og opdage naturens hemmeligheder gennem kreative aktiviteter.

Fejr Arkitekturens Dag i DAC

Med gratis adgang hele dagen, masser af aktiviteter og åbningen af en stor ny udstilling, er der lagt op til en helt særlig fejring af Arkitekturens Dag i hjertet af København.

Udstillingen Age of Nature kan opleves i Dansk Arkitektur Center fra 6. oktober 2025 til 17. maj 2026. Mandag den 6. oktober fejrer DAC Arkitekturens Dag med gratis adgang fra kl. 10-21. Læs mere og se hele programmet her: Dac.dk

Dansk Arkitektur Center ligger i BLOX-bygningen på Bryghuspladsen 10 – lige ved havnefronten mellem Langebro og Den Sorte Diamant.