Nedtællingen er i fuld gang, Copenhell 2026 nærmer sig med hastige skridt, og hvordan varmer man bedst op? Med de rigtige tips fra de rigtige metahoveder, selvfølgelig. Her får du de meget entusiastiske og begejstrede beskrivelse af de vigtigste koncerter på Copenhell 2026 fra Morten Holt Petersen, Martin Blaess Møgelbjerg & Morten Eskildsen.
Af Louise Taarnhøj
Er du fast læser af LoveCopenhagen – og er du også metalhoved – så har du nok lagt mærke til, at vi hvert år har en fast tradition med at hive vores venner af bloggen, de tre største metalerhoveder, vi kender, ind til en omgang anbefalinger til årets festivalprogram. De tre gutter er altid at finde på pladsen foran scenerne som nogle af de mest dedikerede Copenhell- og metalfans med hver deres meninger om musikken. Tilsammen dækker de det meste af metaluniverset, og herunder finder du deres varmeste anbefalinger til årets program.
Husk at downloade Copenhell-appen på App Store eller Google Play, og sæt hak ved favoritterne, så du ikke misser dem på festivalen.
Vi starter hos metalhoved 1, Morten Holt Petersen. Han anbefaler disse koncerter:
ICE NINE KILLS, Helveti, torsdag kl. 16.00
Do you like scarry movies? Hvis du kan svare ja til det og ikke bliver nakket i den første scene af filmen, så er Ice Nine Kills noget for dig.
Bandets sange og sceneshow tager udgangspunkt i horror og slasherfilm, og denne herlige synergi giver en gang totalteater udsat for metalcore, der skal opleves. Det hér er ikke din almindelige koncert; det er overdrevet, lidt plat men med kærlig respekt for materialet, både filmene og musikken. Så ta’ en tur i drive-in biografen sammen med Jason, Freddy, Chucky, Jigsaw og alle de andre!
TRIVIUM, Helveti, fredag kl. 16.00
Dag 3, puha vi skal lige i gang igen…og her kan Trivium hjælpe! Med Matt Heafy i rollen som drill sergeant kan publikum forvente at blive sat til circle pits, mosh pits, crowdsurfing, alt imens bandet sender den ene bølge af metal, hvad enten det bliver trash, metalcore eller det mere melodiske, efter den anden afsted.
Trivium har efterhånden 25 år på bagen, men ungdommens energi er stadig intakt og igennem årene har de sat en solid samling af live-venlige sange sammen, som de hellere end gerne vil dele med lige præcis dig…
MALEVOLENCE, Pandemonium, lørdag kl. 20.30
Bring me the horizon er ikke det eneste band fra Sheffield der gæster dette års Copenhell. Malevolence er lidt nyere i gårde, men har taget handsken op for at blive stålbyens næste metal-hit. Bandet mixer tung metalcore, hardcore og groove metal med massive breakdowns og syrede riffs. Vokalduoen leverer både rå aggression og overbevisende ren sang og skal være med til at sætte gang i støvet foran pandæmonium…det kan blive rigtig fedt, det her!
ALESTORM, RAP MARTIN RAP og SEPULTURA
Men udover ovenstående tre anbefalinger er der også lige plads til tre honorable mentions: Ren spilleglæde og et endnu større had til stille camps skal vi finde sammen med Rap Martin Rap på Gehanna torsdag kl. 13.
Selvom der hverken er nogen Cavalera brødre eller andre originale medlemmer tilbage, skal der også lige slås et slag for Sepulturas sidste koncert på dansk jord…du kan hverken Refuse/Resist når det går løs på Hades torsdag 23:30.
Og slutteligt, se med eller deltag selv, når Alestorm uden tvivl sender en bredside afsted for at slå Slipknots rekord for flest crowdsurfere lørdag kl. 18:30 på Helvíti – et shout out til vores venner i orange på fronten der skal tage imod os alle, I er for seje!
Vi fortsægger med metalhoved nr. 2., Martin Blaess Møgelbjerg. Han anbefaler disse koncerter:
BLOOD FIRE DEATH, Pandemonium, lørdag kl. 23.30
Bathorys arv lever videre…
Hvis Bathory er black metals fædrearv, er Blood Fire Death den sjældne mulighed for at opleve den fremført af musikere, der selv har skrevet sig ind i genrens historie.
For enhver fan af black metal er Bathory et af de navne, der står hugget i granit. Uden Quorthon ville genren have set markant anderledes ud, og det gælder både den rå første bølge af black metal og den episke vikingemetal, som senere inspirerede utallige bands.
Blood Fire Death er ikke bare endnu et tributeband. Projektet består af nogle af de mest respekterede musikere fra den skandinaviske metalscene, som er gået sammen for at hylde Quorthons arv. Her er der tale om musikere, der selv har været med til at definere black metal gennem årtier.
På Copenhell får publikum mulighed for at opleve klassikere som “A Fine Day to Die”, “Blood Fire Death” og “One Rode to Asa Bay” fremført af folk, der både forstår og respekterer materialets betydning. For fans af Bathory er dette en chance for at opleve nogle af de mest indflydelsesrige sange i blackmetallens historie – live!
SIX FEET UNDER, Hades, Onsdag kl. 16.45
Dødsmetal uden kompromiser
Hvis du savner den tid, hvor dødsmetal handlede om tunge riffs, dybe growls og absolut ingen interesse i tidens trends, så er Six Feet Under et oplagt stop på årets Copenhell.
Anført af Chris Barnes (den originale vokalist fra Cannibal Corpse!) har bandet i mere end tre årtier leveret dødsmetal med fokus på groove, tyngde og brutalitet frem for teknisk pral. Six Feet Under har altid været et band, der gik sine egne veje, og netop derfor har de opbygget en dedikeret fanskare verden over.
Bandets katalog spænder over mere end 30 år, og live handler det først og fremmest om den tunge bund, de seje grooves og en lyd, der rammer som en betonblok i hovedet og det er netop dét der er deres hensigt.
Uanset om du har fulgt bandet siden 90’erne eller blot ønsker en solid dosis amerikansk dødsmetal på årets festival, så er Six Feet Under et navn, der fortjener en plads i dit program.
ALICE COOPER, Helveti, Onsdag kl. 18.00
Manden, der opfandt shock rock. Der findes headlinere, og så findes der legender. Alice Cooper hører til i den sidste kategori.
I mere end 50 år har Alice Cooper været en af rockmusikkens mest ikoniske skikkelser. Længe før sceneshows blev fyldt med pyroteknik, kostumer og teatralske effekter, gjorde han koncerten til et spektakulært show, med guillotiner, slanger, galger og en god portion sort humor. Sammen med pionereren Arthur Brown var han blandt de første kunstnere til at bruge den dramatiske sort-hvide ansigtsmaling, som årtier senere skulle inspirere alt fra shock rock til black metal’s corpse paint. Det er ikke uden grund, at generationer af rock og metalbands peger på ham, som en afgørende inspiration.
Musikken taler selvfølgelig også for sig selv. Med klassikere som “Under My Wheels”, “School’s Out”, “No More Mr. Nice Guy” og “Poison” er der garanti for fællessang, store riffs og et publikum, der synger med, længe før Alice Cooper når omkvædet.
På Copenhell får publikum ikke bare en koncert, men et show fra en kunstner, der har brugt et halvt århundrede på at perfektionere sit håndværk. For mange bliver det en chance for at opleve en af rockhistoriens største personligheder, mens det for andre bliver en påmindelse om, hvorfor Alice Cooper stadig er en af de mest underholdende livekunstnere på planeten.
Og vi slutter af hos metalhoved nr. 3, Eske, som anbefaler disse koncerter:
KUBLAI KHAN TX, Pandemonium, torsdag kl. 19.45
Hvis du kun skal opleve ét hardcore-show på Copenhell 2026, så lad det for alt i verden være Kublai Khan TX.
Dette her er ikke bare en koncert. Det er et frontalangreb af tunge riffs, knusende breakdowns og en energi, der rammer som et godstog uden bremser. Der findes bands, man hører og så findes der bands, man mærker helt ind i brystkassen. Hver eneste breakdown føles som et jordskælv, og Matt Honeyscutts’ vokal lyder som om, selve dommedag har fået en mikrofon i hånden.
Kublai Khan TX noget af det mest intense, kompromisløse og vanvittigt energiske, som Copenhell tilbyder i 2026, så er det hér et absolut must-see.
Vi ses i pitten – husk støvmaske!
GATECREEPER, Hades, Torsdag kl. 14.45
Stop alt, hvad du har planlagt på Copenhell 2026, og sørg for at stå foran Hades, når Gatecreeper går på.
Det her er ikke bare dødsmetal. Det er en massiv mur af lyd, der vælter ind over dig som en tsunami af knusende riffs, rå aggression og beskidte tunge grooves. Gatecreeper har på rekordtid cementeret sig som et af de absolut stærkeste navne i moderne metal, og live er de en regulær naturkatastrofe der kun venter på at ske.
Forvent nakkemuskler på overarbejde, støvskyer fra moshpitten og en stemning så intens, at du mærker den i marv og ben. Hver eneste sang rammer med vægten af en nedstyrtende betonbygning, og bandet har den sjældne evne til at kombinere oldschool-motorsavs-guitar-døds-lyd med voldsomme hooks og grooves.
Når de hér gutter stiller sig op på Copenhell’s næststørste scene, kommer de ikke for at underholde og spille en koncert – de kommer med en solid og ondsindet plan om, at lægge festivalområdet i ruiner og efterlade både såede og døde uden et gram af anger i kroppen! Kom ikke og sig, at du ikke blev advaret…
BRING ME THE HORIZON, Helveti, torsdag Kl. 21.30
Hvis du på nogen måde overvejer at springe Bring Me The Horizon over på Copenhell 2026, så vil jeg kraftigt anbefale, at du genovervejer hele din livsstrategi.
Det her er ikke bare et band. Det er en af de største og mest spektakulære liveoplevelser, moderne rock, metal og crossover har at byde på. Bandet har udviklet sig fra metalcore-konger til et grænseløst monster af riffs, kæmpe omkvæd, elektroniske eksplosioner og stadionværdige øjeblikke, som får tusindvis af mennesker til at synge med i kor.
Når BMTH spiller føles det ikke som en koncert, det føles som en begivenhed. En massiv følelsesmæssig rutsjebane, hvor brutale breakdowns, episke melodier og gigantiske produktioner smelter sammen til noget, der er langt større end summen af delene.
Du får sange, der kan få hele pladsen til at hoppe i takt. Du får øjeblikke, hvor publikum synger så højt, at man næsten ikke kan høre bandet. Du får energi, lys, kaos, følelser og ren ekstase serveret med en selvtillid, som kun de allerstørste bands besidder.
Og lad os være ærlige: Der er en grund til, at drengene fra Sheffield hér bliver ved med at vokse, mens mange andre bands står stille. De tør udvikle sig, de tør udfordre genrer, og de leverer et show, som folk taler om længe efter den sidste tone har sluppet sit tag i matriklen.
Hvis du vil opleve et stort, intenst og mindeværdigt øjeblik på Copenhell 2026, så skal du stå foran Helveti, når BMTH sætter stikket i forstærkeren.
THE BROWNING, Gehenna, onsdag kl. 23.15
Har du har bare den mindste interesse for elektroniske beats og komplet musikalsk kaos (og det har du) så skal du opleve The Browning på på Copenhell 2026.
Det her er ikke bare metal. Det er som at blive kastet direkte ind i en futuristisk krigszone, hvor brutale breakdowns, eksplosive synths og ubarmhjertige blastbeats smelter sammen til én gigantisk lydmur.
Resultatet: en følelsen af en natklub i år 2126, hvor djævlen har besat bassen alt imens en personificeret udgave af verdens undergang står ved DJ-pulten og drejer ubarmhjertigt på knapperne.
Forvent et publikum i konstant bevægelse, moshpits, der opstår ud af ingenting og elektroniske drops, der får hele pladsen til at eksplodere i breakdowns så tunge, at de burde kræve byggetilladelse.
Det her bliver en af den slags koncerter, hvor du går derfra gennemblødt af sved, med ømme nakkemuskler og et kæmpe grin i ansigtet.
Drop alt andet. Mød op. Gå amok…
The Browning kommer til at få festivalpladsen til at føles, som en atomreaktor på overarbejde.
GAEREA, Pandemonium, fredag kl. 23.00
Hvis du tror, at black metal kun handler om corpsepaint, kulde og blastbeats, så skylder du dig selv at opleve Gaerea på Copenhell 2026 – det her band er noget helt særligt.
Gaerea tager den rå desperation, den mørke skønhed og den ubarmhjertige intensitet fra black metal og forvandler det til en følelsesmæssig orkan, der rammer med en kraft, man sjældent oplever live. Musikken er både knusende brutal og overraskende smuk –publikum vil blive suget ind i et mørke der nægter at slippe dem igen…noget vil sætte sig fast, noget vil blive husket og noget vil givet vis gå tabt.
Nogle koncerter underholder – Gaerea opsluger og tager en del af din sjæl med sig, når de går igen – den del får du aldrig igen, den er dog blevet erstattet af trangen til at opleve det hele på ny.
Tusind tak for at dele jeres anbefalinger, Holt, Martin og Eske. Er vi klar til Ccopenhell nu???
Se resten af programmet på Copenhell.dk.

