Dagens juletip – 4. december

0
328

Dagens juletip kommer i dag fra Magnus Høegh Kofoed, der er en af indehaverne af den fantastiske restaurant Kadeau, som har hjemme både her i København og på Bornholm, hvor det hele startede.

Magnus Høegh Kofoed:

Jeg har et par traditioner omkring jul. Et besøg på Schønnemann, som er et godt bud på Danmarks bedste smørrebrødsrestaurant. Det er dog ekstremt svært at få bord i december måned, så man skal være ude i meget god tid. Inviter nogle gode venner ud til en himmelråbende god frokost. Det er svært at vælge mellem alle de gode stykker, så jeg er nødt til at komme der flere gange om året.
Jeg er, som sikkert mange andre danskere, tit meget sent på den med at få julegaverne i hus til familie og venner. Når jeg så endelig får gjort det, er det som regel det meste af en dag, jeg bruger på det. Og de fleste bliver købt i Indre By. Og så får Ved Stranden 10 altid et besøg. De serverer fantastisk glögg og har naturligvis også en masse dejlige vine, man kan blive fristet af. Stemningen på VS10 er i mine øjne gennemført hyggelig. Nærværende og vejledende betjening. Så der ryger mindst et par timer af min dag med julegaveindkøb. Og de har tilmed at par glimrende bud på vin til julemaden, hvis man mangler lidt inspiration og har lyst til at prøve noget nyt.

Tak Magnus – vi må straks booke bord på Schønnemanns, for det lyder vidunderligt!

Restaurant Schønnemann. Billede lånt af Politiken.dk
Restaurant Schønnemann. Billede lånt af Politiken.dk