Darcy & Friends åbner på Vesterbro

0
35
Darcy & Friends

Kaffebaren Darcy’s har allerede vundet mange hjerter på Nørrebro med sin hyggelige atmosfære, lækre bagværk og ikke mindst fantastisk kaffe. Med en voksende kundeskare og en nylig nominering til Byens Bedste Kaffebar – kommer nu en udvidelse til Vesterbro.

Den 12. september bliver Vesterbro en kaffebar rigere, når Darcy & Friends slår dørene op på Sønder Boulevard 43. Darcys Kaffe har gennem en årrække serveret god kaffe og lækkert bagværk på Rantzausgade på Nørrebro. Efter stor efterspørgsel kommer nu udvidelsen til Vesterbro.

“Vores kunder spørger altid, hvorfor vi lukker så tidligt”, fortæller Darcy Millar. Det har været en af de primære grunde til udvidelsen, og den nye café vil have længere åbningstider og servere både kaffe, øl og vin. Darcy & Friends vil være et friskt pust i bydelen, hvor kaffeoplevelsen får et twist med et aftenmenukort og et kreativt samarbejde med køkkenets gæstekokke.

Et unikt madkoncept

Det nye koncept handler ikke kun om kaffe og vin. Darcy & Friends vil også bringe noget helt nyt til bordet – bogstaveligt talt. Menuen på caféen vil nemlig ikke være fast, men skifte i samarbejde med forskellige kokke og venner af caféen.

”Tanken er at vi inviterer vores Friends på besøg og giver dem lov til at lave den mad de holder mest af i køkkenet. Således skifter menuen hver 2-4 måned. Her er som udgangspunkt ingen begrænsninger – vi kan servere mad der skal spises med fingrene den ene måned, og efterfølgende servere en 4-retters menu måneden efter.”

Grand Opening på Vesterbro

Den officielle åbning af Darcy & Friends finder sted den 12. september. Caféen starter stærkt ud med en menu bestående af pizza slices og hjemmelavet tiramisu. Der vil også være et bredt udvalg af drikkevarer, herunder Blågårdspilsner fra Nørrebro og vine fra hele verden, og hjemmelavede sodavand.

For at fejre åbningen er der gratis pizza til de første 100 gæster lørdag den 14. september mellem kl. 17 og 18. Søndag morgen den 15. september er der gratis kaffe til de morgenfriske mellem kl. 10 og 12.