Emilie Delance | Københavnersnuden #122

0
192

Ugens københavnersnude er Emilie Delance – en passioneret supernetværker med en baggrund i den skandinaviske modebranche og et brændende hjerte for livsstil, mode og skønhed. Emilie startede i 2015 reklamebureauet glow:repeat sammen med hendes partner (i livet på 13. år og business) i hjertet af København. Mød den inspirerende Emilie og hendes København her.

LC: Hvad pusler du med for tiden?
ED: Uhh jeg har altid gang i et væld af projekter. Lige nu er det at planlægge strategier og nye koncepter. Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg kan få lov til at arbejde med det, jeg holder af. At have et kreativt bureau gør, at jeg kan bruge mine kunstneriske evner til det fulde. Den ene dag er det på photo shoot, næste dag fordybelse i en kampagne og den tredje dag at afholde et event.

20161124-du6a8068

LC: Hvor bor du?
ED: Jeg bor på dejlige Frederiksberg. Tæt ved Frederiksberg Have og Søndermarken. Mit andet ”hjem” er mit kontor, midt inde i byen ved Kgs. Nytorv.

LC: Hvor går du tur?
ED: Det varierer en del, og heldigvis er København fyldt med mange skønne åndehuller. Om sommeren er  det ofte området omkring Kastellet og Langelinie – så kan man lige snuppe en is med på vejen. Om vinteren elsker jeg at tage en kaffe og min søster i hånden og gå rundt om søerne.

LC: Hvor drikker du kaffe?
ED: Med veninderne er det fx på Beau Marché, som er et atmosfærisk sted, fyldt med smukt fransk decor og god kaffe. Det kan også være Cafe No. 11 ved Sankt Annæ Plads, som også byder på sprøde croissanter og en lækker cortado.

LC: Hvor spiser du?
ED: Jeg elsker at spise ude! Hvis den skal stå på en sund morgenmad, er det på 42Raw. Jeg er vild med deres matcha bowl og smoothies. Til en forretningsfrokost kan det fx være på Almanak, som ligger i stueetagen i The Standard, helt ud til vandet. Her har de virkelig lækkert smørrebrød, på en cool moderne måde. Efter en lang dag på kontoret, kan det være, at vi smutter ned til vores underbo Cantina. En slags italiensk tapas, med en masse lækre småretter, som man kan dele sammen med et godt glas bobler. I weekenden står den tit på brunch og Meyers på Gl. Kongevej, er en af favoritterne. Gode råvarer og sød betjening.

 

w50-1000x667

LC: Hvor fester du?
ED: Hvis jeg skal ud en fredag aften, elsker jeg at gå på cocktail bar. Lidt skjult i Kristen Bernikows Gade 4 ligger 1105. Her serverer de smagfulde cocktails, dæmpet belysning og god stemning.

LC: Hvor inspireres du?
ED: Jeg bliver altid inspireret af en fed koncert! Det kan være en optræden på Vega, en klassik koncert i DR Koncerthuset, eller en lokal musiker til Jazz Festival.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
ED: Jeg har et spot i Søndermarken, som jeg holder meget af. Her er der stille og roligt, og her kan jeg sidde og tænke i ro og mag.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
ED: For et par uger siden da jeg en tidlig morgen cyklede af sted fra min søsters lejlighed på Nørrebro. Solen var ved at stå op, og himlen var så smuk. Gaderne var helt stille, og jeg tænkte, wauw København du er dejlig!

du6a9553

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
ED: Uhh det er svært. Jeg er født og opvokset i København, så byen rummer rigtig mange minder. Hvis jeg skal fremhæve nogle, så er det fra gymnasietiden. Jeg gik på Det Frie Gymnasium i Møllegade, og vi hang tit ud forskellige steder på Nørrebro. De utallige hummus madder vi delte på Skt. Hanstorv, til jordbærmagaritas på Mexibar og onsdags disko på Rust.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
ED: Om sommeren er det helt sikkert at tage til Kødbyens Mad og Marked. Her er der en masse spændende boder med lækker mad og drinks. Samtidig er der også loppemarkeder på Sønder Boulevard, så kan man tage sin to-go matcha te med og opleve et farverigt Vesterbro.

20140310-dsc08897-edit

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
ED: Det, jeg godt kan savne, er at flere spisesteder holder sent åbent. Nogle gange bliver klokken mange på kontoret, og når man så endelig tænker, nu er det ud at spise! Så er de fleste køkkener lukket. Det er måske noget, der hører mere hjemme syd på, men der elsker jeg, at man kan gå ud sent, og der er stadig fuldt gang i restauranterne.

LC: Din største guilty pleasure i byen?
ED: Det er nok en kæmpe kage og shopping! Gerne efterfulgt af hinanden :).

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Emilie!
Hvis du, kære læser, vil følge mere med i Emilies liv, så følg hende her på Instagram: @emiliedelance eller på hendes blog her.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here