Jeg går enormt meget rundt for tiden, hvilket jeg nyder ret så meget, fordi jeg altid (gen)opdager sider af København, som jeg ikke lige forventede eller som jeg havde glemt. F.eks. i sidste uge, hvor jeg slentrede gennem byen en aften. Melodi Grand Prix fyldte (som I jo nok ved) byen med farver og musik – og om man er til det eller ej, så giver det i mine øjne en fantastisk stemning, selv om det også larmer og kan være lidt voldsomt. Men jeg gik der og nød stemningen, og pludselig havde jeg fundet vej om bag Glyptoteket og stod lige foran Glyptotekets Have. Jeg havde fuldstændig glemt denne lille idylliske plet midt i byens inferno og med Tivoli som nabo.
Der er så fint. Tulipanerne stod flotte og farverige og pyntede – græsset var grønt, træerne lysegrønne på den der forårssprøde måde, som jeg absolut elsker. Og flotte statuer tronede i hver ende af den lille have! Wauw – sikke en stemning.
Jeg satte mig ind på en bænk og lod roen falde på mig! Og hvor var det fantastisk! Jeg elsker byens gemte og (næsten) glemte åndehuller, hvor der er tid og rum til at trække vejret! Selv med Tivoli-larm og Melodi Grand Prix-fester lige om hjørnet!
Jeg elsker det! Ja, jeg gør!
/Anne