GoBoat fejrer 10 år på vandet og lancerer luksusbåde

0
117
GoBoat Cruisee_Godkendt
GoBoat Cruise. Foto: Eric Ziengs

I ti år har GoBoat været en integreret del af Københavns maritime scene, hvor de har formået at levere uforglemmelige vandoplevelser til en bred skare af besøgende. Fra de ikoniske blå picnicbåde, der har været en fast del af Københavns skyline siden 2014, til de mange tusinde danskere og turister, der har stået som deres egne kaptajner og navigeret gennem byens vandveje, har GoBoat sat sit præg på byen.

Af Louise T

I anledningen af deres jubilæum tager GoBoat nu deres engagement i vandoplevelser til nye højder med lanceringen af deres seneste initiativ: GoBoat Cruise. Dette nye koncept byder på luksuriøse sejlture, ledet af erfarne kaptajner, skræddersyet til dem, der ønsker at nyde vandet uden bekymringer om styring og navigation.

Anders Mørck, CEO hos GoBoat, deler sin begejstring: “Med GoBoat Cruise ønsker vi at tilbyde vores gæster en fuldstændig stressfri oplevelse. Vores kaptajner tager hånd om alt det praktiske, så vores gæster kan læne sig tilbage, slappe af og nyde den fantastiske udsigt.”

Få din egen kaptajn med ombord

GoBoat debuterer med tre elegante både til GoBoat Cruise, hver med plads til ni gæster ud over kaptajnen. Afhentning og aflevering kan ske fra syv praktiske placeringer rundt omkring i havnen, hvor deres kaptajner er klar til at sikre en uforglemmelig tur på vandet.

De luksuriøse både, der anvendes til GoBoat Cruise, er dansk-designede Rand Boats, og i tråd med GoBoats bæredygtige værdier sejler bådene på el.

Selvom GoBoat nu navigerer ind i nye farvande med GoBoat Cruise, vil de ikoniske picnicbåde stadig sejle fra Islands Brygge, hvor gæster har mulighed for at være kaptajn i deres eget eventyr, præcis som de har gjort det de sidste ti år.

Fejringen af GoBoats jubilæum handler dog ikke kun om at se fremad, men også om at se tilbage på de mange minder, der er blevet skabt om bord på deres både gennem årene. Fra de første ture i 2014 har GoBoats mål været klart: at skabe et rum, hvor alle kan nyde Køenhavns Havn og føle sig hjemme i byen.

Samarbejder med NGO’er

GoBoat har i foråret samarbejdet med NGO’er som KidsAid, Foreningen for Enestående Forældre, Børneulykkesfonden og Dansk Flygtningehjælp. NGO’erne har udvalgt særligt udsatte familier, der har fået en gratis sejltur. Tilsvarende deltog GoBoat i årets Affaldsindsamling, der organiseres af Danmarks Naturfredningsforening, hvor man i løbet af ugen kunne sejle gratis, mens man samlede skrald. Samlet set har GoBoat i foråret doneret sejlture til omkring en kvart million kroner til gode formål.

“Gratis ture til udsatte familier og som en del af Affaldsindsamlingen er vores måde at udtrykke vores taknemmelighed på og samtidig bidrage til en renere havn til gavn for alle,” siger Anders Mørck.

Åbner snart i Venedig

I dag udvider GoBoat sin horisont med tilstedeværelse i Aarhus og Odense i Danmark, samt internationalt i England, Australien, Tyskland og Sverige. Og snart vil de også byde deres 19. lokation velkommen i Venedig, den flydende by.

Med over 1,5 millioner mennesker, der har stået på dæk de sidste ti år, og med utallige uforglemmelige øjeblikke til søs, er GoBoats rejse kun lige begyndt. Og selvom de ikoniske picnicbåde med deres karakteristiske blå farve er blevet et symbol på København, er det værd at bemærke, at de faktisk er grå over hele verden – et symbol på GoBoats globale tilstedeværelse og engagement i at bringe mennesker sammen på tværs af farvande.

Læs mere på GoBoat her.