Når Refshaleøen igen forvandles til et inferno af guitar-riffs, flammer og sortklædte festivalgæster, er det ikke bare endnu en festival. COPENHELL fylder nemlig 15 år i 2026, og det bliver fejret med alt fra eksklusive koncerter til en helt særlig Anders And-udgivelse.
Af Louise Taarnhøj
Selv, hvis du ikke kan kende forskel på deathmetal og doommetal, er der god grund til at kigge forbi Danmarks største rock- og metalfestival i år – COPENHELL er efterhånden blevet lige så meget en københavnsk kulturbegivenhed som en musikfestival.
Jubilæum med ny festivalsang og storslået all-star-show
15-års jubilæet markeres blandt andet med den nye festivalsang ‘HellWalkers’, skabt af musikere fra forskellige hjørner af den danske metalscene. Nummeret beskrives som et mørkt og hypnotisk “doom rave”-soundtrack og er samtidig en hyldest til de tusindvis af festivalgæster, der hvert år valfarter til Refshaleøen.
Fejringen kulminerer fredag aften med et stort allstar-show på Helvíti-scenen. Her samles nogle af de største profiler fra den danske hårde musikscene til en unik engangsforestilling med gæsteoptrædener, fællessang, flammer og fyrværkeri.
Blandt de annoncerede navne er Tim Christensen, medlemmer af Heilung, VOLA, Pretty Maids, Defecto og LLNN samt internationale gæster som Linnea Vikström og Gus G.
Mere end musik
Noget af det, der gør COPENHELL til noget særligt, er alle de oplevelser, der foregår mellem koncerterne. I Biergarten kan du synge med på live-metalkaraoke, deltage i den legendariske Power Hour eller teste din viden i metalquizzen. Her er også musikbingo, DJ-fester og rig mulighed for at møde både gamle og nye festivalvenner.
Er du mere til spektakulære optrin, kan du opleve wrestlingkampe, dragshow, vikingeopvisninger og teaterforestillinger i containere. Eller hvad med at prøve kræfter med dildokast, bondage-workshops eller en råbemaskine, der belønner 130 decibel med en guldøl? COPENHELL er ikke en festival, hvor du behøver at kede dig.
Anders And indtager COPENHELL
En af årets mest overraskende nyheder er uden tvivl udgivelsen af ‘Jumbobog Special: Metalanden’. I samarbejde med Story House Egmont flytter Anders And nemlig ind i “Kjøvenhelvede”, hvor han for første gang skal opleve COPENHELL. Resultatet er en historie, der kombinerer Andebys velkendte univers med festivalens karakteristiske humor og fællesskab. Den særlige jubilæumsudgave kan købes på festivalen og ved armbåndsudleveringen før festivalstart.
De bedste steder at trække vejret
Selv de mest dedikerede festivalgæster får brug for en pause i løbet af dagen. Et af de bedste steder at slå sig ned er selvfølgelig bakken foran festivalens store scener. Her kan du hvile benene og stadig få koncertoplevelserne med. Men ønsker du lidt mere ro, er COPENHELL Con et godt alternativ med siddepladser både inde og ude. Også skovområdet Udgård er et oplagt fristed, hvis du har brug for en pause fra menneskemylderet.
Derfor skal du opleve COPENHELL
COPENHELL er selvfølgelig et paradis for metalfans, men festivalen er også blevet et af Københavns mest særprægede kulturfænomener. Her mødes mennesker på tværs af alder, baggrund og musiksmag i et fællesskab, der er langt mere inkluderende og hjertevarmt, end festivalens flammer, nitter og dødningehoveder umiddelbart antyder.
Så uanset om du kommer for musikken, stemningen, vikingerne, Anders And eller bare for at opleve en af byens mest unikke sommerbegivenheder, er der god grund til at lægge vejen forbi Refshaleøen denne sommer.
Vi ses i helvede!

