Juncker | Københavnersnuden #545

0
27
Fotocredit: Christian Klintholm

Ugens Københavnersnude er sanger og sangskriver Christian Juncker, manden bag det folkekære kæmpehit Mogens & Karen. Lige nu er han aktuel med sit ottende album Fremmed For Det Meste og tager snart på turné, hvor han både giver nyt liv til nye numre og genbesøger klassikere som Havana, Mintgrøn Sommerfugl og Wallenberg.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Juncker: I kølvandet på en stor bandtour er jeg pt i gang med en lidt mindre solotour samt ved at forberede bandtour i januar og februar. Og ellers nyder jeg bare at være hjemme de dage, hvor jeg ikke er på motorvejen.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Juncker: Jeg bor i Brønshøj.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Juncker: Jeg kan godt lide at gå tur om Utterslev Mose. Der er masser af fugle og fisk at kigge på.

Fotocredit: Christian Juncker Kaffe på Pizzicato over for Sound Station på Gl. Kongevej med mine unger

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Juncker: Ærligt, mest derhjemme om formiddagen. Men det hænder da, jeg drikker en kop kaffe på Stålvand eller Borgerkroen i Brønshøj. Hvis jeg er på Frederiksberg i Sound Station for at købe plader, så ligger der en lille italiensk sandwichbar overfor – der snupper jeg af og til en espresso. Men jeg bliver næsten utilpas af for meget kaffe, så det er ikke lige det, jeg gør mig mest i.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Juncker: Der er mange gode steder, synes jeg. På den lokale Borgerkro laver de forloren hare en gang i mellem, og så kan jeg godt lide at gå derned – og Brønshøj Bistro, synes jeg også er hyggelig. Ellers holder jeg meget af Kroghs Fiskerestaurant. Og så er der nogle mindre steder i NV – Flere Fugle og Behov – dem kan jeg godt lide.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Juncker: Det er sjældent, jeg ligefrem går i byen og fester. Jeg kan til gengæld rigtig godt lide at gå ud og høre musik. Og så kan jeg godt finde på at slå et smut forbi et brunt værtshus på vejen.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Juncker: Det vil jeg tro, jeg gør i kløften, kontrasten mellem en overfyldt skraldespand med hundelorteposer ved siden af med udsigt til et af de mange spir og tårne.

Fotocredit: Christian Juncker – Travbanen

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Juncker: Det er svært at pege på ét. Jeg har mange små spots rundt om Utterslev Mose, som jeg elsker. Ellers vil jeg nævne Tingbjerg Ground, udsigten mod Gl. Strand fra Christiansborgs bagside, Glyptoteket, Travbanen og de mange spillesteder.

Fotocredit: Christian Juncker – Glyptoteket indefra

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Juncker: Det gør jeg dybest set, hver gang solen skinner. Når man cykler henover søerne under blå himmel eller under solnedgang over Utterslev Mose.

Fotocredit: Christian Juncker – Solnedgang over Utterslev Mose

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Juncker: Nogle gange hvis man har været ude til sent kan man være heldig at ramme en følelse af at have byen for sig selv, når man går eller cykler hjemad. Det samme kan ske, hvis man en sjælden gang står tidligt op og når ud, mens mågerne stadig hænger på knager. Og så kan jeg tydeligt huske, da jeg som dreng besøgte det gamle Danmarks Akvarium i Charlottenlund – det var jeg ret vild med.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Juncker: For mig virker det og vækker ligesom byen og min egen opmærksomhed at gå en anden vej end man plejer eller cykle til højre, selvom jeg kommer hjem 5 min før, hvis jeg styrer mod højre. Den bedste oplevelse er at tage sig tiden til at indånde historien, at gå der mellem husene og sidde på en grøn bænk undervejs.

Fotocredit: Christian Juncker – Sommeraften i Brønshøj i min have

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Juncker: Hvis man kunne flytte Odense Å til København, så den flød gennem min baghave, som da jeg var dreng, så ville jeg være helt på toppen.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Juncker: Jeg kunne pege på hundredvis af plader – både danske og internationale, jeg gerne ville høre på en gåtur gennem byen, som jeg synes ville være en god lydkulisse: CV Jørgensen/Sjælland, Gangway/Sitting in the Park og Lars Hug/City Clang. Og The Clipping/Visions of Bodies Being Burned – og så synes jeg, alt med the Stone Roses er en god ledsager gennem byen.

Du kan se meget mere til Christian Juncker og se datoer for hans kommende turné på Facebook og Instagram.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Juncker!