Kom til 100-års fødselsdag på Hotel- og Restaurantskolen til Kulturnatten

0
388

Et historisk kagebord, en tidsrejse i smørrebrød, et århundredes gademadshistorie og en 5- retters gourmetfortolkning af Danmarks gastronomiske udvikling. Det er blot et udpluk af de mange oplevelser, gæster kan se frem til på Hotel- og Restaurantskolen, når skolen fejrer sit 100- års jubilæum på Kulturnatten den 14. oktober. Få det fulde overblik her.

Foto: Hotel- og Restaurantskolen
Foto: Hotel- og Restaurantskolen

I år er det 100 år siden, at Hotel- og Restaurantskolen for første gang slog dørene op til, hvad der i dag er Nordeuropas største skole for gastronomi og værtskab. Det bliver fejret med stil den 14. oktober, når skolen inviterer indenfor til et væld af lærerige og velsmagende begivenheder på Kulturnatten.

Her kan gæster komme med på 100 års tidsrejse gennem historien og smage, spise, høre, se og røre ved det seneste århundredes tendenser inden for madkultur, gastronomi og turisme.

Workshops, historisk gourmetmiddag og 100 års streetfood marked

De mange workshops, smagninger, middage og andre store smagsoplevelser spænder bredt i både temaer og historiske perioder; fra fantasifuld rationeringsmad i krigstider til grisefest i 70’erne og helt frem til det nynordiske indtog efter årtusindeskiftet.

Man kan bl.a. dykke ned i fredagsslikkets historie og fermenteringens fascinerende vej fra nødvendighed til gastrotrend; blive klogere på, hvordan verden egentlig ser Danmark som turistdestination; tage til landskamp i skandinavisk øl, eller spise sig igennem 5 retters gourmetmiddag med et unikt indblik i 100 års dansk madhistorie.

Udenfor popper et historisk streetfood marked op med boder, hvor man kan spise sig igennem kreative fortolkninger af 100 års gademadshistorie fra 1920 og helt frem til i dag.

Læs mere om programmet på Kulturnatten, og få det fulde overblik over Hotel- og Restaurantskolens historie og jubilæum på her.

Foto: Hotel- og Restaurantskolen
Foto: Hotel- og Restaurantskolen

Det kan du opleve til Hotel- og Restaurantskolens 100-års jubilæum på Kulturnatten:

100 år med fredagsslik – smag den danske slikhistorie
Smagning: Øl og mad i 100 år
Historisk gademad fra pølsevogn til pulled pork
Hvordan er det at være turist i Danmark?
Med kokken i køkkenet: Smag klassiske og nyfortolkede retter
Naturvin: Historisk levn til moderne gastrominimalisme
Skovbund, containere og umami: Svampes forunderlige verden
Historisk kagegilde med 100 års kager
Smag madhistorien fra overlevelse til oplevelse
Smørrebrødets historie: Håndmad til højtbelagt gourmet
5-retters menu: 100 års restauranthistorie på én aften
Smag og lyt til tre årtiers retromad og musik
Til landskamp i øl! 30 års skandinavisk ølhistorie
Lær at anrette tallerkener, der er en toprestaurant værdig!
Konservering: Nordens hippeste gastrobølge

Begivenhederne finder sted 14. oktober mellem 18:00 og 23:00 på Vigerslev Allé 18, 2500 Valby