LØB MED TIL URBAN TRAIL KØBENHAVN

0
405
På søndag den 25. september spænder Louise og Ditte løbeskoene, når oplevelsesløbet Urban Trail København afholdes. Vil du opleve byens historiske byrum og storslået arkitektur samtidig med, at du får pulsen op? Så løb med på den 10 kilometer lange rute, der både går gennem Christiansborg Ridebane, Glyptotekets smukke have, Københavns Rådhus og Christian IV’s gamle Bryghus.

Vi glæder os til en helt unik tur gennem vores smukke by, når vi skal løbe Urban Trail København på søndag den 25. september. Når startskuddet går kl. 9 foran Den Sorte Diamant, bliver vi sendt ud på en løbetur, der har fokus på Københavns Kulturkvarter, som ligger i hjertet af København mellem Indre By og havnefronten. Man skulle næsten tro, at turen var blevet tilrettetlagt til ære for os, for vi elsker at opleve byen og gøre det på nye måder, der giver os et nyt indblik i den – hvilket Urban Trail København i den grad vil gøre, når vi med højere puls end normalt, skal løbe gennem Tivoli, Nationalmuseet, Jødisk Museum, Christiansborg Ridebane, Glyptotekets smukke have, Københavns Rådhus og Christian IV’s gamle Bryghus samt forbi BLOX, der i 2018 vil danne rammen om blandt andet Dansk Arkitektur Center samt rumme boliger, restaurant, butikker, kontorer, park og pladser. På den måde er det ikke kun Københavns fortid, men også byens fremtid, som vi kommer til at opleve. Det bliver altså en løbetur lidt udover den sædvanlige om søerne med imponerende bygninger og museer, gemte baggårde, rekreative områder, op og ned ad trapper, ind gennem passager og rundt i byens haver og parker .

ut-cph-01

Bjørn Svin, morgenmad og flygelkoncert

Med andre ord er Urban Trail København en aktiv måde at opleve arkitektur, byliv og kultur i fællesskab med andre på. Og hvis du synes, at 10 km lyder som en lang tur, så kan du bare gøre ophold eller gå undervejs. I Teatermuseet i Hofteatret kan du for eksempel opleve en flygelkoncert, mens du ved Nikolaj Kirke kan du høre en lydinstallation skabt af Bjørn Svin. Sidst, men ikke mindst er der morgenmad, når du kommer i mål ved Den Sorte Diamant igen, hvor du kan nyde, at du har startet søndagen aktivt og samtidig fået set dele af byen, som du måske ikke har oplevet før – og med garanti ikke har oplevet i løbesko.

Vi glæder os til at løbe sammen med dig – og giv os endelig en high five i forbifarten, hvis du ser os!

HVAD: Urban Trail København HVOR: Den Sorte Diamant HVORNÅR: 25. september kl. 08 – 12.30 PRIS: 299 kr. 

 

/ Louise og Ditte